Barbarella

 

De gode gamle dage er jo sjældent så gode, som de er gamle. Selv husker jeg tresserne som stort set den samme fad, som de senere blev, altså med andre ord noget, man kunne få i butikkerne.

Der er nu engang ikke noget, der er så gammeldags som det, der engang har været moderne. Kun selvironien kan modvirke tidens tand, og den mangler da som regel heller ikke.

I Barbarellas tilfælde skyldes dette nok i høj grad, at Unisex ikke netop var instruktørens kop te. Tværtimod virker filmen snarere som en - om end uhyre behersket - masturbationsfantasi med Vadims unge hustru i centrum.

At der er tale om Jane Fonda, som efter at have forfærdet sine medsøstre ved at vælge (den forkerte) side i Vietnam-krigen blev taget til nåde igen af samme ved at hjælpe dem af med deres overflødige kilo, øger naturligvis inkongruensen. Hun får ikke lov til at sige ret meget, men den pacifistiske fornærmethed, hun udtrykker i en indledende scene, virker ikke helt så satirisk, som den formodentlig er tænkt.

Det er i det hele taget karakteristisk, at hun snarere forholder sig til sine få replikker end afleverer dem. Det essentielle er naturligvis også hendes kostumer og de forfærdelige situationer, hun bliver bragt i.

Dette er en italiensk produktion, så set design is king, eller rettere queen. Til gengæld er det pop-elektroniske score i bogstaveligste forstand out of this world og klart det memorable ved filmen.

Fra main til end title (An Angel is Love) redder det de ofte pinlige kulissebyer og mådelige special effects, der mest af alt leder tanken hen på en modeopvisning. Indflyvningen til Sogo er lige dele Rossini og Purcell.

Protagonisten er ikke så meget heltinde som offer, i overensstemmelse med reglerne for den type erotiske tegneserie, filmen er bygget over, men torturmetoderne er naturligvis beroligende surrealistiske. Humoren er af den slags, der kræver al tilskuerens overbærenhed, som når Barbarella med overraskende lethed gentager en kompliceret formel. Manuskriptet er ikke uden metafysiske konnotationer, men det kommer sjældent til mere end name-dropping, selv om der er et par morsomme one-liners.

Producenten prøvede at følge succesen op i begyndelsen af firserne med »Flash Gordon», hvor igen musikken er mainstay, men da var blandingen blevet sur. Den erotiske uskyld, som Barbarella trods alt udtrykker, var blevet nasty i det nye Fetish-miljø.

Det gælder altså stadig for »Barbarella«, at den ikke ligner nogen anden film, eller at den i det mindste er den mest gennemarbejdede repræsentant for sin genre, en slags outre costume piece. Den er derfor et gennemsyn værd - the sound track album er heller ikke at foragte.

Erwin Neutzsky-Wulff