Prøveoversættelse af Jesjajahu (Esajas) 1-12.

 

En okse kender sin ejer …

»Visdommen råber på gaden,« siger Salomon, og et andet ordsprog: »Tomme tønder buldrer mest!« Om den ene eller anden talemåde passer bedst på undertegnede, må vi nok alle sammen, tilhængere som modstandere meget mod deres vilje, overlade til den altfavnende eftertid at afgøre.

Utvivlsomt er det imidlertid, at næppe nogen anden dansk forfatter har udtrykt sig så radikalt og skråsikkert om så meget. Derfor kan det heller ikke undre nogen, at en ny teologisk uafhængig bibeloversættelse længe har været på mit program, ejheller, at 1992-oversættelsen ikke var svaret på forfatterens bønner.

Alle disse synspunkter er kommet til udtryk i forfatterskabet, hvor de hører til, af mange grunde. Teorier, der søger at underminere gængse tænkemåder, egner sig ikke udpræget til diverse Eleva2r-slots.

Det betyder naturligvis også, at de bliver der, som særeje for nogle tusind entusiastiske nærlæsere. Det er med andre ord den slags ideer, som ikke har nogen som helst indflydelse på udviklingen, men hovedsagelig tjener som kuriosa for fremtidens litteraturhistorikere.

Hvor beklageligt dette end kan forekomme, er det dog temmelig ufravigeligt. Faklen var for mig et morsomt eksperiment, hvis formål som for de fleste forstokkede teoretikere hovedsagelig var at bekræfte yndlingsfordommene. I stedet for kød får læseren postej, lad mig se, om jeg kan huske min opskrift. Man tager:

10 % politisk korrekthed
10 % pseudoprovokation (det er, når læseren tror, hans nabo bliver provokeret)
10 % presseliderlighed
10 % alarmisme
10 % paranoia
10 % fjendebilleder (fascistiske lystmordere)
10 % salvelse
10 % romantik (just for the fun of it udskiftede vi the working class hero med bebrillede riddere på cykler)
10 % hysteri (Runes ledere)
10 % stilfuldt forargede pressefotos
10 % information (Runes artikler)

(Jeg ved godt, det giver 110 % – ellers havde det jo ikke været Faklen!) Vel, det var en sæbekasse – og det var min!

Og bibelsagen blev hurtigt hovedsagen, og dertil den eneste, vi havde rigtig held med. Pludselig havde vi det meste af filologiens opbakning. Det var selvfølgelig kun en halv sejr, men godt begyndt …

Jens-Andre Herbener, som var nyudklækket filolog, blev administrator (eller stråmand, om man vil) som Rune var det på Faklen. Og som alle dødelige havde han naturligvis sine dyder og laster.

Han var umådelig flittig, og dygtig, som flittige mennesker uvægerlig bliver det. Hans oversættelser var måske ikke de bedste, jeg som »dansk sproglig konsulent« modtog, men de var klart de omhyggeligste.

For Jens-Andre var den ny bibeloversættelse først og fremmest min oversættelse. På et tidspunkt foreslog han i fuldt alvor, at mine filologiske kolleger skulle degraderes til korrekturlæsere.

Jeg prøvede at forklare ham, at rent bortset fra, at næppe mange offentlige instanser ville være interesserede i at støtte »Neutzsky-Wulffs Bibel«, var jeg ikke blot dødelig, men lægmand. Min force var nye briller og en vis stilistisk snilde, min svaghed alle de dumme fejl, amatøren uvægerlig gør sig skyldig i.

Parret med den filologiske fagkundskab kunne det imidlertid blive til noget. Uheldigvis var jeg den eneste, Jens-Andre åbenbart nærede noget seriøst ønske om at arbejde sammen med.

Kapacitet efter kapacitet gik eller blev gået – Jens-Andre blev uvenner med dem alle efter tur. Så var de for gode venner med teologerne, så havde de udtalt sig for positivt om 1992-oversættelsen, eller de var uenige med ham (læs: mig) på et eller flere punkter.

Ansøgningen om støtte ville han selv skrive, de andre skulle bare skrive under. Jeg prøvede at forklare ham, at det måske var klogere at »take the money and run«.

Når først arbejdet gik i gang, kunne vi arbejde på at få vore synspunkter igennem, og hvis det ikke lykkedes – nåja, sådan er nu engang den afskyelige ting, der hedder: Samarbejde. Det blev naturligvis heller ikke bedre af, at disse forfærdelige kættere ofte havde mere begreb om tingene end vi.

Jeg har ladet mig fortælle, at 1992-oversættelsens møder foregik i god orden, samdrægtighed og en demokratiets ånd: Man stemte om det hele. To indremissionske nedstemte med andre ord en filologisk doktor.

Sådan var det ikke hos os. Jens-Andre var altid godt forberedt – på alt andet end at blive modsagt.

Det benyttede andre deltagere med en lidt mere udviklet humoristisk sans sig groft af, og det varede ikke længe, før Jens-Andre på det nærmeste stod på sin stol og råbte. Bagefter græd han af raseri, men ligesom Robespierre hævnede han sig grumt.

De formastelige kunne snart vente at få en typisk Jens-Andre-fyreseddel gående ud på, at »siden man åbenbart ikke længere var interesseret, var det måske bedst, man ikke kom mere«. Heldigvis plejede han at ringe til mig og læse dem op først, så jeg kunne fraråde ham at sende dem.

Ikke desto mindre var vi ret hurtigt nede på et hold på tre mennesker ud over os to. Det var flinke og dygtige folk, men næppe de store kanoner, som får støtten til at rulle.

Og da der ikke var penge til at lønne dem, var de naturligvis i desperat tidsnød. Det gjorde ofte oversættelserne usammenhængende og sjuskede.

Et var, at det naturligvis var Filologisk i stedet for Dansk, med et ordvalg og en ordstilling, der hverken var dansk eller hebraisk (det var jo der, jeg kom ind) og gjorde teksten ganske ulæselig. Noget andet, at det åbenbart tit var gået hurtigt – for hurtigt.

Jeg husker, at jeg på et tidspunkt besværede mig over for Jens-Andre over, at oversættelsen af et vers ingen lighed havde med originalen, men til gengæld lignede 1992-oversættelsen påfaldende. Han forhørte sig hos den pågældende oversætter og fik den forklaring, at »her havde hun været i tvivl og derfor holdt sig til 1992-oversættelsen«?!?

En anden af de tre var »egentlig arabist«. Men Jens-Andre kunne – midlertidigt – arbejde sammen med dem.

