Gudindens genkomst

En thiasos af Erwin Neutzsky-Wulff

 

Prolog

I, som i byens larm og tunge hede
har søgt en skyggefuld, en rolig plet:
Skænk os opmærksomhed! Vi skal berede
et sådant Skue, at I glemmer let
hver sorg og hver bekymring, som I havde,
og løfte jeres sind på denne vis,
til fra hvert torv og i hver snæver gade
genlyder Bacchus-hymnen til Hans pris!
Dog må I – beder vi jer bønligt – glemme
med Kritisk Sans at byde Musen trods,
og som en kvinde af sin Elskers stemme,
således skal I føres let – af Os!
Sæt dig i græsset, og lad fjernt det være,
som i din hverdag synes alt for nært,
og find i Vores Skuespil, du kære,
alt hvad dit øje søger og har kært.
Vær ej genert og lad dig ej genere,
om noget kigger frem af vores skørt,
det skue er for dig, og mange flere,
om blot du vil – og vejret holder tørt!

 

1. Afdeling: ANTIKKEN

1. Scene

1. Forløb

Tænk dig en tid, hvor solen altid skinner,
en evig sommer i dit hjerte bor,
hvor ømme mænd og skønne, stolte kvinder
som træer skyder af den sorte jord!
Tænk dig en tid, hvor Kærligheden råder,
før Kristi fødsel, før den Mørke kom
medbringende uløselige gåder
om Arvesynd, Fortabelse og Dom!
Det er i middagsstunden, verden summer,
og vinden vender rask Naturens blad
og ryster Den for alting, som Den rummer,
sorgløst og skamløst ubekymret glad.
Tre unge piger jager over engen,
som bien gør, af blomsterstøvet blind,
mens - seende - naturen reder sengen,
hvor snart en udvalgt brud skal føres ind.
Et skærf er målet for den vilde jagen,
hver en pige kræver som sin ejendom
(forstå det, hvem der kan, thi det er Sagen,
som denne første scene handler om).

2. Forløb

Blufærdigt vikler Een det snart om halsen
og skjuler frugten, som på stammen gror,
snart snurrer hun det om sit liv i valsen
akkompagneret af et fuglekor.
Og sådan går en tid i middagsstunden
den meningsløse, meningsfulde dans:
Den Anden holder klædet op for munden
og giver sine øjne mere glans,
indviklet snart hun står i sine drømme
og bundet af et anet, sært begær,
i seletøj, i bidsel og i tømme
en ganske usædvanlig Hest hun er.
Da ler og råber højt de to veninder:
Hun er en Fange, slipper aldrig løs!
Hun må stå artigt bundet, til de finder
en køber til den kønne slavetøs.
En lussing får hun af sin kønne søster,
at hun kan makke ret og arte sig
- så løser hun det stramme bånd og trøster
og gør en ende på den dumme leg.
Mig binder ingen mand! påstår Hun roligt,
nej! alle mænd må bøje sig for mig!
De andre nikker tavst: Det virker troligt,
for hun er dejlig som et træ i maj.
Sin elskovsslave vil hun sikkert finde,
derpå forlader hun sig ganske tryg.
Spøgefuldt svinger deres Herskerinde
den bløde svøbe over deres ryg.

3. Forløb

Men kort er hendes stolte herredømme,
og snart igen i gang den vilde jagt,
og atter hersker vilde pigedrømme
og øver deres hemmelige magt.
Men hvor ja hvor er vindene så blide
at ingenting forstyrrer skovens fred,
og hvor kan dueflokke kredse hvide,
og ingen himmeløjet høg slå ned?
Så lidt som klippetoppen undgår lynet,
så lidt som træet undgår at slå rod,
så lidt kan himmelguden modstå synet
og duften af det månedlige blod.
Han nærmer sig beruset, ør og bange,
Uimodståelig, så øm og vild!
Så bliver Fangeren da selv en fange,
og tordenkilen bliver arneild.
Tre var de, røde dråber i det grønne,
tre vilde kvinder, dejlige som få,
pragtfulde, stolte, stærke, vise, skønne,
tre kvinder var de! Men kun Een Han så.

