Neutzsky-Wulff på nettet

 

Det er ikke længe siden, man kunne høre beklagelser over, at der var for lidt Neutzsky-Wulff på nettet. Alt er naturligvis relativt, men det er lidt vanskeligt for mig at tro, at der stadig skulle være nogen, der er af den formening.

Noget andet er så, at det er temmelig uoverskueligt. Men det er jo et ret almindeligt problem på nettet.

Ønsker man således oplysninger om Spartacus, må man påregne at skulle kæmpe sig igennem en tæt skov af sportsforretninger, gymnastikforeninger, kommunistiske celler og bøsseklubber. Når man så endelig frem til the real thing - og ikke en antikvar, der vil sælge en en bog om Spartacus - vil man sjældent finde flere oplysninger end i et almindeligt leksikon.

Det kunne altså synes, at forjættelsen om Internet som en International Information Exchange aldrig rigtig gik i opfyldelse. I stedet blev det oversvømmet af folk, der har noget at sælge - just like me - og lonely hearts, heriblandt en del folk med uudgivne digtsamlinger, der her lider samme kranke skæbne som al subpub: Alle skriver det, ingen læser det. Nu mangler vi sådan set bare censuren, så vi heller ikke kan hente billeder af John Willie.

Et opslag under Neutzsky-Wulff på en gennemsnitlig søgemaskine giver måske et trecifret antal resultater, men allerede de ti første vil formodentlig tage modet fra de fleste. Samtidig kan omhyggelige hjemmesider helt og fuldt dedikeret til emnet glimre ved deres fravær. Dette skyldes dog ikke altid søgesystemets ineffektivitet.

Også på nettet er Neutzsky-Wulff-fandom lidt underground, og de relevante adresser cirkulerer privat. Har man scannet den fulde tekst af Okkultisme & Magi ind og udbyder den på sin hjemmeside og følgelig står til minimum tolv års tugt og rasp for brud på ophavsretten, er man forståeligt nok ikke så interesseret i at annoncere.

Man ved jo, at word of mouth er effektivt i de kredse, og at man derfor ikke behøver at frygte at komme til at savne abonnenter. Da jeg for et stykke tid siden ganske inkognito var inde hos en antikvar på jagt efter litteratur om indretning af beskyttelsesrum, spurgte ekspedienten en passant, om det var til min nye bog »Rum« - og det var det jo.

Endelig sejler en del Neutzsky-Wulff på nettet om ikke med falsk flag, så i det mindste lånte fjer. Naturligvis skal man også være lidt forsigtig med at hævde sin ophavsret.

Lad os tage et begreb som »entitet«. Det er selvfølgelig rent Neutzsky-Wulffsk og eksisterer ikke på tryk, før jeg begyndte at bruge det.

Men hvor mange (mange!) som i dag betjener sig af det, føler, at det gør dem til mine tro disciple? Når man ser bort fra New Age, er det min terminologi og tankegang, der dominerer blandt »okkultister«, dog ofte sammenblandet med andre forfattere, som læsningen af mig har henledt deres opmærksomhed på.

Resultatet er ofte en noget speciel cocktail, men langtfra uigenkendelig. Dette er selvfølgelig ikke noget egentligt problem, eller bliver det først, når man ikke blot hævder sin uafhængighed af sin læremester, men decideret føler sig kaldet til at polemisere imod ham.

Dette var og er det væsentlige problem for Rune & Co. at man i sin rasende undsigelse af forfatteren kun havde det verdensbillede at bygge på, som man havde fået fra den selv samme forfatter. Man kom med andre ord selv i sine hårdeste angreb ikke ud over det ipse dixit og quotidie Neutzsky-Wulff, som tidligere havde styret ens tilværelse.

Af hjemmesider, der mere eller mindre åbenlyst er inspireret af Neutzsky-Wulff, er der således en del. Og spørgsmålet er da også, hvor længe man skal stå med hatten i hånden.

Alt dette blev jo filosofisk allemandseje, i det øjeblik det blev offentliggjort. Eller har efterkommere af Karl Marx måske sagsøgt sovjetstaten?

Som Rune Engelbreth Larsen på et tidspunkt lidt undskyldende forklarede mig: »Jeg kan jo ikke, hver gang jeg skriver noget, tilføje: Det har jeg fra Neutzsky-Wulff, for så skulle jeg gøre det hele tiden!« At han anså en sådan undskyldning for nødvendig, siger måske mere om Runes kendskab til mit ego end om Rune selv.

Et godt eksempel på reprocessed but not repossessed Neutzsky-Wulff er Flemming Kudsks hjemmeside. Andre er mere åbenhjertige med hensyn til deres inspirationskilde.

En sådan er PostCultural Blues (et Neutzsky-Wulff-udtryk if I ever heard one). Det er (indtil videre) mest citater, men pænt og samvittighedsfuldt lavet.

Så er der de egentlige Neutzsky-Wulff-fan-sider, der selvfølgelig ligeledes er af varierende kvalitet. En uhyre omhyggelig og flittig sådan er JORDENS FRUGTER, hvis projekt er at gøre så mange tekster af og om Neutzsky-Wulff som muligt tilgængelige. En forfatters første reaktion vil naturligvis altid være, hvorfor alt det bras partout skal ud - jeg anser ikke, at jeg har skrevet noget værdifuldt før ANNO DOMINI, ligesom mange af disse tekster er noget nær ulæselige ude af deres kontekst.

For eksempel var »Dialog«, dens companion piece »Etik« samt en masse »wulfianistisk« faddersladder fra den tid alt sammen dele af en roman, et skønlitterært eksperiment, ikke en offentliggjort filosofi. Jeg skrev også »salmer«, som man ligeledes kan stifte bekendtskab med her.