Jeg siger udtrykkelig midlertidigt, for de var alle tre konstant på vej ud ad døren. Nu havde det vel ikke noget med Faklen at gøre?

Det var vel ikke en sekt? Efter pressens store interesse for Neutzsky-Wulff-sekten bag Faklen må jeg indrømme, at jeg har svært ved at forestille mig, at de ikke alle er strøget.

Men Jens-Andre siger, det går STRÅLENDE. Det er ligesom med Faklen.

Det går også STRÅLENDE, i det mindste så længe man kan betale for det næste nummer ved at sælge sine møbler på dertil indrettede loppemarkeder. Pointen er naturligvis, at ingen på Faklen lavede Faklen for Faklens skyld.

De lavede den for Erwin. Nu laver de den så for at bevise det modsatte – for Erwin.

Til efteråret kommer – stadig ifølge Jens-Andre – prøveoversættelsen. Men prøve på hvad?

Problemet er jo, at der ikke blev lavet en, men to prøveoversættelser. For det første var der den, Jens-Andre og hans tre kolleger lavede, tre kapitler hver, den Filologiske, hvor næppe to ord hænger sammen.

Så var der den, jeg lavede, idet jeg gav pokker i den første, og sendte til Jens-Andre. Den »endelige« var ifølge Jens-Andre »90 % Neutzsky-Wulff«.

For mig at se udgjordes de 10 % af rettelsen af mine dumme fejl + et offer eller to til guden OVERSÆTTERTRADITION. Jeg havde i hvert fald vanskeligt ved at se forskel på det, jeg sendte, og det, jeg fik tilbage.

Derimod var lighederne mellem dette »slutresultat« og filologernes oprindelige oversættelse temmelig sporadiske. Der »arbejdes« imidlertid stadig på sagen.

På hvad, monstro? På at få Neutzsky-Wulff-ingrediensen ned på 85 %?

Eller har man tænkt sig at gå tilbage til de fires oprindelige version? Jeg kan jo ikke vide det, og selv når (hvis) prøveoversættelsen udkommer, vil det naturligvis ikke være så ligetil for udenforstående at konstatere, hvad der er Mig, og hvad ikke.

Jeg anser det derfor for at være den bedste løsning simpelt hen at sende min egen oprindelige oversættelse ud på nettet (dumme fejl inklusive). Man vil så selv kunne beslutte, om der er tale om en selvstændig oversættelse fra de fires side eller groft plagiat.

Det vil også gøre det muligt for eventuelle støttende instanser (jeg er sikker på, de står i kø efter den omtale, vi har fået i pressen) at afgøre, hvad det er, de støtter, og hvad de ikke støtter, since I'm out of it. Denne plan er det imidlertid ikke så enkelt at gennemføre.

Jeg er ikke nogen specielt anal personlighed. Når jeg er færdig med noget, ryger det ud, til trykkeriet eller eventuelt i papirkurven.

Derimod har jeg strøet om mig med manuskripterne til venner og bekendte, og det er faktisk lykkedes mig at stykke min oversættelse sammen minus et enkelt kapitel, som en baby har spist. Det kunne naturligvis også være morsomt til sammenligning at publicere den Filologiske oversættelse, men den har jeg selvfølgelig slet ikke.

En bekendt prøvede at få Jens-Andre til at udlevere begge dele, hvad han blankt nægtede – I wonder why? Men her er altså det meste af den.

Jesjajahu 1

1 Jesjajahu ben Amos' syn, som han så om Jehuda og Jerusjalajim på Ussijjahus, Jotams, Ahas' og Jehiskijjahus tid, Yehudas konger (1)

2 Hør himle og lyt (2) jord, for Jave har talt: Sønner (3) har jeg gjort store og stærke, og de gjorde oprør mod mig.

3 En okse (4) kender sin ejer, og et æsel sin herres trug (5), Jisrael kender dem (6) ikke, mit folk fatter ingenting.

4 Ak, et fejlende (7) folkeslag (8), et skyldbetynget (9) folk, fordærvedes afkom, fordærvende sønner (10), de har sluppet Jave, vraget (11) Jisraels gud (12) og trukket sig tilbage (13).

5 Hvorfor bliver I stadig mere oprørske (14), hele hovedet er sygt, hele hjertet er dødssygt (15).

6 Fra fod til hoved er der ikke noget helt, sår og striber og friske mærker (16), ikke tømt og ikke forbundet og ikke blødgjort med salve.

7 Jeres land er et øde, jeres byer brændes af ild, jeres agerjord, fremmede fortærer den foran jer, og den er en ørken som fjenders ødelæggelse.

8 Og Sijjons datter bliver tilbage som et læskur i en vinmark, som et vagtskur i en melonmark, som en belejret by.

9 Hvis ikke Jave Hærskarerne (17) havde efterladt en undsluppen til os, da kunne vi snart (18) have været som Sedom, i lighed med Amora.

10 Hør Javes ord, I Sedomsdommere, lyt til Guds lov, Amorafolk.

11 Hvorfor giver I mig alle jeres slagtofre (19), siger Jave, jeg er mæt af brændofre af væddere og fedt af fedekvæg og tyres blod, og lam og bukke finder jeg ikke glæde i.

12 I kommer jo (20) for at se mit ansigt, hvem har bedt jer om dette, at I nedtramper min forgård?

13 Gør det ikke værre ved at føre et meningsløst offer ind (21), offerrøg er en modbydelighed for mig, nymåne og sjabbat at kalde til forsamling, jeg kan ikke fordrage pjat og fest.

14 Jeres nymåner og festdage hader mit sind, de er mig en byrde, jeg er træt af at bære.

15 Når I åbner jeres hænder, dækker jeg mine øjne for jer, også når I anråber mere, hører jeg det ikke, jeres hænder er fulde af blod.

16 Vask jer, rens jer, fjern jeres handlingers ondskab fra mine øjne, hold op med at gøre ondt.

17 Læg jer efter at gøre godt, find ud af, hvad der er rigtigt, vejled den voldsomme (22), giv den forældreløse hans ret, før enkens sag.

18 Kom nu brødre og lad os tale om det, siger Jave, om så jeres synder er blodrøde, skal de blive hvide som sne, hvis de er røde som skarlagen, vil de blive som uld.

19 Hvis I er villige og adlyder, vil I æde landets frugt.

20 Og hvis I er uvillige (23) og nægter, vil sværdet æde jer, for Javes mund har talt.

21 Hvordan er den trofaste by blevet til en luder, jeg fyldte den med ret, retfærdighed boede i den, og nu mordere.

22 Dit sølv er blevet til slagger, din vin fortyndet med vand.

23 Dine herrer er ulydige og i ledtog med tyve, de er alle sammen ude efter bestikkelse og vil have gaver, de giver ikke den forældreløse hans ret, og enkens sag kommer ikke for dem.

