Fans osse

 

Så er der kun en uge, til UFO udkommer. Travle anmeldere er allerede gået i gang med at finde de tre sætninger i de 664 sider, der beviser, at bogen handler om noget totalt irrelevant og repræsenterer en ganske uhørt »holdning«.

Det er med andre ord atter tid til at advare mod den store stygge ulv. Ofte, når jeg bliver gjort opmærksom på disse straffeprædikener af velmenende mennesker, forekommer det mig, at der er ikke een, men to Neutzsky-Wulff'er.

For det første er der den skønlitterære forfatter, som skriver romaner med lidt filosofi i, og som læses af en halv snes tusind mennesker, som kun vil være kendt af deres boghandler og bibliotekar - bless their souls! Og så er der the Monster, ungdomsforføreren og sektlederen.

Det pudsige er jo, at det slet ikke er forfatteren, der er skizofren, men hans publikum. Det er således det, der falder i to kategorier.

Der er læseren, som vi allerede har sagt det om, som kan siges. Og så er der den Neutzsky-Wulffske fan.

Givetvis optræder også han i forskellige sværhedsgrader. Måske skal han bare lige have førsteudgaven af Adam Harts opdagelser og er villig til at betale to tusind kroner for the privilege, selv om billigbogsudgaven stadig kan fås til et hundrede og halvtreds.

Eller måske sender han mig et brev om dagen. Han kan synes uskadelig, næsten rørende.

Men han er et farligt dyr, mere for sig selv end for forfatteren. Forholdet mellem fan og idol er et kærlighedsforhold.

Nothing wrong with that - nemo propter amorem etc. Problemet er, at det aldrig kan være et forhold mellem ligestillede.

Når to mennesker elsker hinanden, er han alt for hende, og hun alt for ham. På samme måde kan - i ekstreme tilfælde - idolet være hele en fans verden.

Han kan således basere hele sin tilværelse på en »lære«, som kan synes implicit i forbilledets værker, men som ofte er misforstået. God litteratur har ikke sådanne firkantede »budskaber«.

Man kan lige så lidt modellere sit liv efter Shakespeare eller Kierkegaard som efter Sokrates eller Jesus. Hvad ved de om mine personlige problemer og den tid, jeg lever i?

Hvis man forsøger på citatordbogsvis at destillere sådanne sentenser ud af et forfatterskab, reducerer man det til kalenderbladsbagsider. Hvad man kan gøre med Krig og Fred, UFO eller Anders And, er at få en oplevelse, dele en erfaring, leve et parallelt liv for så og så mange timer eller sider.

Og er det litteratur - det er nok så nær en definition, man kan komme - er man en anden, end da man begyndte. En dårlig bog er positiv, den bekræfter.

En god overbeviser. Et mesterværk ryster.

Det leverer ikke en ny skræddersyet holdning, som man så kan få bekræftet i den næste bog. Hvis du elsker en bog af en forfatter, og han er en god, det vil sige levende forfatter, vil du automatisk hade den næste, eller den vil i det mindste gøre dig urolig.

Ofte tvinges Neutzsky-Wulff-hadere, der tilfældigt støder på mig in person, til at medgive, at der er noget, der er værre end Neutzsky-Wulff: En Neutzsky-Wulff-fan. Det sker af og til, at vi næsten bliver enige på det punkt.

Neutzsky-Wulff-læsende drenge, der forsøger at presse det Neutzsky-Wulffske kærlighedsbegreb (som vistnok er noget med, at hvis man giver piger smæk, tager de opvasken med taknemmelighed) ned over deres arme samlevere. Angstneurotikere, der prædiker deres menneskehad og selvoptagethed som det Neutzsky-Wulffske evangelium. Okkulte eksperter, som ikke er eksperter i andet end Neutzsky-Wulff - og det er sågu lidt tyndt ...

Neutzsky-Wulff er åbenbart svær at fordøje, ikke blot intellektuelt, men også og måske især emotionelt. Anoreksi veksler med bulimi.

Why not take him and leave him? Men det største problem er, at det er så svært ikke at æde tallerkenen og overtjeneren med.

