Helena 1-17

 

 

1
Der var en kvinde, smuk som ingen anden,
som mænd og guder nogen sinde så,
det skorted heller ikke på forstanden,
hun havde mod og handlekraft som få.

2
Hun fik hvert mandigt hjerte til at briste,
som hun bestandigt nægtede sit ja,
og alt, hvad hendes landsbys drenge vidste,
var, at den skønnes navn var Helena.

3
De så det mørkegyldne hår beskylle
de runde skuldres glatte klippekyst
og med de fintudskårne lokker hylle
den hvide pandes pragt og øjets lyst.

4
De så de røde læber skilles, smile,
de tunge bryster roligt hæve sig,
på hoftens bløde runding hånden hvile,
og foden finde yndefuldt sin vej.

5
De fulgte hende rundt, atter og atter
de tingede om kys af hendes mund,
da lo hun højt, en overgiven latter,
som ad en dum og lidt for kærlig hund.

6
Da skete det, en fremmed kom til egnen,
og ingen vidste, hvor han stammed fra,
den gamle graver meldte det til degnen,
som meldte det til præsten samme dag.

7
Han standsede den fremmede på gaden
og gav ham en velsignelse fra Gud,
velkommen var han rigtignok i staden.
Derpå han spurgte manden grundigt ud.

8
Men intet ville manden rigtigt røbe,
en købmand var han vist, som købte ind,
men hvad det var, han tænkte på at købe
i byen der, han gemte i sit sind.

9
På torvet drev han om i flere dage,
men intet syntes at behage ham,
ved middagstid lod sig af solen bage,
og skutted sig i aftentimen klam.

10
Da hænder det, han svigter byens gader
til fordel for et fattigt hus. Der bor
i fred og ro med deres gamle fader
den skønne Helena og hendes bror.

11
Han spørger venligt efter deres moder,
og han erfarer, at hun just er død.
Så spørger manden hendes yngre broder,
om hvordan han fortjene vil sit brød.

12
Et håndværk burde han vel sagtens lære
og ikke være faderen til skam,
men være ham og søsteren til ære,
en mester vil nok gerne købe ham.

13
Men hvad med hende, når fra dem hun skilles?
Selv mener han, at hun er alt for køn,
til at en sådan skønhed burde spildes
på nogen ubehøvlet bondesøn.

14
Da foreslår han faderen til pigen
et ikke helt sædvanligt brudekøb
og drager derpå frem af kappefligen
et ikke ubetydeligt beløb.

15
Vel har han ikke lige på sin tunge
den prospektive unge brudgoms navn,
dog lover han at sørge for, den unge
og skønne pige kommer vel i havn.

16
Da ler den gamle mand en harmfuld latter:
Hvorledes kan den fremmede dog tro,
han sælge vil til slaveri sin datter,
just som hun var en hoppe eller ko?

17
Brat rejser manden sig, hvor han er bænket,
og snapper pengeposen med et råb
ret som en mand, hvis ære man har krænket,
og ene nu om grusom hævn har håb.