24 Derfor siger Herren Jave Hærskarerne, Jisraels beskytter: Å, jeg tager hævn (24) over mine modstandere og straffer dem, der hader mig.

25 Og jeg lægger atter min hånd på dig og smelter dine slagger rene, og jeg forkaster alt dit urene metal.

26 Og jeg giver dine dommere tilbage som før (25), og dine rådgivere som i begyndelsen, herefter skal man kalde dig Retfærdighedens By, en trofast stad.

27 Sijjon løskøbes med dom, og dens fangenskab med retfærdighed.

28 Og oprørere og syndere går til grunde sammen, og de, der slipper Jave, ødelægges.

29 For man vil skamme sig over de hellige ege, som I har begæret, og I vil rødme over de hellige lunde, som I har elsket.

30 For I vil være som en eg med visnende blade og som en lund uden vand.

31 Og den mægtige bliver til blår, og hans værk til en gnist, og de brænder begge sammen, og ingen slukker.

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Her forekommer den oprindelige ordstilling mig at kunne bevares.

(2) Roden til trods kan jeg ikke se nogen grund til det udanske »giv øren«.

(3) »Stammer« er snedigt, men lidt voveligt, synes jeg. For mig er parallellen til opdragelse meget tydelig, hvilket afspejles i mit ordvalg i resten af verset.

(4) Skønt sjor er maskulinum, kan jeg ikke se, der er taget stilling til dyrets køn.

(5) »Krybbe« er akaisk.

(6) Efter mit skøn gør indføjelsen af pronominet mindst vold på sætningen. Derimod mener jeg, at »ingenting« er berettiget i eftersætningen på grund af verbets bibetydning af at have sund fornuft, at være ved sine fulde fem.

(7) Herved bevares den participielle form.

(8) Her ser jeg en pointe i brugen af goj, som ofte anvendes om fremmede folk, og oversætter »folkeslag« modsat am, »folk(et)«.

(9) Dette forekommer mig at være et godt dansk ord for kebed avon.

(10) Meningen synes her at være: Fordi folket er afkom af fordærvede, bliver de selv »små fordærvere«.

(11) »Glemt« er efter min mening for svagt. Glemme kan man af vanvare, i naas ligger en bevidst foragt.

(12) »Gud« er måske nok en tilsnigelse, men det er jo det, der er meningen. Ydermere kan »Hellige« misforstås som »hellige mænd« eller lignende.

(13) Jeg kan ikke få nasoru ahor til at betyde »vende ryggen til«.

(14) Jeg kan ikke gennemskue tukku som afledt af kana, men tager dit ord for det.

(15) Er davvaj ikke det stærkeste af de to adjektiver?

(16) Måske lidt svagt, men jeg vil gerne kunne skelne det fra det tidligere »sår« og samtidig understrege, at det er forårsaget af slag.

(17) En af de mere principielle oversættelser. »Hærskarernes Jave« antyder, at Jave er en slags general for en hær (af engle), hvor betydningen måske snarere er: Jave, som omfatter alle manifestationer (hvilket naturligvis er mindre spiseligt for den strenge monoteist). Det er altså noget, vi bør lade vores religionshistorikere se på. Jeg oversætter »Jave Hærskarerne«, med »Hærskarerne« i apposition (modsat Jave Siboth).

(18) Hvad oversætter du kimat med?

(19) Parallelt med: »Hvorfor giver I mig alle disse (mange) slagtofre?«

(20) Kij, som binder sætningen sammen med den efterfølgende: Når det nu er for at se mit ansigt, I kommer, hvorfor skal I så absolut …

(21) Jeg forstår ikke din oversættelse.

(22) En oversættelse, jeg nok står temmelig alene med, men for mig at se er det det, der står.

(23) Du har »værgrer«. Mener du værgrer eller værger?

(24) Jeg synes ikke, din oversættelse giver mening.

(25) Meningen er formentlig: Jeg giver dig sådanne dommere, som du havde før.

P.S. Versinddelingen er udelukkende til orientering og bør efter min mening forsvinde ud i den færdige oversættelse.

Jesjajahu 2

1 Det, som Jesjajahu Amos' søn så om Jehuda og Jerusjalajim

2 Og det vil ske i fremtiden, at Javes slægtsbjerg vil blive grundfæstet på bjergenes top, og det vil blive hævet over højene, og alle folkeslagene vil flokkes om det.

3 Og mange folk vil gå, og de vil sige: Gå og lad os stige op til Javes bjerg, til Jakobs guds slægt, og han vil vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier, for fra Sijjon kommer loven og Javes ord fra Jerusjalajim.

4 Han vil dømme folkeslagene imellem, og han vil være mægler for mange folk, og de vil smede deres sværd om til plovskær og deres spyd til segl, folk vil ikke bære sværd mod folk, og de vil ikke mere kende (1) til krig.

5 Jaakobs slægt, kom og lad os gå i Javes lys!

6 For du har sluppet dit folk, Jaakobs slægt, fordi de er fulde af det gamle (2), de spår som filistre og med fremmedes børn slutter de pagt.

7 Og dets land er fuldt af sølv og guld, og der er ingen ende på dets rigdomme, og dets land er fuldt af heste, og der er ingen ende på dets stridsvogne.

8 Og dets land er fuldt af guder, for sine hænders værk bøjer det sig, for, hvad dets fingre har forarbejdet.

9 Og et menneske skal krybe, og en mand skal ydmyges, og du skal ikke modtage dem.

10 Søg skjul (3) og gem dig i støvet for Javes rædsel og for hans højheds kraft (4).

11 Et menneske skal slå sine frække øjne ned, og mænds stolthed skal knækkes, og ophøjet skal alene Jave være til den tid.

12 For Jave Hærskarernes tid kommer for alt stort og højt og for alt ophøjet og fornedret

13 og for alle Lebanons høje og ophøjede cedre og for alle Basjans ege.

14 og for alle de høje bjerge og for alle de ophøjede høje

15 og for hvert højt tårn og for hver uoverstigelig mur

16 og for alle Tarsjisjskibe og for alt, hvad øjet begærer.

17 Og menneskets frækhed skal knækkes, og mænds stolthed skal slås ned, og ophøjet skal alene Jave være til den tid.

18 Og guderne vil fuldstændig forsvinde.

19 Og de skal gemme sig i klippehuler og i jordhuler for Javes rædsel og for hans højheds kraft, når han står op for at slå landet med skræk.

