Retroaktivt nytårsforsæt

 

Hvis der er noget sådant som et retroaktivt nytårsforsæt, må Rune formulere det i disse dage. Tænk om.

Tænk om han havde ringet til Erwin, dengang det fremgik, at parløbet ERWIN & FAKLEN ikke kunne fortsætte. Om man i mindelighed havde forfattet en fælles pressemeddelelse: Erwin var Faklen, men nu er vi gået hver til sit!

Ingen sindssyge historier. Ingen intriger.

Ingen langsomt sivende eller snarere blødende Sandhed om sekten Faklen. Ingen skandale, ingen bladdød.

Ingen jalousi eller bitterhed. Måske kunne han endda med tiden have udviklet en humoristisk sans.

Ingen anger. 1999 var angerens år for Rune. 2000?

Eller sæt. Sæt, det hele ikke var gået på røven på grund af en fiks ide, en »vision«, en gold hævnakt, fordi man ikke kunne tage patent på ånden.

Fordi man ikke havde lært, at alternativet altid er Døden. Ikke den voldsomme, dramatiske død, men åndløshedens strådød.

Sorg og død. Og til erstatning for løvens blik hyænernes kor, de selvgode, nedrige, lavsindede.

Det kæreste, det dyreste, alt borte! Livet Forbi.

Men nej, fingrene i ørerne, regningen må betales senere! Svømme, flyde, plaske.

Snakke, påstå, råbe. Overdøve hullet i hjertet.

Men der er ikke noget sidste afdrag. Jo, godt nytår! If he could turn back time ...