La Fruste e il Corpo

 

Da Hammer i tresserne genoplivede tredivernes gotiske skrækfilm, fik de hurtigt selskab af italienerne. Dette var naturligvis, længe før amatører og slagtere som Argento og Fulci overtog med deres makværker, i guldalderen, hvor navne som Bava og Freda dominerede.

Skønt »La Maschera del Demonio« er førstnævntes mest banebrydende opus, stilistisk set, er La Frusta e il Corpo på mange måder mere helstøbt. Den savner da heller ikke originalitet, ikke mindst hvad angår emnevalget.

Som i »La Maschera« udspilles handlingen i et ikke overvældende overbevisende Rusland, eller mere præcist i den type skæbnetunge Mansions, Corman introducerede med »The Fall of the House of Usher«, hvor incest og nekrofili åbenbart er så almindelige som familieterapi hos os. Den israelske skuespillerinde Daliah Lavi, en velkommen afveksling fra den ofte utåleligt skabagtige Barbara Steele, spiller rollen som Nevenka, som er erotisk betaget af sin svoger, Kurt, spillet af Christopher Lee, Hammers Dracula.

I frustration dræber hun ham, men hjemsøges siden af sin elsker. Med sit svulmende kærlighedstema og sin stemningsfulde fotografering er dette filmen at invitere nye kvindelige bekendtskaber på (ikke, at jeg tror, læsere af »Mondo Franko« har nogen).

Det er kort sagt den rene romantik fra den første scene, hvor Nevenka giver sig hen efter at være blevet pisket af sin fyrige elsker iført ridestøvler, over de natlige spektrale visitter, hvor hun stønner henført, mens røde striber dækker hendes blottede ryg, til den endegyldige forening i en Happy End, der får de øvrige aktører til at stå tilbage som kvinderne ved graven. Bava var fotograf, før han blev instruktør, hvorfor hans film da også snarere er smukke end dramatiske, men filmen er så behageligt kort, at den endeløse vandring i hemmelige korridorer ikke bliver ensformig.

Skuespilpræstationerne er, som man er vant til i europæiske film, funktionelle, for ikke at sige primitive, hvilket i Lees og Lavis tilfælde betyder rå kraft. Hist og her zoomes og stønnes der måske en anelse for meget, men det er nu stilen! Den britiske titel - og måske den britiske reaktion - er: »What«(?!) ...