20 Til den tid vil mennesket kaste sølvguderne og guldguderne, som det har skabt for at bøje sig for dem, ned til rotter og flagermus,

21 for at skjule sig i klippehuler og i klippespalter for Javes rædsel og hans højheds kraft, når han står op for at slå landet med skræk.

22 Fortvivl over mennesket, hvis liv er i hans næse, hvorved udmærker han sig?

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Betydningen er måske hen efter cognosco, vænner sig til, lærer at kende.

(2) Det »østlige« er også det oprindelige, det foregående, fordi solen står op i øst. Ud fra profeternes synspunkt kom den farlige påvirkning snarere fra middelhavsfolkene, filistre og Tarsjisjkibe, altså fra vest. Derfor denne lidt specielle oversættelse, som du måske kan finde belæg for.

(3) »Gå ind i klippen« er vist et mere eller mindre fast udtryk for at gemme sig og måske derfor for meget af en hebraicisme.

(4) En mystagogisk oversættelse: Den kraft, der kommer af højden, ligesom en møtrik fra et højhus.

Jesjajahu 3

1 For se: Herren Jave Hærskarerne tager fra Jerusjalajim og fra Jehuda underhold og understøttelse, alt brødets underhold og alt vandets underhold.

2 Kæmpen og krigsmanden, dommeren og profeten og spåmanden og den ældste.

3 Delingsføreren og den, som nyder persons anseelse, rådgiveren (1) og den, som kan fremstille billeder (2), og den, som kan mane (3).

4 Og jeg har givet dem børn til anførere, og lømler hersker over dem.

5 Og folket undertrykker hinanden, mand mod mand, og en mand mod sin kammerat, den unge plager den gamle, og den foragtede den ansete.

6 Når en mand griber fat i sin slægtning af sin fars slægt: »Du har dog tøj på kroppen, du skal være vores leder, og denne ruin skal være under dit herredømme!«

7 så svarer han ved at sige: »Jeg er ikke læge, der er hverken mad eller tøj i mit hus, gør ikke mig til folkets leder!«

8 For snublet er Jerusjalajim, og Jehuda er faldet, for deres ord og deres handlinger er imod Jave, idet de trodser hans strålende blik.

9 Deres ansigtsudtryk forråder dem, og deres overtrædelser praler de af ligesom Sedom, de lægger ikke skjul på noget, arme sjæle! for de har gjort sig selv ondt.

10 Sig til den retfærdige, at det er godt! for deres gerningers frugt skal de æde.

11 Ak, den gudløse går det dårligt, for hans hånds værk gøres mod ham.

12 Mit folk, dets fogeder er lømler, og kvinder regerer iblandt det; mit folk, dets vejledere er vildledere, og dine veje har de ødelagt.

13 Jave har rejst sig for at anklage, og han står for at dømme folkene.

14 Jave går i rette med sit folks ældste og dets stormænd: I har fortæret vingården, rovet fra den fattige er i jeres huse.

15 Hvorfor træder I mit folk ned og knuser de elendiges ansigter? siger Min Herre Jave Hærskarerne.

16 Og Jave siger: Eftersom Sijjons døtre var stolte og gik med knejsende nakker og forførende øjne og gik rundt og trippede og bar ringe om anklerne,

17 gør Min Herre Sijjons døtres forhøjninger (4) skurvede (5), og Jave afdækker deres hul (6).

18 Til den tid tager Min Herre deres pryd, lænkerne og nettene og halsbåndene.

19 Ørenringene og armringene og slørene.

20 Hårsmykkerne og ankelkæderne og bælterne og parfumeflaskerne og amuletterne.

21 Fingerringene og næseringene.

22 Festdragterne og kåberne og slagene og taskerne.

23 Spejlene og undertøjet og tørklæderne og natkjolerne.

24 Og i stedet for sød duft vil der være rådden stank, og i stedet for bælte reb og i stedet for krøljern skaldethed og i stedet for selskabskjole groft lændeklæde, ja i stedet for skønhed.

25 Dine mænd falder for sværdet, og din magt i krigen.

26 Og hendes åbninger sukker og længes, men hun er tom, på jorden sidder hun (7).

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Ved at konsultere entiteter.

(2) Som sådanne entiteter kan manifestere sig igennem.

(3) Som kan tvinge entiteterne ind i billederne, så de kan rådspørges. It's an old trick: Få en kunstner (2) til at fremstille et billede af et dyr – det er det, der forbudt i Moselovens paragraf 1. Få så din kone til at sy et pænt sæt tøj til den (efod). Den ånd, der står bag fremstillingen af væddere eller, hvad det nu er, vil også gå i dit billede. Når du derefter tager efoden på, »besættes« du og overtager dermed den mindre aktualiserede entitets evne til at »se ud i fremtiden«, »rådgive«, »look into the seeds of time and say which grain will grow and which will not«. Giv den lidt mel og din kone om natten for its trouble. Måske skulle du ikke vise dine kolleger denne note … Men det er altså denne praksis, de tre sidste stillingsbetegnelser hentyder til.

(4) Kan også betyde isse, men det giver ingen mening i denne forbindelse.

(5) Grundbetydningen er håraffald på grund af sygdom, ikke »barbering«, hvilket i forbindelse med det kvindelige kønsorgan giver helt andre associationer.

(6) Egentlig åbningen til dørgængen, hvor snavset samlede sig, her et mindre høvisk ord for kvindens ædlere dele.

(7) Hvad vi end mener om profetens forkærlighed for metaforer hentet fra den kvindelige anatomi, er dette, hvad der står: Sijjons (døtres) skød er tomme, fordi deres mænd er faldet i krig.

Jesjajahu 4

1 Og syv kvinder vil holde fast i én mand på den tid, idet de siger: Vores eget brød vil vi æde og klæde os med vores eget tøj, lad os blot kaldes ved dit navn, tag vores skød!

2 På den tid vil Javes barn (1) være til pryd og ære, og jordens afkom (2) til stolthed og skønhed for Jisraels undslupe (3).

3 Og det vil ske: Den overlevende i Sijjon og han, som er blevet tilbage i Jerusjalajim, hellig skal siges om ham, enhver, der er skrevet op til livet i jerusjalajim.

4 Når Min Herre har afvasket Sijjons døtres lort og renset blodet fra Jerusjalajim med dommens ånd og ildens ånd,

5 vil Jave danne over det hele Sijjons bjergs område og over dets forsamling en sky om dagen og en røg, og en lynilds glans om natten som et telt over alt og alle.

6 Og den bliver et læ til skygge om dagen mod udtørring og til ly og tilflugtssted for byge og for regn (4).

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Messias.

