Neutzsky-Wulff og Faklen

 

I Faklen nummer 11 bringes en artikel betitlet »Exit Erwin Neutzsky-Wulff« og – som alt andet i bladet – skrevet af Rune Engelbreth Larsen. Der er ikke overraskende tale om en gentagelse af den historie, han serverede for pressen, uden smålig skelen til det faktum, at den er blevet (offentligt) tilbagevist, punkt for punkt. Stilen er Faklens (Runes): Hysterisk, selvgod og blottet for humor.

Det er selvfølgelig ikke helt fair. Faklens store svaghed var også dens styrke.

På en tid, hvor venstrefløjen var gået i dækning, fremtrådte alene dette tidsskrift med tressernes hellige forargelse og hensynsløse propaganda. Det skulle ikke tages alvorligt, det skulle høres. Vækkeure skal ikke fortolkes.

Det var også en balance. Sådan noget er styrmandens job, og han er nu gået fra borde.

Selvfølgelig var jeg mere end en governor på en dampmaskine. Faklen var et af forfatterens værker. Et venstrehåndsarbejde givetvis, et eksperiment.

Naturligvis er Faklen ikke mit værk, på samme måde som en af mine romaner er det. Den er det, som Dorés Billedbibel er Dorés.

Den er det ikke, på samme måde som en dirigents indstudering af et værk heller ikke er hans. Den er musikernes.

Det ville være lige så forkert at hævde, at hans medarbejdere blot gør det grove arbejde. Mange af Dorés elever var selv betydelige kunstnere, ligesom ingen dirigent behersker alle orkestrets instrumenter.

Og dog kan ingen musiker ignorere det mindste af maestroens magtbud. Hvis han gjorde det, ville det ikke længere være dirigentens vision, han ville ikke kunne tage ansvar for den.

Et orkester er ikke demokratisk. Det kan man beklage, men kendsgerningen er, at uden dette diktatur bliver der ingen opførelse.

Kunne Faklen have været styret demokratisk? Måske, men så var det ikke blevet Faklen.

Faklen var et skakparti. Der var to spillere: Undertegnede og Højredrejningen.

Man kan ikke spille skak uden brikker. Og man kan ikke spille skak, hvis brikkerne gør, som de selv vil.

Da dette er en af de ting, der er blev kategorisk benægtet (og hvordan skulle en halshugget høne kunne påstå, at den lever i bedste velgående, hvis den ikke samtidig hævder, at den aldrig har haft et hoved?) vil jeg bruge lidt plads på det. Mange af ideerne i Faklen kom fra medarbejderne.

Alt i Faklen blev skrevet af medarbejderne (eller rettere: det blev skrevet af Rune). Men der var ikke et komma, som ikke var godkendt af mig.

Ingen pressemeddelelse – selv Runes kronikker i pressen gik gennem denne censur. Ingen demonstration.

Alle skilte og stickers var forfattede af mig, hvis de ikke oprindelig var Neutzsky-Wulff-citater. Jeg skrev med andre ord, hvad jeg havde tid til – Thiasos, f. eks.

Tilføjelser og omskrivninger, hvis de var nødvendige. Jeg valgte forsiden og godkendte lay-outet.

Strategi og taktik var min. Vi fyldte naturligvis kolofonen med navne på slægt og venner, det skulle jo se ud af noget.

Reelt var der seks aktive. Min egen rolle skulle vist efterhånden være klar.

Rune Engelbreth Larsen skrev stort set bladet på egen hånd. Prøv at tælle hans artikler op.

Tilføj dem, hvor han er opført som medforfatter. Hvad har du så?

Vel, du mangler stadig de talløse artikler, hvor vi anså det for taktisk at udelade hans navn. Nummer tre var Martin Brynskov, der tog sig af praktisk talt hele det organisatoriske arbejde.

Så var der Simon Falkentorp, der lay-outede bladet. Jakob Stensgaard stod for halvfems procent af gadesalget – og det var stort set det salg, der var.

Endelig fungerede Cecilia Brynskov som en slags kvindeligt modstykke til Rune. Hun kunne skrive og var ikke bange for at optræde offentligt.

Uden om denne sekstet var der så dem, hvis bidrag var symbolsk. Og udenfor igen alle dem, der syntes, Faklen så spændende ud, og ville være med – praktisk talt alle sammen Neutzsky-Wulff- læsere.

Rune kaldte dem suspects, en variation af bikernes prospects, tilliden til dem kunne ganske åbenbart ligge på et meget lille sted. De lavede meget sjældent noget, kunne måske heller ikke.