4. Forløb

Han falder som en Sten og kredsen spreder,
og hendes søstre fjerner sig i hast,
hun vrider sig på jorden, kæmper, græder,
som i en skruestik hun holdes fast.
Forsigtigt nærmer de sig pigen atter,
som hendes råb om hjælp indgyder mod,
og hjælpe vil de, skønt de ikke fatter
den kraft, der drikker hendes mødomsblod.
Da kastes de med vældig kraft tilbage,
ret som de stødte mod en vold af sten,
og hørligt hvæser en usynlig drage,
som græsser mellem spredte pigeben.
Umættelig den ruger over kvinden
og nagler hende til den mørke jord,
og som kronhjorten overskygger hinden,
bedækker den sin mage Mørk og Stor.

5. Forløb

Da stilner gråden, modstandsløs hun hviler
som slæbt i ulvens gab det faldne lam,
de ser med målløs undren, at hun Smiler
og strækker sine arme ud - mod Ham!
Da letter ørnen fra sin nye rede
og flyver, hvor den kom fra, atter hen.
Dog har for altid den sit hjem hernede,
hvor længselsfulde tanker venter den.
I, som skønt født af kæmper selv er dværge,
som tror, at guder underholder sig
med gamle mænd, som kommer ned fra bjerge
med tavler som er Nej og atter Nej!
Så indse dog, min ven, den Gud må være
af sten, forhærdet, hadefuld, og død
som kvindebryster ikke kan bedåre
og ikke fanges af en kvindes skød.
Søg jer en Elsker-Gud, og ingen dommer,
som søger Elskovslyst, og ikke bod!
Da skal endnu en gang en Åndens Sommer
slå ned iblandt Os Her og fæste rod!

2. Scene

1. Forløb

Byg templet stort! og lad den unge pige,
som i sin stærke favn en gud har haft,
tilbedes der! Hun kan med stolthed sige:
Se på mig nu: Jeg er min Herres Kraft!
Og vid, at det, som nu er blår og skygger,
den bøn, som blege præster lirer mat,
og alle katedraler, som de bygger,
er frugter af en sådan elskovsnat!
Nu ligger de forslåede og ømme
og grubler over det, som de har set,
som den, der efter tusind nætters drømme
med ængstelse sin brudeseng har redt.
I Mænd, I som Naturen grumt har nægtet
en kvindes styrke og fuldkommenhed,
søg jeres trøst hos Hende, I har ægtet,
og lær for Hendes fod at knæle ned!
Da skal med Hendes formål I jer væbne
- i skak er Dronningen den stærke brik!
hun er dit liv, du dåre, hun din skæbne,
og alt du er, er du i hendes blik.
Den Gud, som bag det Store Forhæng dvæler,
og for Hvis alter du som messedreng
med bæven og med bøjet hoved knæler,
Ham har Hun som Sin Elsker i Sin Seng!

2. Forløb

Se blot den ferske skoledreng stoltsere
- vist ikke første gang det syn I ser -
og som en hanekylling spankulere
- han tror, hun smiler - men I ved, Hun ler.
Han ser de unge kvinder, og tilbage
de ser på ham med øjet fuldt af glans,
det er jo gudens Magt, de føler drage,
men tåben - tåben tror, at det er Hans!
Med dristighed han griber Een om livet
og fanger i sin favn den kønne tøs
- at Kvinden vil betvinges, er jo givet.
Så hvorfor vrider hun sig atter løs?
Med nogen undren konstaterer manden,
at pigen ikke vil sit eget vel.
Men skidt med det, så prøver han den Anden,
måske med hende har han mere held!
Selvsikker må man være, det er vigtigt
- det imponerer pigen, som I ved -
så han går lige på, og ganske rigtigt
han høster lønnen for sin dristighed!
Skønt kvinden synes let at over-Mande,
med uforrettet sag Han tit må gå
og end en gang det gamle ord må sande,
at kvinder kan man ej forstå sig på.
Galant han åbner døre, bærer pakker
og spiller kammerat og hjemmefar.
Hun virker godt tilfreds, jojo, hun takker
- og smiler høfligt ad den flinke nar.
Så gør han sig besværlig, bander, råber,
han truer kejtet med sin skæve krop.
Hun stirrer på ham, står en stund og måber
- og slår til sidst en munter latter op!
Hvordan, ved hvilket kneb, på hvilken måde?
Giver man efter eller stiller krav?
Glem det, min ven! Thi det er kvindens gåde:
Til ham, som alting gav, alting Hun gav.
Selv er Hun Alt, den hele verden smykkes
og styrkes kun af Hendes sind og krop.
Og intet vil dig nogen sinde lykkes,
før hun for dig sin dør har lukket op!
I Hende har på samme tid du fundet
din Lyst, din Lykke, Fred: Dit Livsens-Træ!
Alt gav hun dig, af hendes skød Udrundet!
Så giv Dig dog, og bøj de stive knæ ...