(2) Næste generation.

(3) Forrige generation.

(4) Dette skal forstås ganske bogstaveligt, Hærskarerne danner en lysende sky, som det ikke kan regne igennem. Det kan være en fremmed tankegang for os, men for profeten er denne »helligånd« et lige så fysisk fænomen som de meteorologiske forhold, det influerer på. For den tids mennesker ligesom for os var »seeing believing« – og vice versa.

Jesjajahu 5

1 Lad mig dog synge for min elskede, min elskedes sang om hans vingård! en vingård var for min elskede på en frugtbar tinde.

2 Og han dyrkede den og fjernede stenene og plantede fin vin på den og rejste et tårn midt på den, sågar en vinperse udhuggede han i den, og han ventede at høste druer, og han høstede umodne.

3 Og nu, Jerusjalajims borger og Jehudas mand, døm altså imellem mig og min vingård.

4 Hvad er der endnu at gøre for min vingård, og som jeg ikke har gjort i den, hvorfor ventede jeg at høste druer og høstede umodne?

5 Og lad mig nu fortælle jer det, som jeg vil gøre for min vingård: fjerne dens tjørnehæk, og den skal være til at brænde, nedrive dens mur, og den skal være til at nedtræde.

6 Jeg vil gøre den til et vildnis, den skal ikke beskæres og ikke luges, og torn og tjørn skal vokse op, og fortætningerne pålægger jeg, at de ikke skal regne regn på den.

7 Jave Hærskarernes vingård er nemlig Jisraels slægt, og Jehudas mand er hans yndlingsplante, og han ventede retsudøvelse, og se: blodsudgydelse, medynk, men se: ynkværdighed.

8 Ve dem, der lægger hus til hus, føjer mark til mark, indtil der ikke er mere plads, og de bliver beboet af jer alene inde i landet.

9 I mit øre er Jave Hærskarerne: Sandelig skal mange huse blive til ruiner, de store og gode uden en beboer.

10 For ti tønder vinland vil give en skæppe (1), og ti skæpper udsæd vil give en skæppe.

11 Ve dem, der står tidligt op om morgenen på jagt efter spiritus, og som sent om aftenen brænder af vin.

12 Og med lyre og harpe, tromme og fløjte og vin fester de, men Javes arbejde agter de ikke på, og hans hænders værk ser de ikke.

13 Derfor er mit folk blottet af mangel på visdom, og dets mænd af betydning en sjældenhed, og dets masser tørster.

14 Derfor vokser Dødsrigets begær, og Hun åbner sit gab uhæmmet, og dets glans og dets trængsel og dets støj og jubel styrter ned i Hende.

15 Og bøjet er mennesket, og ydmyget manden, og de højes blik sænket.

16 Men Jave Hærskarerne skal ophøjes ved dommen, og den hellige gud blive hellig i retfærdighed.

17 Og lammene har græsset, som deres græsgang nu var (2), og de fede bosætteres sværd har de måttet æde.

18 Ve dem, der trækker ødelæggelsen i tåbelighedens reb, og som i vognreb sonoffer.

19 Dem, der siger: Lad Ham bare komme, lad Ham gøre hurtigt, hvad Han har i sinde, så vi kan se det! og lad Jisraels guds plan blive sat i værk, så vi kan kende den!

20 Ve dem, der siger god for ondt, og ondt om godt, dem, der sætter mørke for lys, og lys for mørke, som sætter bittert for sødt, og sødt for bittert.

21 Ve dem, der er vise i egne øjne og forekommer sig selv forstandige.

22 Ve dem, der er helte til at drikke vin og kæmper til at mikse drinks.

23 Som frikender den skyldige mod bestikkelse og nægter retfærdige retfærdighed.

24 Derfor, som en ildtunge æder strå, og en flamme får hø til at synke sammen, skal deres rod rådne, og deres spire komme op som støv (3), fordi de forkastede Jave Hærskarernes lov og foragtede Jisraels guds ord.

25 Derfor brændte Javes fnysen i hans folk, og han løftede sin hånd imod det og slog det, så bjergene rystede, og deres lig lå som snavs midt på gaden; med alt dette er hans rasen ikke udtømt, og hans hånd endnu hævet.

26 Og han hejser et flag for det fjerne folkeslag og fløjter det til sig fra jordens ender, og se, det kommer raskt, let!

27 Der er ingen sløve og ingen snublende i det, det hverken blunder eller sover, bæltet løsnes ikke om dets lænder, og dets sandalremme åbnes ikke.

28 Dets pile er hvæssede, og alle dets buers spændte, dets hestes hove regnes som flint, og dets hjul som hvirvelvinden.

29 Dets brøl er som løvindens, og det brøler som ungløverne, og det knurrer og tager bytte og bringer det i sikkerhed, og ingen frelser.

30 Og det knurrer over det til den tid som havets knurren, og det ser ud over landet, og se, tæt mørke, og et lys blev skjult i dets skydække!

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Bat og efa er – to my knowledge – ikke 22 liter, men 36, og svarer således til den danske skæppe (som rummål). En homer er ti bat (eller efa).

(2) Egentlig: i overensstemmelse med deres græsgang.

(3) Meningen er vist ikke, at planten forstøver i luften, men at den på det nærmeste kommer vissen op af jorden, fordi roden er rådden, et velkendt fænomen for en agerdyrker.

Jesjajahu 6

1 I kong Ussijjahus dødsår så jeg Herren sidde på et højt og hævet sæde, og hans slæb flød ud over templet.

2 Drager (1) stod over (2) ham, seks vinger havde hver, men to dækkede den sit ansigt (3), men to dækkede den sine fødder (4), med to skærmede (5) den.

3 Og de råbte til hinanden og sagde: Hellig, Hellig, Hellig er Jave Hærskarerne, hele jordens hær er hans rigdom (6).

4 Og portgængerne (7) rystede ved lyden af den råbende (8), og huset fyldtes af damp (9).

5 Og jeg sagde: Jeg arme mand, for jeg er stum (10), jeg er nemlig en mand med profane læber (11), som bor midt i et folk med profane læber, og mine øjne har jo set Kongen Jave Hærskarerne.

6 Så fløj en af dragerne hen til mig med et glødende kul i hånden, med tænger havde han taget det fra alteret (12).

7 Og han lod det berøre min mund, og han sagde: Nu har det berørt dine læber, og væk er din skyld, og din synd glemt (13).

8 Og jeg hørte Herrens stemme sige: Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå for os? Og jeg sagde: Her er jeg, send mig!

