UFO – Andet udkald

 

Hvis VERDEN skulle oversættes til engelsk, ville den komme til at hedde, ikke THE WORLD, men WORLD. På samme måde handler UFO om virkelighed.

Den realisme, som dominerer den moderne litteratur, handler i modsætning hertil om virkeligheden. Det svarer omtrent til at udgive en bog om akvariefisk på et tidspunkt, hvor der kun findes bøger om akvariefisken.

En bog handler om akvariefisken Guppy, en anden om akvariefisken Slørhale. De handler begge om akvariefisken, som i det ene tilfælde er en guppy, i det andet en slørhale.

Forfatteren til bogen om guppyen vil hævde, at forfatteren til bogen om slørhalen tager fejl. Det kaldes debat.

Begge bøger er debatbøger. Bogen om akvariefisk er ikke en debatbog.

Der er ikke noget at debattere. Den anmelder, der anmeldte bogen om guppyen positivt, vil naturligvis hævde, at bogen om akvariefisk i virkeligheden påstår, at akvariefisken er en slørhale, det er blot en så vanvittig påstand, at forfatteren ikke tør sige det lige ud.

I virkeligheden påstår forfatteren naturligvis ikke noget. Han demonstrerer blot, at der er forskellige arter akvariefisk, hvoraf ingen er påfaldende mere virkelige eller moralske end de andre.

Hvis anmelderen forstår denne demonstration som en påstand, vil han givetvis finde den endnu mere absurd. Han vil så på sin vis demonstrere, hvor absurd det er at kalde en grønirisk for en akvariefisk.

At grønirisken slet ikke findes i bogen om akvariefisk, er ganske irrelevant. Pointen er, at hvis der er mere end en akvariefisk i verden, så er to og to fem.

Som man vil forstå, perturberer det ikke anmelderen synderligt, at andre forfattere hævder andre akvariefisk som akvariefisken. Den, der hævder, at akvariefisken er en slørhale, har naturligvis gode grunde til det, det vil sige at lyve.

Hvis han så slørhaleejeren i øjnene, ville han muligvis se det samme ichtofile lys som hos guppyentusiasten. Sandsynligvis ville de kunne udveksle fiskefoder ganske gnidningsløst, hvis det blot ikke var for slørhaleejerens fikse ide og de skumle motiver, eller eventuelt den grænseløse dumhed, man må forudsætte hos den, der ikke kan kende forskel på en guppy og en slørhale.

Sådanne mennesker kan man ikke tale med. De kvæler fisk.

For øjeblikket – som altid – er vi midt i en fantastisk parringdans. Vi er i krig med Serbien, eller vi var det i det mindste for ganske nylig.

Det vil sige, det er vi naturligvis ikke alligevel, for det er ikke nogen rigtig krig. For det første er det en hellig krig.

Vi har ret. Besides, they started it.

Weren't they the ones, who did something we didn't like? For det andet er det en fredsbevarende krig.

Det er med andre ord en krig, der er mere fred end fred. Endelig er vi ikke soldater, der kæmper mod andre soldater.

Vi er rare politibetjente, der arresterer forbrydere. Det er udgangspunktet, hvorefter kendsgerningerne haver sig at rette.

Først må vi blive vrede. Jo dårligere argumenter folk har, jo vredere er de.

Det er ikke, fordi de skammer sig, ikke engang fordi de håber at intimidere os. Det er, fordi de af erfaring ved, at hvis man er vred nok, er det lige meget, hvem det går ud over.

Det gælder altså om at blive vrede nok. Enter børn og hundehvalpe, som enhver krig heldigvis har et ubegrænset lager af.

De ser på os med deres big soulful eyes, der siger: Kill! Kill! Kill!

For en ordens skyld bør der naturligvis være en aggressor, but that's the easy part. Hvis folk finder det klogest at absentere sig fra et land, vi er allieret med, er de internationale forbrydere, og det er en sag for Interpol.

Hvis de derimod kommer fra et konkurrerende land, er de politiske flygtninge fra et utåleligt diktatur. Keine Hexerei.

Om de eventuelt har slået nogen ihjel, er beside the point. The point er, om de er morderiske terrorister eller frihedskæmpere (se ovenfor!)

Desuden var serberne på kommunisternes side under anden verdenskrig. Kroaterne var kun på nazisternes, det kan vi ligesom bedre tilgive.

Men har et undertrykt folk da ikke altid ret, også selv om det blot er en minoritet i et andet land? Vel, andengenerationsindvandrere i Danmark er en undertrykt minoritet.

Hvis de skyder et par hundrede danskere, må det følgelig være berettiget nødværge, right? Hvis de bliver forfulgt for det, må det være en sag for Amnesty International (check alliancerne).

Hvis de kommer i fængsel, og vi spørger dem, om de bliver torteret, vil de helt sikkert sige sandheden, for hvilken jordisk interesse skulle de vel have i at nedkalde det internationale samfunds vrede over deres værtsland? Og hvis politiet gengælder deres ild, for slet ikke at tale om, at det er svært at finde plads til dem alle sammen i byretten inden for en uge?

Bingo! Etnisk udrensning.

Det lyder som en vaskepulverreklame, og det er præcis, hvad det er. Selvfølgelig er det lidt pinligt, hvis man ikke kan finde ligene.

But then again, en historie i hånden er bedre end ti lig på taget. Uheldigvis er folk ikke gode forfattere.

Man kan så som journalist sidde og høre på vandrehistorier, der var gamle, when the chicken crossed the road. Man skal helst heller ikke le.

Så er det med at krænge mundvigene stramt nedad og bemærke, at det lyder utroligt, og vistnok også er ubekræftet. Ja, det er utroligt, at nogen kan være så onde, som serberne jo altså åbenbart er.

Nu begynder vi at blive vrede. Hvorfor spilde tid på at analysere et fjendskab, der går tilbage til middelalderen, dets kulturelle, politiske og økonomiske forudsætninger?

Den slags sælger hverken aviser eller bomber. Det gør derimod en gammel kone med et tandløst grin, der giver de madopskrifter videre, som serberne følger, når de tilbereder spædbørn.

Det lyder godtnok utroligt, men vi tror det nu alligevel. Hvorfor tror vi det så ikke om vore egne soldater?

Fordi vi har set de blege drengerøve kysse deres lillebror og kæreste farvel. Fordi vi har set deres nervøse befalingsmænd, som hellere ville stikke en bajonet i ryggen på sig selv end at give næring til sådanne rygter.

Men naturligvis kan serbere også blive vrede, vrede nok til at tro på stegte serbiske spædbørn. Vrede nok til at dræbe deres formodede mordere.

Men det betyder ikke, at hverken spædbørnene eller historierne om dem er nogen løsning på nogen konflikt. De ernærer kun journalisterne, vores egen krigsbevarende styrke.

Når man ser deres røde hoveder, kan man næsten få ondt af dem. Måske tænker et par stykker af dem, at de er en del af en krigsførende magts propagandamaskine, men så tænker de heller ikke længere.

The truth is out there. It must be.

Men den type sandhed, de søger, er ikke derude. Den kan ikke konstateres som et antal tanks eller ofre.

De spørgsmål, de søger svar på, er snarere af typen: Hvem har ret? Hvem er ofre?

Og svaret, det eneste svar, noget menneske kan give, er, at det menneske, hvis hus er blevet jævnet med jorden, hvis familiemedlem er blevet dræbt, som sulter, som savner, det menneske er et offer. Det menneske har ret.

Hans nationalitet er ligegyldig. Kun således fører vi krig mod krig.