Man læser, man forstår og bliver forstået, endelig. Man må møde dette menneske, denne soul-mate.

Det er en forelskelse. Men den kan aldrig være gengældt i den forstand, at den enkelte læser kan være det »alt« for forfatteren, som forfatteren er for læseren.

Det er med andre ord fra første færd dømt til at blive en ulykkelig kærlighed. Naturligvis er alt dette smigrende for genstanden for al denne virak.

Det bliver det bare ikke mindre farligt af. Hvis forfattere var ufejlbarlige, ville problemet måske ikke være så stort.

Men forfattere er forfængelige og egoistiske ligesom andre mennesker, og lejlighed gør tyve. Naturligvis kan der somme tider komme noget godt ud af alt dette.

Hvis en snes mennesker henvender sig til en og erklærer sig parate til at springe ud fra rådhustårnet på ens ordre, er det nærliggende at sætte dem til noget fornuftigt - som for eksempel at lave ens blad. Men sådanne projekter er dødsdømte fra begyndelsen.

For hvis de ikke gør det for sagen, men kun for Dig, vil de før eller senere forlange noget igen, eller mere sandsynligt: De vil føle, at de får det i og med idolets underforståede genelskelse. Og så en dag vågner man op og opdager, at Neutzsky-Wulff synes da, man er meget flink.

And that is the end of the world. Hvis man i alt, hvad man gør, kun søger eet menneskes bifald, har man ikke blot mistet sin kritiske sans over for ham, men over for sig selv og verden.

Hvis han siger, det er okay, er det okay. Den avide fan bliver discipel.

Og jo lykkeligere han bliver i Abrahams skød, jo mere ubehageligt berørt bliver Abraham. Så kommer de små hints fra Mesteren, som man først helt overhører.

Og når det endelig siver ind, har han ikke længere nogen mulighed for blot at være en person, der beskytter sit privatliv. Han bliver forføreren, der hånligt svigter den forførte.

Hvordan kan han gifte sig med en anden? Hvordan kan han tiltale og tilskrive andre med den affabilitet, man troede, var forbeholdt en selv?

Var det ikke him and me against the world? Har man ikke ofret alt, stødt sine nærmeste fra sig, gjort sig offentligt til grin ved at optræde som den eneste guds profet?

Og med et forvandles den grænseløse taknemmelighed for forfatterskabet til et vildt raseri over forfatterens grænseløse utaknemmelighed. Og som den forstødte elskerinde er man ude af stand til at se det for andre absurde i, at den, der før var verdens bedste menneske, overnight er blevet det værste.

Tværtimod er man overbevist om, at alle må kunne se det, at man skader ham, at hans karriere er afsluttet. Thi jeg, Ole, Læseren, har forladt ham, og han har således mistet Alt.

Tilbage står nu kun for ham at synke sammen, forstøve. Man kan slet ikke forstå, at han stadig trækker vejret og udgiver bøger - meget dårlige bøger, naturligvis.

Why do the birds keep on singing? Ingen kan ønske en sådan nedtur, ydmygelse, håbløshed over sin værste fjende, og dog rammer den ofte netop den person, man havde en ikke ubetydelig rapport med.

Hvorfor blive ved med at bore i dette, som dog er så indlysende? Fordi konklusionen ofte er den forkerte: Sic semper Neutzsky-Wulff-læsere!

It doesn't have to be like that. Den fanatiske afstandtagen til forfatteren og alt hans væsen er ikke, som nogle vil hævde, nødvendigvis det eneste alternativ til den lukkede afdeling.

Træd ind, thi også her er der gu(i)der! Men tag dem for, hvad de er, tryksværte.

Del deres skæbne, men ikke ud over bogomslaget. Få en livserfaring ved bekendtskabet med bogens personer, lad være med at lære replikkerne udenad som remser. Så kan man sætte Neutzsky-Wulff tilbage på hylden, hvor han hører til, og læse Noget Andet - deri består Frelsen!

Kærlighed til en forfatter er puppy love. Kærligheden til bogen er evig.