9 Og han sagde: Gå og sig til dette folk: Bliv ved med at høre, men I skal ikke høre efter, bliv ved med at se, men I skal ikke opfatte.

10 Gør dette folks hjerte ufølsomt (14), og gør dets ører sløve, og vend dets øjne bort, for at det ikke skal se med sine øjne og høre med sine ører og forstå med sit hjerte og vende om og gøre sig selv rask.

11 Og jeg sagde: Hvor længe, Herre? Og han sagde: Til byerne ligger øde hen uden indbygger, og husene uden et menneske, og agerjorden er en øde ørken.

12 Og Jave vil fjerne mennesket, og ødelæggelserne vil blive store inde i landet.

13 Men der vil stadig være en tiendedel tilbage, og den vil vende om, skønt den var til at brænde (15) , som en eg og som en terebinte, som ved sin fældning bliver til en træstub, i dem er der en hellig spire (16).

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Jeg tvivler på, at ret mange ved, hvad en seraf er for noget. Engle duer ikke, for det første betyder det budbringere, og serafer er vagtposter af profession, for det andet fremmaner det billeder af æteriske damer, og serafer er enorme (åbenbart større end Jave) vingede slanger. Drager forekommer at være den mest nøjagtige ækvivalent.

(2) De står virkelig OVER ham (der er to af dem, en på hver side).

(3) For at skjule deres identitet for Jesjajahu, der ellers kunne få magt over dem, jvnf. navne- og billedforbud.

(4) For at skjule deres lokalitet, jvnf. (3).

(5) Hvad skulle de dog pludselig begynde at flyve rundt for? De er jo vagtPOSTER. Meningen er nok, at de med de sidste vingepar dækker (jvnf. (3) og (4)) og beskytter Jave, jvnf. (2).

(6) Det vil sige: Hele det myldrende liv af ånder, som indgår i den semitiske mytologi, kan føres tilbage til Den Ene (jvnf. første kapitel, note 17)

(7) Det er meget naturligt den bevægelige del af porten, der sættes i svingninger.

(8) Hvorfor pluralis? Subjektet er stadig ehad.

(9) Nemlig dragernes ånde.

(10) Jeg tror ikke, Jesjajahus bekymring er, at han skal dø, men at han ikke vil være i stand til at formidle sit syn.

(11) Jeg kan ikke tale som en profet, jvnf. (10).

(12) Ikke fordi det er »too hot to handle«, han holder det jo faktisk i hånden, men fordi selv disse mægtige væsner ikke kan tåle at røre alteret.

(13) Måske en generelt anbefalelsesværdig oversættelse af kafar. »Tildække« minder for meget om »skjule«, og »tilgive« ligger for langt fra idiomet.

(14) »Fedt« er en hebraicisme – jeg vil slet ikke komme ind på, hvad det betyder på moderne dansk. Selvfølgelig er det bedst, hvis vi både kan bevare den oprindelige metafor og gøre det til dansk, men det er ikke altid muligt at dræbe to fugle med én sten.

(15) Mit bidrag til gættekonkurrencen.

(16) Det er en gammel iagttagelse, at en træstub kan skyde nye skud. Det er et af talrige tegn på regenerationen, som var så vigtig i den semitiske tankeverden. Derfor er en sådan træstub hellig, og på samme måde kan det frafaldne folk blive helligt. Dette forudsætter imidlertid, at det fældes. Derfor skal folket høre, men ikke høre efter. Jesjajahu bliver altså ikke sendt med en formaning, men en trøst – øksen var jo også faldet, da dette blev skrevet …

Jesjajahu 7

1 Og det skete på Ahas' tid, søn af Jotam, søn af Ussijjahu, Jehudas konge, at Resin, Arams konge og Pekah, Remaljahus søn, Jisraels konge drog op mod Jerusjalajim for at angribe den, skønt det ikke stod i hans magt.

2 Og det blev meddelt Davids hus og sagt: Aramæerne har slået lejr i Efrajim, og dets hjerte og dets folks hjerte skælvede som en skovs træer for stormen.

3 og Jave sagde til Jesjajahu: Gå nu for at tale til Ahas, du og Sjear-Jasjub (En-Rest-Vender-Om), din søn, langs den øvre vandledning til vejen til vaskepladsen.

4 Og sig til ham: Hør godt efter og vær rolig: Frygt ikke og lad ikke dit hjerte være ængsteligt på grund af de to rygende brandstumper, Resins og aramæernes, og Remaljahus søns hidsighed.

5 Skønt Aram har lagt råd op mod dig med Efrajim og Remaljahus søn og sagt:

6 Vi drager mod Jehuda og sætter skræk i livet på det og indtager det og gør Tabeals søn til konge over det!

7 så siger Herren Jave: Det skal ikke lykkes og ikke ske!

8 For Arams hoved er Dammesek, og Dammeseks hoved er Resin, og inden femogtyve år vil Efrajim være knust og ikke længere et folk.

9 Og Efrajims hoved er Sjomeron, og Sjomerons hoved er Remaljahus søn. Hvis I ikke er tillidsfulde, vil I ikke blive stærke.

10 Og Jave talte videre til Ahas og sagde:

11 Udbed dig et tegn fra Jave din gud, forlang det dybt eller højt!

12 Og Ahas sagde: Jeg vil ikke bede om noget eller forlange beviser af Jave.

13 Og han sagde: Hør nu her, Davids hus, er det ikke godt nok for jer at irritere mennesker, skal I nu også irritere Gud?

14 Men så vil Min Herre selv give jer tegn. Se, den unge pige er gravid og får en søn, og man skal kalde ham Immanu-El, En-Gud-Er-Iblandt-Os.

15 Surmælk og honning skal han spise, til han forstår at vrage det onde og elske det gode.

16 For inden barnet forstår at vrage det onde og elske det gode, vil det land være forladt, hvis to konger du frygter.

17 Jave indvarsler en tid for dig og dit folk og din slægt, som ikke har været, siden Efrajim vendte sig fra Jehuda, ved Asjurs konge.

18 Og det vil ske på den tid, at Jave vil fløjte på fluerne for enden af Nilen og bierne i Asjurs land.

19 Og de vil alle komme og slå sig ned i trøstesløshedens dale og klippernes sprækker, i alt tjørnekrat og på alle græsgange.

20 Til den tid rager Herren med en ragekniv, han har købt på den anden side af Eufrat, hovedet og kønsbehåringen, og også skægget fjerner den.

21 Og det vil være sådan til den tid, at en mand vil kunne beholde én ko ud af sin flok og et par får.

22 Og af den mængde mælk, de giver, skal han spise surmælk, for surmælk og honning skal alle spise, som er blevet tilbage inde i landet.

