Phase IV

 

Denne film er et eksempel på den lidt hårdere type science-fiction, dog nok ikke i den forstand, dette blads læsere ville foretrække. Jeg er bange for, at jeg som forfatter har en speciel forkærlighed for disse talking heads-film.

Når den alligevel virker high-tech, skyldes det nok hovedsagelig Ken Middletons insekt-fotografering. Måske ville nogen hellere have haft en ren dokumentarfilm, efter min mening er det netop sammenstillingen, som gør den virkningsfuld.

Dette skyldes måske især, at der ikke er tale om den sædvanlige stock footage, der er tydeligt anderledes kornet end resten af filmen. I de bedste scener ser man insekter og mennesker samtidig - no small feat at dømme efter, hvor sjælden denne foreteelse er. Lad så være, at time-lapse-optagelserne af myrer, der fortærer et ådsel, ikke overbeviser os om, at de nødvendigvis er sprunget i struben på det levende dyr.

Det er kosmisk snarere end komisk, og som sagt har jeg ikke spor imod at få forklaret, hvad der sker, selv om det selvfølgelig ikke er specielt filmisk. For en gangs skyld er det den uafbalancerede af videnskabsmændene, der vil udrydde truslen mod menneskeheden - det plejer jo at være ham, der i sin overdrevne videnskabelige ærefrygt over for uhyret skrupelløst fodrer det med kollegerne. Ganske opfindsomt kommunikerer mennesker og myrer ved hjælp af diagrammer, der er konstrueret af insekternes bevægelsesmønstre, og da en strandet dumb heroine ender som en slags formisk Eva, er vi heldigvis kun sekunder fra forteksterne - de kommer til sidst og er påfaldende afdæmpede, når man betænker, at instruktøren er Saul Bass, som lavede main titles til It's a Mad Mad Mad Mad World ...