Til en forfatter, der sendte mig sit manuskript

 

Kære Digter!

Jeg er bange for, at dette er endnu et negativt svar at lægge oven i bunken. Litteratur er jo noget underligt noget.

Når jeg begynder på en historie af Bierce eller Hawthorne, opdager jeg, at jeg ikke kan holde op igen, jeg må se, hvad der sker. Det er en mystisk egenskab, det forekommer mig, Dostojevskij deler med Lovecraft.

Selv Kierkegaard og Freud har den. Den er sjælden i moderne litteratur, specielt den danske.

Det er ligesom noget, der hvisker til en: This is gonna be one hell of a story. Du vil opleve ting, du aldrig har kendt, mysterier vil åbenbare sig for dig.

En verden vil danne sig bag dine øjenlåg, som vil åbne sig, når du lukker dem. I drømme vil du se de bjerge og slugter, jeg har talt til dig om.

Og det er vel det, der er galt med alle de manuskripter, håbefulde forfattere sender mig. Det gør ikke så meget med sprogfejlene, dem kan man lære at undgå.

Værre er det med den gebrokne stil: Man føler sig under læsningen som en karl, der har set sin pige uden for vinduerne, og kun har fået sine galocher halvt på. Men hendes smil er dog lige sødt, når hun ser en komme halsende og humpende.

Sådan må det også være med en god historie, der er dårligt skrevet. En dårlig historie godt skrevet er mere som et godt måltid, ens husholderske har tilberedt til ens aldrende mave, vel er der intet andet for enden af det end et kortvarigt ildebefindende og fornemmelsen af egen tyngde i sofaen, men det er dog en forbandet god suppe, salt og ram, og sovsen varm og blød over de hvide kartofler.

Vinen får lysene til at blinke til den mætte mand og får ham til at blinke nådigt igen, ikke nogen vovet, fandenivoldsk blinken, men barnets søvnige svie. Men noget må der være, i udkig eller på tallerkenen, ellers er vi jo tilbage i skolestuen, hvor regnebogen er alt for lille til, at øjnene kan blive i den.

I en sådan historie begynder vi hurtigt at sætte farten op, hopper hen over sætninger og linjer som en lille pige i en hinkerude, og snart gør vi det, vi godt ved, vi ikke må, vi tæller sider, vi kaster et blik på slutningen, bare så meget, at vi kan få appetitten tilbage, indtil vi endelig læser den og siger nå. Hvad gik galt?

Var der ingen hemmelighed? Ingen genkendelse?

Ingen tøs og ingen sovs? Det er svært at sige.

Og måske er det derfor, man ikke kan komme på andet at sige end et lamt tak for mad. Jeg kan min tro ikke.

Og jeg - tilgiv - ynker ikke forfatteren nær så meget som forlagskonsulenten. Hvorefter det slår en, at man naturligvis hverken er kaldet eller kvalificeret til at bedømme noget sådant.

Alt dette kan jo være gennemtænkt og -følt i tredje potens. Der kommer bare ikke noget igennem til læseren.

Og man synes, følgeskrivelsen, der husker en på det returnerede manuskripts hjertelammelse, er det bedste af det hele! Who am I to judge?

Er »Det siger mig ikke noget« en bedømmelse? Hvad er det, der er forkert?

Men der er ikke noget, der er rigtigt. Hvordan kan det blive bedre?

Jamen jeg ved det sgu ikke. Jeg sagde engang til en forfatter, nej en som ville være det: Læg dig under et træ og skriv, skriv træet, slip det ikke og lad det ikke slippe dig, før det er nede på papiret, hvert solblink, hver grøn skygge, stammens jomfruliv, sult og frys, inden du rejser sig, og kom også det i suppen, bestig og bespring det, til dine hofter smerter.

Og når du så halvdød kravler væk fra det? Så har du et træ, som ikke står i skoven, men i din bog.

Nu er det der, elskende kan mødes under det eller hænge sig i det, det er dog en begyndelse! Se ikke til nogen af siderne, der er endnu ikke skrevet nogen bog, ikke i hele verden nogen sinde.

Jeg ved ikke, om han gjorde det. Jeg ved ikke, om det ville have hjulpet.

Hvis jeg var dig, ville jeg ikke bryde mig om gode råd. Det eneste, jeg ville føle, jeg havde brug for, var at få at vide, at det var godt, det, jeg havde skrevet.

Og det kan jeg ikke fortælle dig. Jeg kan kun trøste dig med, at jeg ikke har forstand på din bog, kun på min egen.

Jeg kan ikke råde dig til at skrive, jeg kan ikke råde dig til at lade være. Ville det gøre en forskel?

Jeg kan kun ønske dig held og lykke. Og det gør jeg af et oprigtigt digterhjerte.

Med Venlig Hilsen

Erwin Neutzsky-Wulff