Journeys End

 

Der er nogen, har jeg ladet mig fortælle, der i modgangstider søger trøst i Skriftens ord. Selv har jeg altid ordineret Shakespeare.

Skulle nogen stadig sørge over »Faklen«, vil jeg anbefale ham nogle få skriftsteder. Det synes trods alt at være en naturlov, at det, der brænder klart, brænder kort.

Swift as a shadow, short as any dream,
Brief as the lightning in the collied night,
That, in a spleen, unfolds both heaven and earth,
And ere a man hath power to say, 'Behold!'
The jaws of darkness do devour it up:
So quick bright things come to confusion.

I grunden er det jo en kærlighedshistorie, forelskelse, forførelse og skinsyge. At jeg foretrak Helena, var min utilgivelige forbrydelse, skønt den var mere natural end unnatural.

A woman is a dish for the gods.

Mange er sikkert af den overbevisning, at jeg skulle have holdt mig til mine bøger. Jeg er, som man vil forstå, ganske uenig.

That man that hath a tongue, I say, is no man,
If with his tongue he cannot win a woman.

Ingen af os forventede naturligvis smooth sailing.

The course of true love never did run smooth.

Chokerende har det sikkert været for mange – og højst upassende – at jeg ikke bevarede min patriarkalske bedstefaderrolle.

Why should a man, whose blood is warm within,
Sit like his grandsire cut in alabaster?

Andre har raset over modpartens utaknemmelighed.

I hate ingratitude more in a man
Than lying, vainness, babbling drunkenness,
Or any taint of vice whose strong corruption
Inhabits our frail blood.

Jeg er imidlertid så lidt i stand til at sørge eller rase over dette som noget andet af det passerede, i stedet bryder jeg, når som helst jeg kommer til at tænke på det, ud i en hjertelig latter. Jeg kunne vel forstå, at de vragede elskere forbandede alt, som bar mit navn.

Godt nok er deres hoveder jo ganske tomme for alt andet end Neutzsky-Wulff, men det forekommer mig alligevel lettere komisk, at man nærmest gør en religion ud af at forbande forfatteren, samtidig med at man fremturer i at fylde sit liv med Wulfiana. Jeg har ladet mig fortælle, at der også er skriftsteder i den nye kanon til at forklare dette – omtrent, formodentlig, som da Joseph Smith kopierede Bibelen og kaldte det Mormons bog, overensstemmende med Rune Engelbreth Larsens ophøjelse til profet.

Denne elskelige, men uforbederlige eftersnakker, som det i løbet af en halv snes år lykkedes mig at bibringe et indblik i mystagogikken svarende til et børnehavebarns i den teoretiske fysik, kender nu åbenbart mere til forfatterens dæmoner og deres opholdssted end forfatteren selv, ja, han er i en håndevending blevet arving til dennes ånd, hvorfor man må formode, at Neutzsky-Wulffs romaner fremover vil blive skrevet af ham. Det er med andre ord gået ham som Prosperos broder, der til sidst virkelig selv troede, han var Hertugen.

By telling of it,
Made such a sinner of his memory,
To credit his own lie.

At nogen kan tage dette tøjeri alvorligt, skal man nok heller ikke undre sig for længe over.

New customs,
Though they be never so ridiculous,
Nay, let'em be unmanly, yet are follow'd.

Dette gælder naturligvis kun en bestemt type, som imidlertid altid har været prævalent i den menneskelige race.

The mutable rank-scented many.

Men hvad skal manden gøre?

There's small choice in rotten apples.

Netop overraskende kan man næppe kalde noget af alt dette. Det er endnu ikke lykkedes hjernetrusten omkring Rune at levere andet som svar på diverse indlæg end »Det kan du selv være!« (så man må gå ud fra, at ovenstående vil udløse en vis aktivitet med stavekort og Shakespeares samlede værker). Som regel glemmer man en lille ting.

That in the captain's but a choleric word
Which in the soldier is flat blasphemy.

I stedet burde man måske forstå, at had og selvmedlidenhed i længden er et dårligt grundlag at bygge sit liv på.

How much better is it to weep at joy than to joy at weeping.

Look at the bright side. Der er kommet alliancer og romancer ud af alt dette, som under andre omstændigheder ville have været mildest talt usandsynlige.

Misery acquaints a man with strange bedfellows.

Faklen er – som så meget andet – for mig et overstået kapitel.

At Christmas I no more desire a rose
Than wish a snow in May's new-fangled mirth;
but like of each thing that in season grows.

I alt, hvad der er sket, er der slet intet at undres over.

Journeys end in lovers meeting,
Every wise man's son doth know.