Carnival of Souls

 

Psykotroniske film er naturligvis først og fremmest karakteriseret ved ikke at have noget budget og derfor lide af alle amatørismens infirmiteter, men også besidde den force, der ligger i ordets etymologi, den kærlige entusiasme, hvormed de ofte er lavet. I bunden af budgettet ligger naturligvis de deciderede amatørfilm, som »Carnival of Souls« uden ret meget tvivl er et af de mest vellykkede eksempler på.

Som ventet er dens styrke fotograferingen, der fuldstændig formår at transformere den obligatoriske on location til en surrealistisk verden, der nærmer sig den fuldstændige kontrol, som kunne opnås, dengang alting blev optaget on set. Med enkle midler, for eksempel fraværet af natural sound, bliver et stormagasin til et rædselskabinet, og en befærdet gade til en kiregård. I disse scener lykkes det at formidle følelsen af at være uden for livet ganske formidabelt, en pointe, der understreges af, at det første, hovedpersonen hører efter disse spells, er fuglesang i en park.

Of course, we've been there, men snarere since end before, og intrigen er så fint turneret, at vi stadig kan overraskes over den uundgåelige slutning, som jeg derfor vil afholde mig fra at røbe. Selvfølgelig må tivoliet som »weird« i dag forekomme at være temmelig meget old hat, men paradoksalt nok virker de klovneagtige »dødningemasker« mindre latterlige her, måske fordi de ikke foregiver at være andet.

Også the score må naturligvis være enkelt, dog uden at være Carpenters barnlige hamren i klaveret. Det eneste instrument er et af de rigtig gamle elektroniske orgler, som uvægerligt lød, som om man trak en kat i halen, men her øger de lirekasseagtige toner tivoli-stemningen.

Hertil kommer den pointe, at heltinden er organist, og i den bedste scene i den kirke, hvor hun er ansat, slår over i fantompartituret. De øvrige medvirkende er de sædvanlige »typer«, som stort set kan nøjes med at karikere sig selv: Forstående læge, øjenvendende præst, fussy værtinde og ulidelig boy friend.

Skidtet fungerer kort sagt og er i sine bedste øjeblikke æstetisk grænsende til det visionære. I dag når den slags produktioner sjældent frem til biograflærrederne og de pænere videoudlejninger, hvilket måske forklarer, at en i bedste fald middelmådig elevfilm som »The Blair Witch Project« kunne få rave reviews. They really don't make them like they used to any more ...