A Merry Rump With Rune and Erwin

 

Arken – som i sin tid bragte den ene af mine prædikener i Hellig Kors Kirke – har nu åbenbart igen fattet interesse for min person. Det er selvfølgelig stort set den gamle smøre, guruen Neutzsky-Wulff, Neutzsky-Wulff-bevægelsen, Neutzsky-Wulff-revolutionen, og så videre, alt sammen naturligvis uhyre smigrende for en science-fiction-forfatter, der udkommer i et oplag.

Disse oprulninger lader sædvanligvis ikke Zions Vises Protokoller noget efter, og hr. Rumps er ingen undtagelse. Det triste er naturligvis, at så spændende er forfatteren slet ikke.

Godt nok er der en del for de fleste nok temmelig uigennemtrængelig epistemologi og religionsfænomenologi i forfatterskabet, men det har desværre ikke den appeal som psykoanalysen og andre vækkelsessekter er i besiddelse af. Ingen primalskrig og ingen fødselstraumer!

Utvivlsomt har læserskaren sin procent af nørder og skizofrene, men næppe flere end Philip K. Dick. De kan blive overentusiastiske og a general pain in the neck, men i det mindste skyder de ikke på mig som John Lennons disciple.

Hvis man så beslutter sig for at arbejde sammen med nogle af dem, har man jo ligesom selv bedt om det. Nej, vi fortalte ikke nogen, at jeg styrede Faklen, så var der nemlig ikke blevet noget blad.

Alle ville have været så fikserede på djævledyrkeren, at ingen ville have læst så meget som lederen – takket være hr. Rump & Co. Hvis det konstituerer en konspiration, so be it: Den største afsløring, siden Søren Krarup opdagede, at Røde Kors stod bag mordet på Kennedy!

Men underholdende er det – jeg elsker at læse om mig selv! Jeg er også sikker på, at min forlægger vil være interesseret i en medlemsliste fra Neutzsky-Wulff-bevægelsen, så vi kan få nogle prænumeranter!

Det sjoveste er naturligvis altid oplysninger fra diverse meddelere, som ikke engang har kunnet komme så nær, at de kunne kaste et sandsynlighedens skær over deres fantasihistorier med en halv sandhed eller to. ENWologi!

That IS funny! Til gengæld er Rune Engelbreth Larsens svar helt fornuftigt.

The raving madman ENW er nu – ganske vist med en roman – blevet den YDRE anledning til Faklen, som HOVEDSAGELIG er inspireret af forfatterens teorier, som man fortsat vil arbejde på, vinder indpas på de højere læreanstalter. Men selvfølgelig talte han ikke med sin rådgiver HVER dag.

For Christ's Sake – pardon my French – prøv det sidste lille hop hen til sandheden. Say it: Erwin (gisp) stod (støn) for den daglige ledelse af Faklen.

Så ondt gjorde det da heller ikke, vel? Jeg øjner med andre ord – er det mon et synsbedrag – den gamle Rune, inden han følte sig svigtet og begyndte at fantasere om hævnende ånder.

Den Rune, der skrev Faklen, lige så sikkert som Undertegnede redigerede den. We did a pretty good job, remember?

Er der virkelig stadig publikum til denne meningsløse charade? I guess so.

Kærlig Hilsen Erwin

P.S. Sammenlign vedlagte referat af Ny Begyndelses stiftende generalforsamling:


--------------------------------------------------------------------------------

I forbindelse med den dramatiske splittelse, der har fundet sted på tidsskriftet Faklen i løbet af de to første måneder af 1999 finder undertegnede otte, at det er af offentlig interesse at redegøre for karakteren af et møde, der fandt sted søndag den 17. januar.

Mødet, der ud over den halverede redaktion talte en række aktivister og medarbejdere tilknyttet Faklen i alt ca. 25, var til vor overraskelse af en ganske anden art end tidligere møder. Stemningen var simpelt hen hysterisk. Redaktør Rune Engelbreth Larsen sagde, at forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff havde »mistet ånden«, hvad det så end måtte betyde. Det fremgik, at Rune selv havde sin autoritet »ovenfra«, og at det var ham og ikke Erwin Neutzsky-Wulff, der forstod sig på dæmoner. Helt absurd var det, da Neutzsky-Wulff blev fremstillet som en slags djævel med det ene formål at ødelægge Faklen og alle omkring, og at den eneste mulighed for 'frelse' var Runes overlegne omgang med dæmoner.

Denne snak om guddommelig autoritet, som vitterlig fandt sted, står selvfølgelig i direkte modsætning til redaktørens officielle afstandtagen fra overnaturlig indflydelse på Faklen, og vi blev da også pålagt at holde det hemmeligt i bedste Scientology-stil.

En anden grotesk modsætning er, at Rune Engelbreth Larsen på den ene side proklamerer, at Faklen nu skal styres på demokratisk vis, hvor alle »hjerter« tæller lige meget, og alle skal høres, mens han på den anden side med hård hånd ekskluderer dem, der måtte have andre holdninger end han selv, som det jo skete med »Fraktion 3«, en gruppe af nu tidligere redaktionsmedlemmer og medarbejdere, der insisterede på retten til at være uenig på enkelte punkter. Det var der ikke plads til. Dér gik altså grænsen for den interne humanisme og den proklamerede demokratiske linje.

Det må således unægtelig virke komisk, at det nye Faklen trods forsikringer om en demokratisk og politisk struktur i virkeligheden er bygget op som en sekt, hvor en inderkreds styrer en yderkreds med »guddommelig autoritet«, påståede visioner og andet mystifistisk tungetaleri.

Arash Sharifzadeh Abdi
Axel Bøg
Niels Gissel
Heiko Gutberlett
Troels Liebgott
Brian Nocis
Søren Møller
Jonas Tolstrup