Nu er de blevet kolofonfyld, mens Rune sætter plakater op i København og sælger blade i Norge. Why bother?

He won't give me the satisfaction. As if I gave a damn … Om den hovedløse kylling tager yderligere en eller to omgange i manegen, er trods alt temmelig uinteressant.

Hvad skete der? Som sagt var Faklens svaghed også dens styrke: Romantikken.

Faklen var Camelot, Fakkelbærerne ridderne, og jeg Arthur. Jeg hadede det og prøvede at tone det ned.

På den anden side var det også det, der gjorde arbejdet med Faklen til en spændende leg. Ville man ellers have orket at overvinde den seje modstand?

Problemet var, at jeg var en konge, som hellere ville skrive romaner. Og det skulle blive endnu værre. Jeg kom nemlig for skade at forelske mig i en ung pige i kredsen og degraderede dermed mig selv uigenkaldeligt fra Alfader til dødelig.

Det er den anden frygtelige sandhed om Faklen. Det var ikke bare et politisk blad med tilknytning til Neutzsky-Wulff.

Folk kommer ikke til mig for at stifte en politisk forening. De kommer for at lære at transcendere.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg administrerede en eller anden form for indvielse. I never do.

Jeg hjalp disse mennesker til at få nogle oplevelser, som de ganske typisk for sådanne tilfælde kraftigt overfortolkede. Ikke overraskende udviklede de et afhængighedsforhold til mig, som jeg brugte til at komme på skudhold af min Elskede.

Det er der, jeg adskiller mig fra Richard Nixon: I am a crook! Det har forarget mange, og det kan jeg nok ikke lade være med at smile lidt ad.

I en af de centrale historier i »2000« fordømmes hovedpersonen for ikke at myrde sin rival. Moralen, at man må ofre alt for kærligheden – også moralen – er Fader Vor for mine fans, påstår de.

Altså indtil forfatteren praktiserer, hvad han prædiker. Ergo en flok skoledrenge.

At Helena avancerede fra rivalinde, hvad angik min opmærksomhed, til hustru, gav den reaktion, som måske nu vil kunne forstås, Hadet. Dertil kom Hysteriet.

At der nu endegyldigt var lukket for det varme vand, okkult set, kunne naturligvis kun resultere i »visioner«, der modsagde denne kendsgerning. Og så er der jo frit slag.

Jeg må indrømme, at jeg har opgivet at få rede på den ny mytologi, selv om den selvfølgelig er en ganske pudsig variation af den sædvanlige pop-okkultisme. Tror man selv på noget af dette sludder?

Er hysteriet endt i sindssyge? Jeg tror det egentlig ikke.

Man insisterer simpelt hen på at spille videre, tudbrølende, efter at den store dreng er gået hjem med bolden. Derudover er nogle suspects blevet lukket ind.

Før var de næppe blevet taget alvorligt. Nu er de til grin.

Løgnen er blevet Livsstil. Man er nødt til at lyve til Pressen, så hvorfor ikke over for hinanden?

Hvem kan finde på en historie, der kan holde den gående lidt endnu? De er ikke gode forfattere.

Åndebudskaberne er den pinligste omgang Neutzsky-Wulff-efterklang. Det »ny« Faklen er en vittighed.

Er der nogen udenforstående, der fæster lid til deres indbyrdes modstridende historier? Næppe.

Man skal vist være dummere, end Politiken tillader, for ikke at have gennemskuet min styring af bladet. At Runes forhold til mig var nærmest tilbedende, har han ofte nok givet udtryk for. At Fakkelfolket aldrig har været okkultister, vil næppe heller overbevise folk, der kan læse, f. eks. forløberen for Faklen Elsebeth, hvor jeg i en artikel i det sidste nummer foreslår, at vi skifter format fra okkult navlepilleri til politisk engagement.

Den til dato eneste krise i Faklens historie opstod, da jeg insisterede på, at man allierede sig med venstrefløjen. Hvad man mente om den, kan man ligeledes læse i Elsebeth – det var nok den almindelige consensus i gruppen, at socialisme og nazisme var sådan noget nær et fedt.

Igen er naturligvis the king to blame, jeg lagde ikke just fingrene imellem over for mine politiske trosfæller i halvfjerdserne. Vel, ingen, som ikke har oplevet dem, kan forestille sig, hvor selvgode de var – meget værre end Faklen! Tro mig, det har klædt venstrefløjen at gå i defensiven – det er bare ærgerligt, at de helt har kapituleret.