Disse salmer var kristne (og blev bragt i et sogneblad - min »debut«) men ikke af nogen anden grund end, at det er salmer, for ellers er de ikke salmer. Havde Kristeligt Dagblad fået fingre i dem i en af de perioder, hvor de har interesseret sig for min person, ville de sikkert dermed have »bevist«, at jeg var kristen i 1971, hvilket hverken ville have været mere eller mindre tåbeligt end at hævde, at jeg var »wulfianist«.

Godt nok gjorde jeg på bagsiden af »Dialogen« opmærksom på, at »wulfianismen« var en litterær opfindelse »spøgefuldt opkaldt efter forfatteren«, ligesom en del af pointen i både den og »Adam Hart & Sjælemaskinen«, er, at den lettere komiske filosof bliver misforstået og misbrugt af sin eftertid, men for det første læser man jo gerne det, man vil læse, og for det andet var det nok et litterært eksperiment af en kompleksitet, som ikke mindst gik hen over hovedet på den samtidige valgpjecedominerede litteratur. Bedre blev det naturligvis ikke af, at det var jammerligt udført, grænsende til det talentløse.

Det morsomste ved disse makværker er nok, at den fremsatte profeti (at forfatteren i en fjern fremtid ville blive taget til indtægt for det utrolige og udsat for en sådan dyrkelse, at den bog, læseren sidder med i hånden, og som samtidig optræder i samme bog, nærmest ikke ville være til at betale) som på det tidspunkt forekom at være den absurdest tænkelige påstand, faktisk gik i opfyldelse. Jeg prøvede (og opgav) i sin tid at sælge førsteudgaven af »Dialogen« (som var lyseblå med klammer) for ti kroner eksemplaret. I dag er den oppe i et firecifret beløb.

Lidt mere læselige er de noveller, jeg skrev til diverse ugeblade, og jeg kan heller ikke lade være med at more mig over, at de kritikere, der spåede mig en tidlig glemsel, sammen med dem, der anså mig for uendelig lovende, men senere blev opmærksomme på min mindre end politisk korrekte indstilling til dit og dat, på denne måde er udødeliggjort. Mange af disse anmeldelser har jeg aldrig læst, så man kan være ret sikker på at finde mig blandt denne sides trofaste fans også i fremtiden. Selvfølgelig skal man være ret hårdt angrebet for at interessere sig for, hvad jeg i 1975 mente om en eller anden science-fiction-film, men hvad ...

Så er der selvfølgelig Faklens hjemmeside, som der allerede er blevet sagt en del om. Jeg må indrømme, at jeg finder det imponerende, at man har kunnet holde sig afloat så længe, hvilket får mig til at mistænke, at formålet ikke udelukkende har været at irritere mig.

Derimod bryder jeg mig ikke om bladets nye stil - samtidig med at jeg er evig taknemmelig for, at det har fået en sådan, der gør det muligt at adskille mit Faklen fra det ny Faklen - som i sin aggressivitet, sin totale mangel på selvironi og -kritik og sine hensynsløse smædekampagner næppe længere er til at skelne fra en vis persons tirader, som vi engang sagsøgte for ærekrænkelse. Måske synes man, at man må hyle med de ulve, man er iblandt på disse polariseringshungrende fløje, men jeg er ikke sikker på, at det er hele forklaringen, heller ikke det desperate salgsfremstød som reaktion på de faldende oplagstal. Der lyser ud af hele denne uforsonlighed, der står i så skærende kontrast til den venlige humanisme, jeg i sin tid lagde som bladets linje, en fuldstændig desillusionering. Mea maxima culpa - I know ...

Sit autoritative navn til trods er neutzsky-wulff.dk en datterside af ovenstående, atter dedikeret til undertegnede. Man prøver her at løse det ovenfornævnte problem med at bevare den gode gamle Neutzsky-Wulff som bladets og ens private ideologiske grundlag og at undsige den nye onde.

Man raser med andre ord på den ene side imod forfatterens talrige detraktorer og på den anden mod forfatteren selv - en noget udmattende tofrontskrig, skulle man synes. Resultatet er på den ene side en række pæne leksikonstile om forfatterskabet, på den anden de hidsige benægtelser af min version af årsagerne til bruddet.

En tredje, som kræver særlig tilmelding, er den såkaldt enw-liste. Åbenbart ønsker man ikke, at andre skal få indsigt i disse meningsudvekslinger, og det er da også en ren hade-side, hvor Faklen på utallige opfordringer af sine egne medlemmer leverer sin version af ovennævnte skisme, som forståeligt nok ikke er helt så egnet til dagens lys som undertegnedes.

Endelig er der altså enw.dk, som naturligvis er sans reproche. Ak, var det blot så vel!

Desværre viser siden tydelige tegn på at være forsømt af undertegnede, som naturligvis har andre ting at tage sig til. Til gengæld er den så måske knapt så selvhøjtidelig som de fleste af sine konkurrenter.

Hvis der somme tider er lidt at grine af og en nyttig oplysning eller to, må jeg vist erklære mig tilfreds. Det er selvfølgelig som tidligere nævnt den eneste, som er i stand til at give the straight dope om the Monster, og det er af indlysende årsager også den eneste, der kan prale med exclusives - som nu »Helena«!

Endelig var formålet da også - som Faklen mere end en gang skarpsindigt har gjort opmærksom på - fortrinsvis at gøre reklame for Vinstrup Kullerhus. At enw.dk ville blive så velbesøgt, forestillede vi os næppe. So I guess we must be doing something right - I wonder what it is - or wrong - never mind ...