L'Orrible Segreto del Dr Hichkock

 

Forteksternes Robert Hampton er et af de yndede engelske pseudonymer for Riccardo Freda, den anden af den italienske gyserfilms to store. Denne film kan da også næsten ses som en companion piece til »La Frusta e il Corpo«.

Hvor Bavas film udforsker sadomasochismen som skrækfilmkliche, har Freda taget sig af nekrofilien. Indledningsscenen er næsten klassisk: Doktoren iler hjem fra hospitalet og frelser sin hustru fra en dødsenskedsommelig soire til en erotisk fantasi.

Villigt hengiver hun sig til sin ægtemands strange desires, hvilket indebærer en indsprøjtning med et stof, der forårsager skindød. Men han giver hende for meget, og hun dør til hans oprigtige fortvivlelse.

Mange år senere vender han tilbage til huset med sin nye brud, spillet af Barbara Steele komplet med edderkoppefingre og buck teeth, som flakker forskriftsmæssigt rundt i huset ved nattetide med kandelabre, når hun ikke bliver mobbet af den lige så obligatoriske mrs. Danvers. Men doktoren kan ikke styre sine lyster, og da han afbrydes i sit forehavende med et af hospitalets kadavere, forgriber han sig i stedet på den sovende Steele.

Da åbenbarer hans første hustru sig for ham, hun var virkelig skindød og har mistet forstanden efter at være blevet levende begravet, hvorefter resten af filmen går med at prøve at tage livet af hustru nummer to med passende metoder. Jeg plejer normalt ikke at tage fornøjelsen fra folk ved at røbe handlingen i en film, men i dette tilfælde tror jeg, der er en rimelig chance for, at den ellers ville gå totalt hen over hovedet på tilskueren.

For det første er behandlingen af emnet forståeligt diskret, for det andet mangler der tolv minutter på de fleste kopier. Hertil kommer den håbløse dubbing og generelt elendige lydside.

Måske forklarer dette de noget besynderlige undertekster, hvor Cynthia bliver til det unægtelig noget mere eksotiske Senthea, hvis det ikke simpelt hen oversættes »Det er hende!« Nogen vil muligvis finde en særlig pervers fornøjelse i at spotte undersættelser som She must have fainted/De må have ventet og To move house would be sufficient/Det synes jeg, er egoistisk.

Også musikken, som er en pragtfuld blanding af pladeradask-klaver og violin-kadencer a la James Bernard, fortjener en bedre skæbne. Pudsigt nok overlever filmen alle disse svagheder.

Den er solidt fortalt, og især Robert Flemyng overbevisende som manden med den frygtelige hemmelighed, som han skjuler under et skin af professionalisme og autoritet. Landsforeningen af Nekrofile vil selvfølgelig med en vis ret kunne hævde, at filmen diskriminerer et mindretal ved at fremstille dens medlemmer som homicidal maniacs i stedet for varme mennesker med en svaghed for kolde. After all: Everybody loves some body ...