Vinstrups lyksaligheder

 

Da jeg var fire fod og nogle tommer
i skyggen af et hus på Vesterbro,
man sendte mig på bondegård en sommer,
for at jeg kunne høre græsset gro.
Der løb jeg rundt, forvirret og forvasket,
cinnoberrød, på tynde myggeben,
og konstaterede lidt overrasket,
at hele verden ikke var af sten.

Nu har jeg hus, og huset har en have
med plads til bier, fugle, og så mig,
hver sommer giver den sig selv som gave,
hver vinter sover den så trygt som jeg.
Af træerne, som bærer frugt med kerne,
og buskene jeg gerne æde må,
og i det høje græs jeg ligger gerne
og grunder på min himmel stor og blå.

Dog var den have gold og uden varme,
om ej et træ jeg dyrkede med flid,
hvis grene er en kvindes bløde arme,
hvis frugt skal nære mig til evig tid.
Hun er min lund, min Helena, min lykke
i sommerhede som i vinteris,
hun, som med hidsig sol og rolig skygge
i Edens have er mit paradis.