3. Forløb

Da løser sig for ham den gamle gåde,
og for hans øjne åbnes templets dør.
Og ISIS synes atter i sin nåde
og løfter for sin Elsker alle slør.
Alt vil Hun give dig, alt vil Hun røbe,
når du for Hendes alter knæler ned,
i Hendes lænker, under hendes svøbe
alene finder du din salighed.
DICTYNNA! BRITOMARTIS! Store RHEA
og HERA og ATHENE med sit spyd!
Den kyske ARTEMIS, den dybe GAEA
og AFRODITE, Frugtbarhed og Fryd!
Hvor kunne vi dog glemme disse Store
for en forfængelig og skinsyg Gud?
DEMETER, Hun som gav sin datter KORE
til Hades, som PERSEFONE Hans Brud,
trofaste HESTIA, strenge CYBELE
og på Parnassos´ bjerg de skønne NI,
fordi vi troede om vort liv, at hele
dets mening var for liv at slippe fri!
Nej sky den Onde Gud, som skyer Kvinden
og søger saligheden i en Grav,
og søg kun hendes gunst, som længe inden
den Ondes fødsel selve Livet gav!
Ja sky det sted, hvor ingen sjæle læges,
Hans kirkes sorte glædesløse slug,
og ryd det hus, hvor falske salmer bræges,
for font og orgel, kalk og alterdug!
Da skal igen Kvindens stemme høres
og Der forkynde liv og ikke død,
og Manden sikkert og tålmodigt føres
til et Almægtigt og Alkærligt Skød!

3. Scene

Overgang

I, som i hidsig sol og skygger svale
det hele, sære skuespil har set
og lyttet til den gådefulde tale:
Forstår I noget af, hvad der er sket?
Når dagen gryr, og sengen bliver lille,
som før var stor, og solen stiger stejl,
da sniger sig af lejet kvinden stille
og søger en forandring i sit spejl.
Alt hvad den unge pige aner, gætter,
er i den samme time blevet kød,
og hvad hun drømte i de tomme nætter,
det lever nu og gror i hendes skød.
Han nærmer sig ør den unge kvinde,
og næppe kendte han det søde navn,
før alt han så var Hende Hende Hende,
og hele verden lå i Hendes favn.
Hun er så glad, hun tænker ikke over,
om hun bør føle stolthed eller skam,
for det, som under hendes hjerte sover
og drømmer sødt, er Ham og Ham og Ham.

1. Forløb

Dæk kvinden til! skaf bid til hendes tænder,
at ingen hører hendes stolte skrig,
og skjul for verdens øjne hendes lænder
og deres frugt. Lad ej den mindste flig
forråde, hvad der gemmer sig derinde
i Mørket, som er Fremtids Klædedragt,
og røbe med et glimt, hvad gennem hende
en mægtig guddom har til verden bragt.

2. Forløb

Thi alle steder lurer morderhænder
på barnet, der er intet sikkert sted.
Nej intet sted, hvor det for sine fjender
og deres anslag kan være i fred!
Dets Navn er KÆRLIGHED, dets Fader ÅNDEN,
den gud, som sendte det i Verdens Vold,
dets Moder SELVLØSHED, og
Morderhånden er EGENNYTTEN, frygtelig og gold!

3. Forløb

Det kommer! som en Stor og Venlig Drage,
et VERDENSHJERTE stort og vildt det er.
Og ingenting kan holde det tilbage,
dets magt er mer end både ild og sværd!
Og smertefuld og hård er Kvindens fødsel,
en Kæmpe bryder frem af hendes skød:
Det er den Nye Verden, stor og ødsel
på Lidenskab og Lykke, Ånd og Kød.
Og på en tid, hvor hjerterne er tomme,
lagt øde af Moralens stumme vold,
skal KVINDEN råbe: Verdens Ve Er Omme!
og løfte BARNET på det blanke skjold!

2. Afdeling: MIDDELALDEREN

1. Scene

1. Munk:
Jeg tog mig for at vende min hu til kundskab og granskning og til at søge efter visdom og sikker viden og til at kende, at gudløshed er tåbelighed, dårskab vanvid. Og beskere end døden fandt jeg kvinden, thi hun er et fangegarn; hendes hjerte er et net, og hendes arme lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men synderen bliver hendes fange.

