The Frozen Dead

 

En chain gang slæber sig igennem et trøstesløst landskab. Pludselig bryder en af fangerne ud og går til angreb på vagten, som holder ham fra livet med en pisk.

Vi ser den lænkede mand i nærbillede. Det er Edward Fox.

Nej, det er ikke en socialt indigneret film om fængselsvæsnet med superstjernen i hovedrollen - he didn't even make it to the main titles! Og hvis man synes, det er underligt, så skal man bare se resten af filmen.

Vi har naturligvis set meget af det før, men sjældent så virkningsfuldt. De gamle nazister, der planlægger at genoptø nedfrosne kernetropper, er næsten overbevisende - i det mindste lige så overbevisende som Gregory Peck i »The Boys From Brazil« - en rammende metafor for nynazismen i øvrigt, oldinge, der forsøger at genoplive lig.

Ikke overraskende virker deres hjerner ikke, og det bliver nødvendigt at dekapitere heltindens veninde og erstatte hendes kranium med et låg af plexiglas. Den unge helt konfronteres med denne kendsgerning uden dog blot at overveje at indgive anmeldelse til Etisk Råd - in any case, he gets the girl (the complete one).

Alt sammen vidunderlig vanvittigt i sig selv, men tillige spækket med mareridtsagtige billeder: De tyske soldater, med uniform og det hele, hængende på kødkroge i iskold kuvøse, en hel væg med afhuggede arme, der spjætter galvanisk, og ikke mindst det kropsløse hoved, i tavs lidelse indtil sin sidste hjerteskærende anmodning: »Bury me!« Inden da har hun kontaktet sin veninde telepatisk - »hjernebølger« lyder, som vi ved fra »Beneath the Planet of the Apes«, som en barbermaskine - og beordret armene til at kvæle de to overskurke.

Filmen er ukarakteristisk lang for sit budget, som sikrer, at i det mindste stedets enhed overholdes, men jeg kedede mig ikke et sekund. Helena slap med skrækken.