Forsvar for humor

 

Egentlig skulle det vel ikke være nødvendigt at forsvare humoren. Den er livets væde, som ordet siger, dets salt, som det tidligere hed.

Humoren lader os se på tingene og ikke mindst os selv med andre øjne. Det, der ville være utåleligt eller uigennemtrængeligt uden den, smelter som dug på vore kinder, for latter og gråd har meget tilfælles.

Begge ryster os og gør os bløde. Når moralen stiller umulige krav til os, når nogen eller noget - hvem eller hvad det end måtte være - opkaster sig til hersker over vores tilværelse, forlanger kun at blive taget alvorligt, da ler vi og ryster dets lænker af os.

Det, der er os helligst, bliver på denne måde levende, det får krop. Magistraten har en røv, og derfor har retfærdigheden det også.

Det, vi ikke kan le ad, må vi frygte. Når vi ikke længere kan se det morsomme ved Gud, Naturen eller Menneskerettighederne, er vi virkelig i knibe. For så er der intet til at standse vores retfærdige harmes løftede hånd, vi har mistet vores menneskelighed.

Når humoren måske alligevel kræver et forsvar, ved vi naturligvis godt, hvorfor. Humor gør ondt.

Den er også en stok. Men den, der bruger den, prygler ikke i skadefryd.

Vi kan ikke le uden at indbyde den, vi ler ad, til at le med. Naturligvis findes der en rasende latter, som ikke kan le ad sig selv.

Så er det ikke morsomt, kunne vi sige, men så ler humoren igen og minder os om, at det altid er mest morsomt, når det ikke er det. Derfor kan vi alligevel godt føle på en ting af jern og konkludere, at det ikke er et barn.

Humor er aldrig ondskabsfuld - vi kan ikke le uden at smile. Men vi skal også vogte os for den humor, der er som dovent øl.

Humor er en skalpel, den skærer, mens den læger. Og det gør altså ondt.

Og vist er der ting, der ikke er morsomme. De er bare ikke morsomme, fordi de ikke bør være det.

De er morsomme, fordi de ikke er det. Komikere er sjældent morsomme.

De burde være det, men er det ikke. Religion er morsom.

Måske burde den ikke være det. Men den er det.

En forelsket person opfører sig måske mere grinagtigt end nogen anden. Og dog må vi anbefale kærligheden over alle livets andre droger.

Nu alt det med Faklen? Er det morsomt - og er det morsomt nok til at blive ved med at tærske langhalm på?

Ja - enw.dk er jo ikke specielt morsom. Det er en glorificeret telefonbog.

Så må man kvikke den lidt op. Men Faklen?

Faklen var allerede meget morsom, mens jeg kørte den. En flok studerende, der var godt i gang med at frelse Danmark med en bedrevidende, paranoid, kværulantforrykt duplikeret tryksag.

Det var sgu morsomt. Ligesom Vinstrup Kulturhus er morsomt - hvis det ikke var så morsomt, ville vi sikkert have kaldt det noget mindre grinagtigt.

Oplysning for en hundredekroneseddel? Nej, diverse foredrag af en mand med en del viden og en hel del fikse ideer.

Det er ikke det, der er morsomt. Det er krukkeriet.

Vi er alle sammen krukker, jo større krukker, jo mere vi får lov til at være det. Det er ikke så slemt, hvis vi ved det.

Men morsomt er det. Faklen havde ikke skygge af humor.

Det var det eneste, jeg ikke kunne lære mine disciple. Og det er ellers næsten det vigtigste.

Faklen var ekstremt krukket. Men den gjorde folk grønne i ansigterne.

Og det var mindst lige så morsomt. Det er ikke morsomt, nej det er ikke morsomt, at mennesker sørger og føler sig svigtet.

Faktisk ville det have været en tragedie, hvis det ikke havde været for Rune. Rune gjorde nemlig noget meget morsomt, så morsomt, at jeg ville have været overbevist om, at det var en bevidst morsomhed, hvis han bare var en lille smule intelligentere.

Rune tog det Neutzsky-Wulffske univers, med alle dets visioner og falbelader, dæmoner og hjerter i skysovs, og lavede en parodi på det. Det er noget, vi savner, gode Neutzsky-Wulff- parodier.

Det burde ikke være så svært: Ordgyderiet, seksualfikseringen, dannelsesflippet. Men selvfølgelig skal man forstå noget for at kunne gøre overbevisende grin med det.

Ellers gør man blot sig selv til grin. Men det er jo også morsomt.

Rune lavede kort sagt sin egen udgave. Der var transcendens og descendens og salvelse og sentimentalitet nok til ti Neutzsky- Wulff-romaner.

Men Rune er ingen Neutzsky-Wulff. I stedet blev det meget morsomt.

Rune broderede. Rune profeterede. Rune talte i tunger.

Han havde jo set mig gøre det - I mean, how hard can it be? Men det var det.

Hvad er det, der hæver Møllehave over den lokale forfatter af festsange, og Erwin over Johannes? That little something, den lille krølle, turnering, weaving, soft-shoe.

Jeg mener, det rimer jo, sort of. Men der er en forskel.

En masse o vid, o ve og broderlig kærlighed gør det ikke. Anything does not go.

Og så blev det morsomt, meget morsomt. Og jo mere Rune slog om sig og tilsatte stentorrøst og ekkorum til benefice for sine 23 trofaste tilhørere, Niels Petersen & His Holy Half-Wits, jo sjovere blev det.

Hvad skulle jeg gøre? Jeg var i stofmangel.

Of course, there's a moral in there somewhere. Ellers ville det ikke have været så morsomt. Noget med at huske at få hovedet med ud af Neutzsky-Wulffs bøger - jeg vil overlade til læseren selv at drage konklusionen.

Hvad det end er, morsomt er det sgu. Og det må være forsvar nok.