Før Cannae

 

De sidste forberedelser er ved at være på plads, og i overmorgen starter så det hele. Så er det nærliggende at læne sig et øjeblik tilbage og tænke over, hvad vi egentlig vil med det alt sammen.

Formålet er naturligvis undervisning, at viderebringe en viden, som ikke uden videre lader sig ekstrahere af det skønlitterære forfatterskab, og som går lidt ud over det faglitterære. »Målgruppen« er hvem som helst, der måtte være interesseret.

Der vil formodentlig komme en del fra universiteterne, som således vil kunne supplere deres studier. Om dette på længere sigt vil have en virkning på den akademiske verden, må tiden vise.

Det er ikke vigtigt. Det vigtige er naturligvis bøgerne, der står og venter på at blive læst. Kurset er blot et supplement.

For at forandre verden, må man først forandre menneskene. Det er langsommeligt arbejde, og somme tider kan det være fristende at prøve at skyde genvej.

Faklen var en sådan genvej. Formålet var, at den skulle læses af mange, hvad den selvfølgelig aldrig nåede, inden den - sikkert til nogles lettelse - døde strådøden.

Jeg skabte Faklen, Rune slog den ihjel - herostratisk berømmelse kan jo altid være bedre end slet ingen. Vi nåede altså ikke at høste lønnen for vores møje, men paradoksalt nok nåede vi at betale prisen.

Problemet var naturligvis, at ingen i virkeligheden gad at lave Faklen. Redaktionsmedlemmerne interesserede sig for transcendens og entiteter, ikke lavkonjunktur og ministre.

Jeg betroede engang Rune, at han var ved at blive en helt habil politisk skribent. Jeg tror, han opfattede det ironisk, ellers ville han sikkert have grædt.

Det blev så op til mig at levere sukkeret til grøden. Dels blev den (temmelig overfladiske) mystagogiske undervisning inderkredsens »gage«, dels tillod jeg en pubertær hørm af mystik og ridderlighed at gennemtrænge foretagendet.

Jo kedeligere det blev at lave Faklen, jo mere spændende og kultisk skulle et være, indtil det endelig blev for meget for undertegnede. Reaktionen var, som man husker, ikke netop positiv.

Fordelen ved kurset er naturligvis, at vi ikke behøver at stikke noget under stolen. Folk kommer for at høre noget om det, de er interesserede i.

Ofte ringede fakkelmedlemmer op og spurgte, om vi ikke snart kunne »løfte låget«. De var ved at være trætte af at prædike mod gensplejsede sojabønner og at se dybt desorienterede ud, hvis nogen nævnte ordet »religion«.

Religiøs? Moi?

Vi behøver ikke dette dobbelte bogholderi. Og derfor behøver vi heller ikke nogen kult.

Der er dem, der har meldt fra over for dette. De synes, det hele er blevet for kommercielt, for lidt intimt.

De ønsker ikke forelæsninger, som man kan take or leave. De har behov for, at nogen tager ansvar for dem. But that's all over.

Vi har mange venner. Nogle af dem har gjort et Augias-arbejde for at få stablet vores »kultur-hus« på benene. Men de arbejder for sig selv og gør i øvrigt, hvad der passer dem.

Faklen alias The Church of Neutzsky-Wulff fortsætter måske, men det bliver i så tilfælde uden Neutzsky-Wulff. Den fromhed, der anser det for ufatteligt, at nogen kan betvivle en eneste af Erwins fikse ideer, har ingen plads i Vinstrup.

Der vil ikke være nogen »troende«, som kan belønnes med guldstjerner af læreren. De vil i det mindste hurtigt falde fra.

Vi lever nu engang i det tyvende århundrede efter Kristus, ikke før. Der er ingen ørkensheiker med lydige dependants.

Man kan prøve at imitere denne magtstruktur og dens religiøse over- og underbygninger, men så er det en leg. Det vil nok skuffe mangen ridder og cowboyder, men i virkeligheden er det det mest trøsterige ved hele denne affære.

Panikken og fortvivlelsen er kun midlertidig. En for en vil disse mennesker synke tilbage i den borgerlige tilværelse, de så brat blev revet ud af.

No real harm done. Hvis de har set noget, vil de i det mindste hurtigt glemme det igen.

Hvordan ellers leve videre med sjælens ubodelige kedsomhed?