UFO – Tredje udkald

 

Militære strateger opererer med et begreb, de kalder »fog of war«. Det er en slags støj i den kommunikation, der er en forudsætning for kommandogangen.

Er det problematisk at sikre sig, at en ordre når frem, er det endnu vanskeligere at danne sig et overblik over en krigsskueplads. Presseofficerer er som regel overdådigt udstyret med kort og lysbilleder (mostly stock footage), der skal hjælpe dem med at camouflere, at ingen rigtig aner what the hell is going on.

Til gengæld har propagandisten så meget lettere spil, for det er meget svært at modsige, noget nær lige meget hvad han siger. Måske vil en historiker finde ud af det i et arkiv tyve år senere og sikkert ikke blive overvældende populær på det.

De idealistiske bøller, der under besættelsen kæmpede for Danmark henholdsvis mod og med nazisterne, har naturligvis intet med hinanden at gøre. Den første type lignede alle sammen arvingen til fædrenegården i en Morten Korch-roman, mens den anden variant mindede mest om den onde sagfører, der vil narre den fra ham.

Desuden gik de sidste altid i læderfrakker. Der er ikke noget at tage fejl af.

The fog of war often survives the war. Historikere er i den forbindelse amoralske tågehorn.

Men der er også en fog of peace, eller rettere en fog of life. Livet er konfliktfyldt.

Vi har alle sammen vore medsammensvorne, vore tilhængere og modstandere, og vi har alle sammen vores version af what really happened. I propagandaministeriet kender man ikke til nederlag, kun strategiske tilbagetog.

Det handler historien i UFO 5.5 om den fattige mand, der blev vred på sin rige nabo, om. I 4.3 får vi den neurologiske forklaring.

Den forladte hustru ender som bekendt med at være overbevist om, at det var hende, der »smed manden ud«. Hun er ikke fortvivlet, men lettet, ja hun har aldrig haft det så godt.

Det er i grunden ikke så underligt. Vi er trods alt den uundslippelige helt i vores eget livs roman.

You have to be able to live with yourself. Egentlig behøver der slet ikke at være nogen konflikt.

Vi kan blot godt lide at fortælle gode historier om os selv. Hvad mere er, vi vil gerne se en sammenhæng i vores liv, en »mening«.

Liv bliver til skæbne. Selvfølgelig er der mennesker, der lever deres liv, som om de førte et felttog.

De ender altid med samtlige chips foran sig, og de er ikke populære. Men de er sjældne.

De fleste raver fra lune til lune. Undervisningssystemet er fuldt af dem, de skifter fag hvert år, når de ikke skifter adresse eller samlever, tager sabbatår og rejser til Israel.

De to typer er som regel ganske uforståelige for hinanden. Strategerne anser raverne for selvdestruktive og irriterende upålidelige.

For raverne derimod er strategerne manipulative og hensynsløse. At kongen som regel vinder et rige for sit folk, samtidig med at han vinder en prinsesse for sig selv, er beside the point, he's a conniving son of a bitch, isn't he?

Og dog er de to slags mennesker til syvende og sidst ikke så forskellige. Strategen synes måske umiddelbart at have fod på det, i det mindste så længe han kan fange ravernes opmærksomhed, men i sidste ende er han ikke den mindste smule mere rationel.

Hans tilbøjeligheder går blot dybere. At Napoleon ville beherske Europa, var måske nok et lune, men det var ikke forbigående.

Hvor meget disse kæmper rent faktisk udretter, er diskutabelt, men de efterlader i det mindste et stort hul i jorden, større end de sædvanlige to gange en gange to meter. Der er også en anden forskel.

Når de skriver deres romaner, trækker de innocent bystanders med ind i dem. Og somme tider – duk hovedet, når du siger det – er det bedre at være biperson i et drama af Shakespeare end hovedperson i en monolog af Per Højholt.

Det morsomme er, at ingen vil benægte, at onde demagoger somme tider har denne indflydelse. Deres magt består imidlertid deri, at de er i stand til at få deres tilhængere til at lukke øjnene for Sandheden.

Det er Dialogcentersyndromet. Scientology er hjernevask.

Men Adam og Eva, der var ulydige mod Gud, syndfloden, der druknede de onde mennesker, og Jesus, der giver evigt liv, er ikke hjernevask. Selvfølgelig havde kirken engang en vældig consensus på sin version af virkeligheden, som i mellemtiden er forduftet.

That should tell us something about reality, but it doesn't. Vi er jo bare blevet klogere, ikke?

Ligesom mellemkrigstidens tyske socialister, der blev klogere, da de blev nazister. For vi kan jo ikke så godt blive dummere, vel?

