The Hound Dogs

 

Da jeg efter sigende læses af mange unge mennesker, føler jeg det lidt mærkeligt, at jeg aldrig har skrevet en rigtig ungdoms-novelle. Den følger her.

Ulla kedede sig. Hun lå på maven på sengen og bladrede arrigt i et filmmagasin, hun havde læst mindst en million gange før.

Hun smed sig om på ryggen, strakte sig og blev liggende med armene under nakken. Når hun lå sådan, havde hun den skrå væg ved vinduet lige over sig, og det var der, hun havde hængt plakaten.

Så kunne han smile ned til hende med drømmeøjnene under de mørke øjenbryn og det sorte hår. Det trøstede hende, men gjorde hende også urolig.

»Å Elvis!« klagede hun. »I'm so lonely I could die!«

Hun tænkte på at sætte »Love Me Tender« på pladespilleren, men det var ligesom for tidligt. Han skulle jo først ind, sætte sig i sofaen og komplimentere hende for hendes kjole og hendes frisure.

Så ville han spørge, om han skulle synge en sang, kun for hende. Love me tender.

Love me true. I always will, Elvis, tænkte hun.

Always. Og hvis jeg kan, vil jeg få hele verden til at elske dig, som jeg elsker dig.

Hun satte sig op. Hun havde fået en ide.

It was now or never. Hun ringede til Heidi først.

Heidi var hendes bedste veninde, selv om hun var skør og skræmte alle drengene væk. Hun havde sorte strømper og kaldte sig Desiree, det betød »den begærede«, sagde hun, det havde hun læst i en roman.

Hun havde langt lyst hår, men var ellers meget almindelig. »Heidi!« gispede Ulla.

»Jeg har fået alle tiders ide. Lad os lave en klub.

Nej, ikke sådan en klub. En fan-klub.

For hvem – for Elvis, selvfølgelig. Ja.

Er det ikke en helt fantastisk ide? Kommer du over, så kan vi snakke om det.

Kan den lille åndssvage unge ikke passe sig selv? Nå.

Men kan du ikke vaske hår i morgen? Nåmen så ses vi!«

Bagefter ringede hun til Ronnie. Ronnie var den sødeste dreng i skolen.

Han var selvfølgelig ikke så sød som Elvis. Hun ringede også til Simon.

Simon var altid sur, og han kunne også være rigtig dum, men han var god til at ordne fester og sådan noget. Og det skulle være en rigtig fan-klub.

De skulle have mærker og alting. Der skulle være en ed, som de skulle sværge, at Elvis var deres konge, og at de ville være hans lydige undersåtter, eller sådan noget.

Klubbens formål skulle være at »udbrede kendskabet til hans musik«, det lød rigtig alvorligt. Og så skulle de udgive et blad … Det blev alle tiders møde, og i løbet af to timer havde de besluttet det hele.

Klubben skulle hedde The Hound Dogs, og bladet skulle hedde The National Pretender. Selvfølgelig skulle det mest handle om Elvis, men der skulle også stå andre ting, om hvad der kunne gøres for Verdensfreden. Hvis bare alle lyttede til Elvis' musik, så …

Hver uge mødtes de og hørte plader og græd og læste digte op. Ulla havde skrevet et, hun selv syntes, var vældig godt. Det lød sådan her:

I'm nothing but a hound dog,
I'm crying all the time,
'cause you're not around.
I love you true,
I really do,
and people who don't
they are no friends of mine!

De læste også the lyrics og diskuterede dem. There's a time to live, and a time to die. Ikke mange mennesker vidste, hvilken stor filosof Elvis var.

Men der var en aften, hvor de slet ikke græd, og det var egentlig underligt, da det jo var den sørgeligste dag i deres liv. Det var den aften, hvor Ulla havde hørt det med Priscilla.

Først troede de slet ikke på det. Elvis' kæreste, eller hvad det nu var, var selvfølgelig præcis så dum og grim, som de havde vidst, hun ville være.

Elvis ville aldrig gifte sig med en pige, der var så dum og grim. Og så gjorde han det alligevel.

Den aften blev der slet ikke talt. Ulla gik bare hen og lagde en plade på grammofonen, og så sad de der og lyttede til den i halvmørket.

Det var ikke Love Me Tender! Og pludselig var det, som om de hørte noget i Kongens stemme, som de aldrig havde hørt før. Because I'm Evil …

Men sådan havde Elvis ikke altid været. Det var den mær til Priscilla, som havde gjort ham ond og hård.

Næste gang der kom en plade med Elvis, lod de være med at købe den. Det var jo the Evil Elvis.

Pladerne med the Good Elvis kunne man godt høre lidt endnu. Pretending he was still around, ligesom.

Men til sidst gjorde det også for ondt. En dag trådte hun på en af hans plader.

Hun havde aldrig troet, hun ville gøre det, og hun samlede den straks op igen, tørrede den af og kyssede den. Så smed hun sig på sengen og hulkede.

Lidt efter kom hendes mor ind og spurgte hende, hvad der var i vejen, og hun busede ud med det hele. Hun måtte fortælle det til nogen.

»Jeg ved, hvordan du har det, min skat!« sagde mor, og Ulla så lidt overrasket op på hende. »Da jeg var i din alder, sværmede jeg for Frank Sinatra!«

Ulla hadede ordet »sværmede«, men hun lyttede alligevel. »Så blev jeg ældre og forstod en del ting.

Jeg forstod, at Frank var en stor sanger. Men han var ikke Gud i Himlen.

Det er Elvis heller ikke. På mange måder er han ligesom andre mennesker.

Han kan forelske sig og gifte sig ligesom alle andre. I ejer ham ikke.«

Lige med det samme syntes Ulla bare, det, mor havde sagt, var det sædvanlige voksne sludder. Men når hun tænkte nærmere over det, kunne hun godt se det fornuftige i det.

Elvis var kun et menneske. Og han kunne jo ikke så godt gifte sig med alle de piger, der var forelsket i ham, vel?

Det ville jo blive et helt harem, ligesom i den film, hvor han mødte en prinsesse, der hed Shalimar. Hun kunne ikke lade være med at smile.

Så god var han forresten heller ikke. Der var jo også andre.

Der var jo Cliff, for eksempel. Måske skulle de have lavet en fan-klub for ham i stedet for. De kunne kalde sig The Young Ones og lave et blad …