Sangen om Rune

 

Her følger på utallige opfordringer –

Sangen on Rune

Mel.: Her er en sang om en mand, der hed Larsen

Her er en sang om en mand, der hed Rune
– i Imperfektum jeg husker ham helst –
han, som engang havde viden og lune,
inden han var gået hen og blevet frelst.
Det sku’ vær’ så godt, og så’e det faktisk skidt.

Han kom i skole og lærte at læse,
men det, han læste, var ikke for ham,
og selv om lærerne råbte sig hæse,
fik de ikke gjort den lille Rune tam.
Det sku’ vær’ så godt, og så’e det faktisk skidt.

Med Neutzsky-Wulff blev hans verden en anden,
han greb med glæde den fremstrakte hånd.
Den, som for andre var selveste fanden,
blev for ham gud fader, søn og helligånd.
Det sku’ vær’ så godt, og så’e det faktisk skidt.

Med Dragens ånde han antændte Faklen,
og der som altid var Erwin The Man,
og der var ikke den fjerneste vaklen,
Rune fulgte der, hvor Erwin førte an.
Det sku’ vær’ så godt, og så’e det faktisk skidt.

I lange tider han holdt sin balance
som hestebremsen på vildhingstens bag.
Men så en dag faldt hans kone i trance,
og så ramlede det hele med et brag.
Det sku’ vær’ så godt, og så’e det faktisk skidt.

Mens stakkels Rune, fortvivlet og shook-up,
kun har en fremtid på afdeling O,
kan Uta stå i det Ukendtes Book-Shop
som orakel-husmor – var der en, der lo?
Det sku’ vær’ så godt, og så’e det faktisk skidt.

Hvor ånd og viden må vige for luner,
der følger dumhed og svaghed snart trop.
Og sådan går det med alle de Runer,
som man aldrig kan få til at vågne op.
Det ku’ bli’ så godt, men nu’e det faktisk skidt …