1. Præstinde:
Elskede, det er skønt at gå til dammen
og bade for dig og lade dig se min skønhed
gennem mit linned af fineste kongelin,
når det er vådt og ligger tæt om min krop.
Jeg stiger ned i vandet for dig,
og kommer atter op med en rød fisk,
der ligger skønt i min hånd.
Kom og se på mig.

2. Munk:
Men han sagde til dem: Ikke alle rummer dette ord, men de, hvem det er givet: Thi der er kastrater, som er født således fra moders liv; og der er kastrater, som er kastreret af mennesker, og der er kastrater, som har kastreret sig selv for himmerigets riges skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!

2. Præstinde:
På mit leje om natten søgte jeg ham, som min sjæl har kær, jeg søgte, men fandt ham ikke. Så står jeg op og går om i byen, om på dens gader og søger ham, som min sjæl har kær. Jeg søgte, men fandt ham ikke. Vægterne, som færdes i byen, traf mig: Så I mon ham, som min sjæl har kær? Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min sjæl har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i min moders hus, i hendes kammer, som fødte mig.

3. Munk:
Dersom nogen kommer til mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja endog sit eget liv, kan han ikke være min discipel.

3. Præstinde:
Da Krishna så, at efteråret var inde, mindedes han sit løfte til hyrdinderne om at ville danse med dem, og han gik ud i skoven og spillede på sin fløjte. Så snart hyrdinderne hørte lyden af fløjten, kom deres sind i voldsom bevægelse, opfyldt af længsel som de i forvejen var. Til slut brød de med deres generthed og skamfølelse, satte sig ud over hensyn til familie og pligter i hjemmet, smykkede sig i hast og ilede forvirrede bort. En af hyrdinderne havde rejst sig fra sin husbond for at komme af sted. Men han standsede hende og forbød hende at gå. Da tænkte hun med så stor higen på Hari, at hendes sjæl forlod legemet, og hun kom forud for alle de andre. Og Krishna, som så hendes store hengivenhed, gav hende den endelige forløsning.

4. Munk:
En kvinde bør i al stilhed lade sig belære, med al lydighed; men at være lærer tilsteder jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over manden, men at være i stilhed. Thi Adam blev dannet først, derefter Eva; og Adam blev ikke bedraget, men kvinden blev bedraget og er falden i overtrædelse.

4. Præstinde:
Spredt man siger: Skønnest på sorten jord er
hestfolk, fodfolk eller en hær på søen. Men for mig det ypperste er to åbne elskede øjne.

1. Præstinde:
Du smukke - mit hjertes ønske er,
at jeg som din kone kan lave din mad
og hvile med min arm på din.
Men nægter du mig din kærlighed,
så siger jeg til mit hjerte
i mit indre, i mine bønner:
Jeg savner min elsker i nat,
jeg er som en, der bor i graven.

2. Præstinde:
Læg mig som en seglring på dit hjerte, som et armbånd om din arm! Thi kærlighed er stærk som døden, nidkærhed hård som dødsriget; dens gløder er brændende glød, dens lue er Herrens lue. Mange vande kan ikke slukke den, strømme ej skylle den bort. Gav nogen alt gods i sit hus for kærlighed, hvem ville agte ham ringe?

3. Præstinde:
Jeg havde lystet at skue Krishna, men da jeg fik ham at se, blev mit hjerte fyldt med frygt. Stedse siden går jeg og drømmer som en tåbe, hvad jeg siger og gør, ved jeg intet om. Mine øjne græd som dryppende regn, uden stands slog mit hjerte hårde slag, kære, hvad var det, der fik mig til at se på ham? Jeg forstår det ikke. En flygtig nykke - og jeg havde lagt mit liv i en andens hånd. Jeg forstår ikke, hvad den søde tyv har gjort mig; da jeg så ham, stjal han mit hjerte og gik - og medens han gik, viste han sin elskov på så mangen en vis, at jo mere jeg vil glemme, des mindre formår jeg.

4. Præstinde:
Elsk i dag, hvis før du elsked, og hvis ikke - elsk i dag!
Gennem sjæl og årer strømmer
kærlighedens åndedrag,
det er loven, Venus giver: Alt er elskov
underlagt!
I det dulgte alt den styrer med sin skjulte skabermagt,
vej den baner gennem luften, gennem hav og mark og skov,
og alverden på dens bud har lært at kende fødslens lov.

