From Beyond

 

From Beyond

»I am not mad, there are colours that we cannot see. And, God help me! the Damned Thing is of such a colour!«

Citatet er fra Ambrose Bierce, men ideen er langt ældre. Den er naturligvis ikke specielt logisk i sin oprindelige form.

Lyde, der ligger over eller under, hvad det menneskelige øre kan opfatte, høres ikke, men det betyder selvfølgelig ikke, at infrarøde eller ultraviolette genstande er usynlige. Hvis en genstand ikke reflekterer noget lys, øjet er i stand til at registrere, forekommer den sort, men den vil stadig blokere vores synsfelt.

Dermed ikke sagt, at ideen ikke er god nok, den mangler blot endnu sin endelige udformning, som den - som så mange andre - finder i »Rum«. Lovecraft, som næppe var meget mere videnskabeligt dannet end Bierce, falder i den samme fælde, men det er måske mere tilgiveligt i dette tilfælde.

Hans historier var for det meste skitser, de var sjældent særlig gennemarbejdede. I bedste fald repræsenterer de glimt af en mareridtsverden, som var helt forfatterens egen.

Der findes enkelte Lovecraft-filmatiseringer fra før firserne, men det var først Stuart Gordon, der påtog sig en lignende rolle som Roger Corman over for Poe. Af disse er, som det ofte er tilfældet, den første, »Re-Animator«, den mest oplagte.

Den næste, »From Beyond«, er imidlertid rigere på materiale. Gordon kommer på det nærmeste igennem Lovecrafts novelle før forteksterne og spinder derfra en historie, der ikke mindst belyser forholdet mellem erkendelse og seksualitet.

Naturligvis er moralen givet på forhånd, sadomasochisme og overdreven interesse for menneskets natur fører til gradvis dehumanisering endende i sindssyge. Det er således svært at se, om filmen ville gøre mest gavn som en reklame for eller en advarsel imod undertegnedes forfatterskab, hvor denne form for »forbidden knowledge« ikke længere blot antydes.

Filmen er spækket med den type effekter, John Carpenter gjorde populære i sin genindspilning af den i så henseende ganske tamme sci-fi-klassiker »The Thing«, men er heller ikke uden en vis erotisk sans. Jeffrey Combs, som senere landede en gennemgående rolle i »Deep Space 9«, er som sædvanlig neurotisk og driven, en art moderne udgave af Colin Clive.

Derimod består den kvindelige hovedrolleindehavers transformation fra egghead til vamp ikke overraskende hovedsagelig i, at hun tager brillerne af. I det mindste er filmen ikke en fornærmelse imod dem, der tager hjernen med i biografen. Og dem bliver der stadig færre af ...