Det hele bunder naturligvis i den samme type naivisme, som Kirken byggede på. Gud har (selvfølgelig) skabt verden og mennesket and can be trusted.

Deraf følger naturligt universets forsvarlige indretning og værdiladning, fremskridt, vækst og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag. Vores eget, »rationalistiske« verdensbillede er i virkeligheden ikke så meget anderledes.

Det er blot en urmagerforretning, hvor urmageren er blevet gået. Fysikken og neurologien viser os godtnok, at det ikke holder en tomme, men det er jo også for de fleste mennesker esoteriske discipliner.

Ellers ville de i det mindste ane, at der er kaos og menneskets konceptualisation. De ville vide, at viljen er en efterrationalisation.

Når »vi« når frem til bevidst at ville, er ordren allerede gået ud til musklerne. Det er altså, med et grimt ord, en illusion.

Vi er ikke handlende individer i en kausal verden. Vi er svævende iagttagere i og af ingenting, uidentificerede flyvende objekter.

Vore handlinger er lige så lidt et produkt af vores bevidsthed, som verden er det, men begge dele er vores bevidsthed, som er et produkt af noget, som er konceptualiseret som kødklumpen hjernen. Kun i denne forstand frembringer vi verden som en af vore handlinger, og dette vi må atter tages med visse forbehold.

Det turde være indlysende, at fru Olsen ikke er en verdensskaber på linje med Albert Einstein. Det betyder naturligvis ikke, at de ikke begge er det, ligesom der selvsagt er mange gradueringer derindimellem.

Vi skaber alle sammen en del af virkeligheden for en del af vore medmennesker, det er kun et spørgsmål om, hvor meget og hvor mange. Og inden nogen råber suggestion, skulle vi måske gøre opmærksom på, at der ikke er nogen anden måde at kommunikere med eller overhovedet blive opmærksom på vore medmennesker på.

Selv den banale sladderhistorie har denne effekt. Vi hører noget om en person og kan ikke længere have helt det samme forhold til ham.

Måske kan vi bedre leve med, at de mennesker, vi lærer af, ikke »selv har fundet på« det, de lærer os, men det er naturligvis en dualistisk fordom. Hvis de skaber en bedre verden for os, eller – hvis vi foretrækker den formulering – forsyner os med en bedre model, er der ikke nogen som helst grund til, at vi ikke skulle acceptere den, bortset fra forfængelighed.

Selvfølgelig bliver vi dermed i en forstand afhængige af dem, lidt ligesom når man skylder folk penge. Men ellers bliver vi afhængige af nogle andre og deres virkelighed. Verdenshistoriens største geni har ikke egenhændigt frembragt den verden, han lever i.

Måske trøster det os, hvis guderne er mere anonyme (forfængeligheden igen), men måske burde det i stedet forurolige os. Hvis vi frygter verdensskaberens lumske bagtanker, må det trods alt være en fordel at kende ham.

Vi kan også foretrække en død verdensskaber fremfor en levende. Men så må vi også påregne at få en død verden.

En levende verdensskaber kan lade sig påvirke, ikke af ikke-eksisterende realiteter, men af de mennesker, han skaber sin verden for, det kan en død ikke. Resultatet er fanatisme og persondyrkelse.

Naturligvis står det os til enhver tid frit for at forlade den verden, han har skabt til os, ligesom vi måske i sin tid forlod den mere anonyme consensus. Problemet er så at komme over den karakteristiske fornemmelse af at stå på en banegård, når toget er kørt.

Hovedpersonen i UFO bliver ikke overbevist af ufologer. Han havner i ufologiens univers.

Der går han så på jagt efter Skaberen, programmøren. Er Han virkelig en alien? Eller er vi forsøgspersoner i et storstilet psykologisk eksperiment?

Og hvad med de andre verdener, mennesker har levet i, de såkaldt »religiøse«? Hvem skabte himlen og jorden?

Hvem programmerede os, og med hvilket formål? Hvad er meningen med tilværelsen, og hvis mening er det?

Og endelig: Hvordan bliver man selv en skaber, Magiker? Hvordan forlader man scenen til fordel for snoreloftet?

Måske via de ti sephiroth? Det er her, UFO bliver den hidtil mest esoteriske af mine bøger, i romantetralogiens sidste binds sidste del, hvor hvert kapitel dækker en sephira, en halsbrækkende himmelfart cum brugsanvisning.

DO THE HALF TURN WITH PRECISION AND SKILL. Read no more! står der, og det er ærligt ment. Men køb den alligevel …