The Creeping Flesh

 

Når klassikere skal filmatiseres, er det ofte et spørgsmål, i hvilken udstrækning de skal moderniseres. Skal man opføre »Julius Caesar« i toga, renæssance-kostumer, moderne tøj eller eventuelt tidløst Limbo?

Ofte er de naturligvis uadskillelige fra den ambience, deres samtidige trimmings låner dem. Hvad ville »Journey to the Center of the Earth« være uden sin Victorianske setting?

Ikke mindst selskabet Hammer og dets mange imitatorer har med stor bravour udnyttet den særlige kontrast mellem denne periodes nærmest klaustrofobiske univers og de indtrængere, som uvægerligt må true et sådant. Det var en tid ikke blot for traditionalister og innovatorer som Darwin og Freud, men også for kæmper og drager, virkelige som uvirkelige, for Frankenstein og hans skabning, for Dracula, Sherlock Holmes og Jack the Ripper.

Ikke mindst kampen mellem det Gode og det Onde i samtidens forståelse som konflikten mellem Superego og Id er et fast tema i disse film. Vampyren er måske skurken, men også en dragende antihelt i kraft af sin kompromisløse sensualitet. Sjældent er denne intrige imidlertid udnyttet så originalt som i denne film, hvis titel med lidt god vilje kan oversættes DEN SNIGENDE KØDELIGHED.

Peter Cushing og Christopher Lee, den britiske skrækfilms to veteraner, er her brødre, den ene antropolog, den anden psykiater, begge med »ondskaben« som studieobjekt. Cushing destillerer den fra et skelet fra dengang, »kæmperne var på jorden«, hvorefter han fremstiller en vaccine, der skal forhindre hans datter i at ende som sin mor, skuespillerinde, letlevende og sindssyg, som, hvis man skal tro filmen, er nogenlunde synonyme.

Planen slår fejl, og Lorna Heilbron ender i stedet i lænker på grund af sin ukontrollable sanselighed. Mere skal ikke her røbes, som man siger.

De to troopers, et intelligent manuskript og et kamera, der bevæger sig lige hjemmevant i salonen og laboratoriet, i Londons fattigkvarterer og en Bedlam-agtig anstalt, sørger for, at det hele bliver håndværksmæssigt. Hertil kommer et stemningsfuldt score, der understreger filmens besynderlige definition på sindssyge, en blanding af rullende øjne, erotik og plys.

Selv et monster behøver vi ikke at undvære. Så godt kan formlen faktisk virke, når den administreres med omtanke og fantasi.