23 Til den tid vil ethvert sted, hvor der er tusind vinstokke til tusind sølvstykker, blive til torn og tjørn.

24 Man skal komme der med bue og pil, for hele landet vil være torn og tjørn.

25 Men alle de bjerge, som man luger med lugejern, der skal frygten for torn og tjørn ikke komme, og det vil være et sted at sætte oksen ud og lade fåret træde ned.

Jesjajahu 8

1 Og Jave sagde til mig: Tag dig en stor metalplade (1) og skriv på den med et menneskes mejsel (2): HURTIGT BYTTE RASK PLYNDRING.

2 Og jeg vil tage mig ærlige (3) vidner, præsten Urijja og Sekarjahu, Jeberekjahus søn.

3 Og jeg nærmede mig profetinden, og hun blev gravid og fik en søn. Og Jave sagde til mig: Kald ham Maher-Sjalal-Hasj-Bas (Hastigt-Bytte-Rask-Plyndring).

4 For inden drengen lærer at sige far og mor, vil Dammeseks rigdomme og byttet fra Sjomron blive ført frem for Asjurs konge.

5 Og Jave talte videre til mig, idet han sagde:

6 Fordi dette folk har ringeagtet Sjiloas vande, der flyder stille og lykkeligt: Resin og Remaljahus søn!

7 Se derfor vil Herren bringe flodens vældige vande over dem, Asjurs konge og alle hans mægtige, og den vil oversvømme alle sine flodsenge og gå over alle sine bredder.

8 Og den skal skylle igennem Jehuda, og den skal oversvømme og overskride og gå til halsen, og når den udbreder sine vinger, vil den opfylde hele dit land (4), Immanuel.

9 Bliv knust (5), folkeslag, og tilintegjort, hør alle fra fjerne lande, rust jer og bliv tilintegjort, rust jer og bliv tilintegjort.

10 Læg en plan, og den vil blive til intet, sig et ord, og det vil ikke stå ved magt, for en gud er iblandt os!

11 For sådan sagde Jave til mig, han greb fat i min hånd og advarede mig imod at følge dette folks vej, idet han sagde:

12 Kald ikke alt sammensværgelse, som dette folk kalder sammensværgelse, og frygt ikke det, det frygter, og vær ikke bange.

13 Jave Hærskarerne, han skal være hellig for jer, han skal være jeres frygt, og han skal være jeres rædsel.

14 Og Jave skal være en helligdom og en sten til snublen og en klippe til fald for Jisraels to huse, et net og en snare for Jerusjalajims indbyggere.

15 Og mange iblandt dem vil snuble og falde, gå i snaren og blive fanget.

16 Luk vidnesbyrdet, forsegl læren hos de indviede.

17 Og jeg vil vente på Jave Hærskarerne, som skjuler sit ansigt for Jaakobs hus, og sætte min lid til ham.

18 Se, jeg og de børn, som Jave har givet mig, skal være til tegn og varsler i Jisrael, fra Jave hærskarerne, som bor på Sijjons bjerg.

19 Når de siger til jer: Gå til åndemanerne og ånderne, der hvisker og mumler; går et folk ikke til sin gud, går det til de døde, når det gælder de levende?

20 Ved læren og vidnesbyrdet! hvis de ikke skal komme til at tale ligesom det ord, der siger, at »der ikke er lys forude« (6).

21 Og en vil vandre derigennem, nedtrykt og sulten, og det vil være sådan, at han vil være sulten og rasende og ringeagte sin konge og gud, og han vil se op.

22 Og han vil se ud over landet, og se: Fortvivlelse og mørke, undertrykkelsens dunkelhed og bælgmørke, forjaget (7)!

23 For der vil ikke være mørke for det land, som var i trængsel, ligesom Han først bragte Sebuluns land og Naftalis land i vanry og så senere bragte dem hæder, ad vejen langs havet, over Jarden, i de fremmedes land.

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Spejl er det vel, materialet til trods, ikke, hvis det ikke bruges som spejl.

(2) Jeg vover at afvige fra concensus med et forslag: Måske er meningen, at Jesjajahu med et menneskes mejsel (griffel er nok for svagt) nedfælder guds ord.

(3) Nemlig vidner, der siger, hvad de får besked på, i stedet for, hvad folk gerne vil høre. Det kommer måske snarere frem i »ærlige« end »pålidelige«, som også kan betyde troværdige, dvs. som folk tror på.

(4) Egentlig: Udbredelsen af dens vinger vil være opfyldelsen af dit land.

(5) Jeg læser rou som imperativ pluralis af raa (resj ajin ajin).

(6) »Det er der ikke morgenlys for« (Der er ikke lys forude) er »dette ord«, talemåden, der henføres til.

(7) Dette er naturligvis hele min oversættelses crux. Problemet er jo, at dette pual paticipium er maskulinum singularis. Til gengæld er beskrivelsen malende: Han ser op, og da han atter ser ud over landet, er det som forandret! Og vigtigst: En masse omskrivninger undgås: Vi kan bibeholde punktummet efter vers 21, der mangler ingen præposition i vers 22, og det indføjede »altid« i vers 23 bliver overflødigt, fordi det bratte omslag fra pessimisme til optimisme allerede indtræder (meget typisk) med hinneh!

Jesjajahu 9

1 Det folk, som vandrede i mørke, har set et stort lys, de, der boede i skyggeriget, lys skinner på dem.

2 Du gjorde folket stort, du gjorde dets glæde stærk, de glædede sig hos dig, som glæde i høsten, som de, der danser ved at dele bytte.

3 For dets byrdes åg og dets rygs stok, fogedens kæp på det, har du brudt som på Midjans tid.

4 Ja, alle jernskoede (1) i larm og kapper farvet (2) med blod, de skal være til at brænde, ildens føde.

5 For et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet hviler på hans ryg, og man kalder ham et mirakel, en vejleder, en gud, en kæmpe (3), fremtidens (4) fader, fredens fyrste.

6 For herredømmets størrelse (5) og for freden er der ingen grænse, over Davids trone og over hans rige, for at etablere det og for at understøtte det med ret og retfærdighed, fra nu af og til evige tider vil Jave Hærskarernes nidkærhed gøre dette.

7 Min Herre lod et ord gå ud til Jaakob, og det faldt i Jisrael.

8 Og hele folket lærte det at kende, Efrajims og Josjebs indbyggere, i stolthed og hjertes overmod, idet de sagde:

9 Der er faldet tegl ned, men vi restaurerer med sten, morbærtræer er fældet, men vi sætter cedre i stedet!

10 Og Jave ophøjede Resins undertrykkere (6) over det (7), og ophidsede dets fjender.

11 Aram fra øst og pelisjter fra vest, og de åd Jisrael med vidt gab, med alt dette er Hans rasen ikke udtømt, og Hans hånd endnu hævet.