2. Scene

Som Træet, der, når Forårs-Budet kommer,
står brud, en jomfru klædt i lysegrønt,
for i den kommende, den stærke Sommer
at lyse i sin fylde, bredt og skønt,
og siden, modnet, bære frugt i Høsten
og vente Vinterens tilbagekomst,
mørknet som den, og varmet kun af trøsten:
et Andet Forår venter på sin blomst,
således følger hele denne verden
den samme ubetvingelige Lov.
I den forstand og skjulte mening er den
en mørk og stor, en dyb og dejlig skov.
Den unge pige blotter sine bryster,
for Elskeren står vinduet på klem
- den gamle kone gnider sine knyster
og frygter, vindens sus skal isne dem.
Når vi er unge, åbner vi os gerne,
det Fremmede og Sære frister os,
vor Lykke jo vi aner i det fjerne
og kaster derfor ubekymret los.
Når vi er gamle, alting Nyt vi frygter,
intet Uprøvet vi forsøge vil,
vi vender os forskrækket om og flygter,
om AFRODITE selv sig byder til.
Vi ser med ængstelse og mørke miner
på det, som vist nok ikke var der før,
vi går og vender ryggen til, vi griner
fjoget og vredt og lukker vores dør.
I Livets Købmænd, som med falske lodder
har lyst den gavmilde natur i band!
I Vinter-Folk! tror I med låste skodder
at skygge for det Nyes sommerbrand?
Nu er i Verden Vinter! Livets Glæde
er tabt i ængstelse og gold fornuft,
Træet er sort, og guderne må græde,
mens vi os skutter i den kolde luft.
Se dem! Hvad er det for et hus, de bygger
af Tvang og Vane, Stræb og gold Profit?
Det er et Mørke: Gråt papir og skygger,
et Drømme-Fængsel, Vågne Mareridt!
Hvad er det for en verden? Hård, Forskanset,
Folk imod Folk, i Voldes Hårde Krans?
Hvor KRISHNA med Hyrdinderne har danset,
træder de livløst lovens dødedans.
Bryd alle mure ned! Åbn alle grænser!
som skiller Elskende på denne jord!
Bryd Alle Love! lige til I ænser
af Mennesker er Verden Fuld og Stor!
Og tror I, I kan vække op med Regler
MENNESKEKÆRLIGHED i jeres bryst,
at undertegnede traktater mægler,
med lov at skabe fred på fremmed kyst?
Frygt intet, som gør ondt, som er i live,
søg ej mod Livet selv Vidunder-Kur!
Frygt Den, der vil med Kors og Bog uddrive
den Gamle, Seje Menneske-Natur,
hvis Freds-Håb er med loven at udskære
det vilde Hjerte, som at dræbe bød!
Den, som kan Hade, kan at Elske Lære
- den Hjerte-Løse Fred er kun en død.
At Mægle fred er goldt - om nok så ærligt,
forlig er forspil til fornyet krig.
FORELSKELSE er Alt! thi Alt er Kærligt,
og Elskovs-Træet står Evindelig.

3. Afdeling: FREMTIDEN

I FADERENS og SØNNENS navne strenge
den sorte præst sin menighed har skræmt
med Helvedild og Dommedag så længe,
at MODEREN og DATTEREN blev glemt.
På Hendes barn man satte dåbens stempel
og sendte det at dø i hellig krig,
præstinderne fordrev fra deres tempel
og hængte over alteret et lig.
Den Dødens gud er Død, hans tid er omme,
og tyve seklers trældom er forbi.
Nu venter verden på gudindens komme,
af synd og skam og frygt at sættes fri
- hvem kunne siden fristes til at dyrke
den gnavne gud på bjerget, ond og vred?
Da troner KVINDEN atter i sin styrke
og i sin Visdom, som er Kærlighed.
For sidste gang har hun for Manden nejet
og bøjet sig, så frygtsom og servil,
for hvad har Manden nogen sinde ejet,
som kvinden ikke gav ham med et smil?
Da kommer hun igen som før til ære,
for at han, som endnu er lam og halt
i elskovskunsten dog engang kan lære
af Kærlighed som hun at give Alt.

Epilog

Nu vil vi pakke vores grej og sende
jer bort med jeres tanker. Gå i Fred!
Alt har I set, og spillet er Til Ende.
Det sidste ord skal være: KÆRLIGHED ...