Pumpkinhead

 

Det er ikke usædvanligt for speciel effects wizards at skabe deres egne film som showcases for deres effekter, og tit er resultatet mere seværdigt, end man måske umiddelbart skulle tro. Måske foregriber de ubevidst den indlysende kritik og sørger for et ordentligt manuskript, omhyggelig personinstruktion, og så videre.

Douglas Trumbull, som blandt andet leverede Kubricks valsende rumstation og Spielbergs celestielle ice cream, instruerede »Silent Running«, som er en solid film, hvis man har mave til det økologiske sukker, og hans »Brainstorm« er næsten endnu bedre. Ganske tilsvarende har Stan Winston, hvis creature-effekter i »Aliens« aldrig er overgået, givet os en lille perle i »Pumpkinhead«.

Lance Henriksen er med sin hærgede fremtoning og sit afdæmpede, intense spil, som han sled op i »Millennium«, den blege, morbide companion piece til »X-Files«, det helt rigtige valg til hovedrollen som den primitive farmer, der søger hjælp hos filmhistoriens mest rynkede heks - Dustin Hoffman i »Little Big Man« holder sig godt i forhold - efter at en flok teenagere på motorcykler har kørt hans søn ihjel. Resultatet er ikke overraskende et formidabelt hævnende uhyre, men lige så stærkt står de troværdige karakterisationer og den stemningsfulde fotografering.

Langt fra at være en mekanisk body count opbygges historien omhyggeligt og logisk, med perfekt afvejet eksposition, build-up og denouement. En lille film, gewiss, men en anbefalelsesværdig sådan. Den blev fulgt af en sequel og et computerspil, both stinkers.