Det, der fik mig til at råbe vagt i gevær, var faktisk et interview med Faklen, hvor man frejdigt forsikrede, at man sgu ikke ville slås i hartkorn med de forpulede socialister. Det blev naturligvis ikke bedre af, at den mediebevidste fotograf havde stillet medlemmerne op som surmulende nynazister med fakler! Av!

Jeg tror nok, den umiddelbare reaktion i gruppen var, at det endelig havde slået klik for forfatteren. Men som alt andet blev det gennemtrumfet: Faklen blev venstreorienteret!

Til disse to kraftesløse benægtelser – Erwin who dat man? og Who me okkultist? – kom så en ikke særlig fiks venden situationen på hovedet. Jeg var ikke en guru, der var gået, jeg var tværtimod kommet spankulerende ind på redaktionen en eftermiddag og havde forlangt at blive det! Hvordan jeg kunne blive mere guru, end Rune selv havde gjort mig til i sin bog »Forsvar for verden« (en solid gennemgang af forfatterskabet, men altså ikke desto mindre, som anmelderen da heller ikke var sen til at gøre opmærksom på, 300 sider uden et kritisk komma) har selv jeg nok ikke fantasi til at forestille mig.

Der var det gran af sandhed i historien, at jeg, noget atypisk for mig, var eksploderet – jeg var på det tidspunkt i akut bolignød og opdagede, at den legendariske hjælpsomhed i gruppen pludselig var forduftet. Man har også gjort meget ud af det forhold, at jeg sekunderede Faklens revisors forslag om at købe et hus, som en mulighed for at komme ud af kniben. Det var i øvrigt i den forbindelse, den første vision kom fra Runes kone, som (måske meget forståeligt) frygtede, at hendes mand ville gå med på ideen – og hun havde lige hængt gardiner op.

En sidehandling var den ny bibeloversættelse. Fra at være blevet annonceret i pressen som ophavsmand og hovedkraft var jeg pludselig blevet gået.

Fakkelmanden Jens-André Herbeners kone Gry havde nemlig også fået en vision – det er ganske smitsomt – som nu krævede knæfald og titulering med navnet Aurora, som hun dog straks efter droppede (jævnfør kolofonen). Ny vision?

Igen et projekt, som nok er på mildest talt gyngende grund, hvad det måske i grunden altid har været. Jens-André er ikke den store diplomat og insisterede på at fyre alle, som ikke var enige med ham (mig).

Fra at være dansk sproglig konsulent skulle jeg med Djævelens (no pun intended) vold og magt forfremmes til ene-oversætter, med filologerne degraderet til korrekturlæsere, en plan, jeg ikke havde den store tillid til, ville falde i særlig god jord i Undervisningsministeriet. Der var selvfølgelig den ræson i det, at mine kollegers oversættelser ofte lå betænkeligt nær op ad den oversættelse, man ville erstatte.

Det dramatiske brud kom altså tit først i min version (i virkeligheden oversatte jeg simpelt hen originalen). Dette sætter naturligvis den stakkels mand i noget af en kattepine.

Hvis han offentliggør prøveoversættelsen, som den så ud, inden jeg fik fingre i den, vil det være svært at se forskel på den og 1992-oversættelsen, og hvad skal man så sætte penge i? Offentliggør han imidlertid min, komplet med drager og kønsorganer, er problemet det samme, eftersom prøveoversættelsen så ikke bliver en prøve på noget som helst, medmindre man vil reinstallere mig.

Jens-André hævdede altid min oversættelse som en »filologisk sensation«, mens han karakteriserede sine filologiske kollegers som »pinlig«, selv hans egen »gjorde jeg selvfølgelig meget bedre«. Det var selvsagt dybest set noget pjat, jeg er ikke filolog.

Med en bred filologisk fagkundskab (måske især bestående af dem, der gerne ville have været med, men også blev fyret) og en dannet stilists mellemkomst kunne det måske ellers have været umagen værd. Problemet er naturligvis, at Faklens nu fuldtudviklede paranoia umuliggør enhver diskussion.

Man kan ikke indrømme løgnene, ikke glemme hadet. Jeg svigtede, mener man (hvad jeg selvfølgelig også i en vis forstand gjorde) og dette forræderi udgør nu hele ens horisont, ligesom min autoritet og ufejlbarlighed gjorde det før – spørgsmålet er, om det ikke egentlig er et fremskridt. Jeg føler mig i al fald temmelig lettet.