The Incredible Melting Man

 

Film er et paradoksalt medium. Dets eksistensberettigelse synes at ligge i, at det i modsætning til bogen, og i langt højere grad end teatret, er i stand til at vise det, det beskriver.

Ikke overraskende er dette også dets største svaghed. En beskrivelse i en bog af et træ er træet plus forfatteren, mens et fotografi af et træ er et fotografi af et træ.

Den gode film er den, der koncentrerer sig om mediets styrke, det visuelle, uden at miste det litterære. Den ultimative Shakespeare-filmatisering er således stadig Oliviers HENRY V, paradoksalt netop fordi den med så stor adræthed sætter sig imellem de to stole.

Filmen kan vise den engelske flåde for fulde sejl, men så bliver stykkets fortæller overflødig, og vi vil trods alt hellere have Shakespeare. Så længe søslag foregår i et badekar, er fristelsen måske ikke så stor, men med muligheden for at filme on location kan en studio-bound produktion virke nærmest komisk.

LAWRENCE OF ARABIA på filmselskabets back-lot? Med andre ord: Jo mere filmen kan vise, jo mere alitterær bliver den, grænsende til det decideret illiterate.

En moderne gyser eller SF-film er - let's face it - kun så god som sine effekter. Er man så så gammel, som jeg er, er det svært at undgå at længes tilbage til STAR TREK, hvor turbulens viste sig ved, at aktørerne tog fat i deres konsol og hoppede i sædet.

Jordskælv var et rystet kamera og tre stykker puds fra loftet. Det var med andre ord nødvendigt at fortælle sin historie.

Et af de bedste eksempler på dette er utvivlsomt TV-serien om professor Quatermass. Filmselskabet Hammer filmatiserede den senere med gode resultater - men det var nu ikke noget i forhold til originalen.

I den første film fra 1955 vender en astronaut tilbage til Jorden som en omvandrende, morderisk svamp. Temaet blev taget op igen i 1959 i FIRST MAN INTO SPACE, og altså endelig i THE INCREDIBLE MELTING MAN fra 1977.

De tre film og den oprindelige TV-serie illustrerer udmærket min pointe. I den første film samledes interessen om uhyrets forfærdelige situation, i den anden blev det en ren dræbermaskine, og endelig i 1977-udgaven til en omvandrende farvelade.

Det er med andre ord et af de tidligste eksempler på ren æstetik inden for genren. Filmen er således en ren show-case for Rick Bakers effekter.

Der er gjort lidt mere ud af at karakterisere ofrene, så at mordene ofte udspiller sig som små sketches. Den »ironiske« afslutning, hvor uhyret fejes op, samtidig med at den næste mission annonceres over radioen, er temmelig lam.

Paradoksalt nok var det netop denne ensidige forfølgelse af et visuelt tema, der tiltrak mig. I dag er effekterne naturligvis lidet imponerende, men de er stadig omhyggelige og håndværksmæssigt lavet, hvilket er mere, end man kan sige om de fleste nyere film med samme budget.

Desværre egner den sig ikke rigtig til video, som ikke er i stand til at gengive de klare farver. Men en slags klassiker er det nu alligevel.