12 Og folket vendte sig ikke til Ham, som slog det, og Jave Hærskarerne søgte de ikke.

13 Og Jave huggede af Jisrael hoved og hale, blad og stængel på én dag.

14 Den ældste, og som nyder persons anseelse, han er hovedet, profeten, som er en løgnelærer, han er halen.

15 Og dette folks vejledere er vildledere, og dets vejledte går til grunde.

16 Derfor har min herre ikke glædet sig over dets unge krigere, og dets forladte og herreløse (8) har han ikke ynket, for eneste var en hykler og forbryder, og hver eneste mund talte sludder, med alt dette er Hans rasen ikke udtømt, og Hans hånd endnu hævet.

17 For ondskaben brændte som ild, torn og tjørn åd den, og den ulmede i skovens buske, og de snoede sig op som svulmende røg.

18 I Jave Hærskarernes raseri blev landet afsvedet, ildens føde, og en mand skånede ikke sin broder.

19 Og han huggede i sig til højre og sultede, og han åd til venstre, og de mættedes ikke, en mand åd sin arms kød.

20 Manasse Efrajim, og Efrajim Manasse, sammen var de imod Jehuda, med alt dette er Hans rasen ikke udtømt, og Hans hånd endnu hævet.

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Egentlig: Enhver, som er skoet med benskinner (støvler er en anakronisme). På trods af den fristende parallellisme med kapperne kan jeg ikke få det til, at det er benskinnerne, der skal brændes, »de, der er skoet med benskinner« er simpelthen de professionelle krigere.

(2) Verbet udtrykker, så vidt jeg ved, blot den almindelige måde at indfarve tøj på.

(3) Taget substantivisk, da jeg ikke kan se, gud kræver nogen yderligere kvalificering (begge har her nok cirka værdi af »halvgud«).

(4) Evighedens fader giver jo ingen mening, medmindre man identificerer kongen med en absolut guddom, hvilket er en kristianisme. Meningen er formodentlig, at han er den, der skaber Israels fremtid, ligesom en far avler et barn.

(5) Idet jeg nemlig læser versets to første ord som et.

(6) Assyrerne.

(7) Folket.

(8) At Jave skulle vende sig fra enken og den faderløse i betydningen de svage i samfundet, er uforeneligt med tidens tankegang (for slet ikke at tale om, at de skulle være »hyklere og forbrydere«). Disse begreber må derfor forstås overført, de »forældreløse« er de forladte, og »enkerne« de, der er uden hersker, det vil sige folket generelt. Disse bibetydninger vil du nok ikke kunne finde i ordbogen, spørg en jøde!

Jesjajahu 10

(Mangler)

Jesjajahu 11

1 Og en kvist vokser ud af Jisjajs stamme, og et barn fødes af hans slægt.

2 Og Jave fører ånd over ham, visdoms ord og forstands ånd, klogskabs ånd og magts ånd, videns ånd og ærefrygt for Jave

3 Og han beånder ham med ærefrygt for Jave, så han ikke dømmer ud fra sine øjnes ånd og ikke slutter ud fra sine ørers forståelse.

4 Og han dømmer med retfærdighed de svage og beslutter i sin redelighed for landets elendige, og han slår landet med sin munds stok, og med sine læbers ånde dræber han undertrykkeren.

5 Og retfærdighed er hans lænders bælte, og trofasthed hans hofters bælte.

6 Og en ulv bor sammen med et lam, og en panter lægger sig med et gedekid, og en kalv og en løveunge og en fedekalv ligger, og en lille dreng driver dem.

7 Og en kvie og en hunbjørn græsser, sammen ligger deres unger, og en løvinde æder strå som en ko.

8 Og en baby leger over hugormens hul, og et barn stikker hånden i en giftslanges (1) hule.

9 De gør ikke skade, og de sårer ikke på hele mit hellige bjerg, for landet er fuldt af at kende Jave, som vandet dækker havet.

10 Og da vil der være en efterkommer af Jisjaj, som vil stå som et banner for folkene, til ham søger folkeslagene, og hans Fred er Ære (2).

11 Og da vil det ske, at Min Herre atter (3) vil samle sine kræfter for at udfri resten af sit folk, som er tilbage, fra Asjur og fra Misrajim og fra Patros og fra Kusj og fra Elam og fra Sjinear og fra Hamat og fra havets kyster.

12 Og Han vil rejse et banner for folkeslagene og samle Jisraels flygtninge, og Jehudas adspredte indsamler Han fra de fire verdenshjørner.

13 Og Efrajims vrede vil lægge sig, og Jehudas fjendtlige forsvinde, Efrajim ser ikke skævt til Jehuda, og Jehuda generer ikke Efrajim.

14 Og de vil fare i flanken på pelisjterne i vest, sammen tager de bytte fra østens sønner, Edom og Moab, idet de rækker deres hånd ud, og Ammons sønner bliver deres undersåtter.

15 Og Jave forbander Nilens havbugt og truer ad Eufrat med sin hede ånde, og han slår den i syv strømme og lader dem betræde med sko.

16 Og den vil være en hovedvej for resten af hans folk, som er tilbage, fra Asjur, ligesom den var for Jisrael, da det brød op fra Misrajims land.

--------------------------------------------------------------------------------

Noter:

(1) Idet jeg nemlig afleder det af roden safa, at hugge eller spy.

(2) Det vil sige: Hans sikkerhed bygger på militære sejre.

(3) Sml. lat. iterum. På trods af den klare parallel til Exodus er det vel lidt flot at hævde, at han kun har gjort det én gang før.

Jesjajahu 12

1 Da vil du sige: Jeg lovpriser dig Jave, for du har raset mod mig, din vrede har lagt sig og du trøster mig.

2 Se, guden er min hjælp, jeg er sikker og ikke bange, for min kraft og min sang er JAH JAVE, og han er mig til hjælp!

3 Og I vil øse vand med glæde af lykkens kilder.

4 Og da vil I sige: Lad os vidne om Jave, lad os proklamere i hans navn, lad os gøre hans bedrifter kendte blandt folkene, lad os optegne dem, for at hans navn skal blive stærkt.

5 Lovsyng Jave, for han har gjort storværk, det er kendt på hele jorden.

6 Råb og skrig, Sijjons indbygger, for mægtig i din midte er Jisraels gud.