Helena 109-129

 

 

109
Nu er det nat i borgen, en slavinde
af Herren er i gabestokken sat,
og næppe vide kan den arme kvinde:
en time svinder af den lange nat.

110
Hun vrider sig en smule, og hun lammes
af svag og hjælpeløs melankoli.
Hun græder lidt, det er, som grebet strammes,
jo mer hun kæmper for at slippe fri.

111
Musklerne smerter, tør er hendes gane,
spinkel er hun, og bjælken tung og svær
- og snart begynder Helena at ane,
hvor djævelsk udtænkt denne pinsel er.

112
Bøjet er hendes nakke, hendes hænder
kan ikke værge hendes krop mod hans,
skønt skammen på den skønnes kinder brænder,
og spændt er hver en muskel, hver en sans.

113
I mørket stikker hendes hvide balder
æggende frem, parat til slag og stød,
som hunnen, der i løbetiden kalder
på hannen, underdanig, villig, blød.

114
Da mærker hun, at hun er ej alene,
thi mandens tunge ånde røber ham.
Utvivlsomt pirrer ham den grumme scene,
den unge kvindes lidelse og skam.

115
Et gispet »Nej!« som lystne fingre løber
hen over fangens silkebløde lår,
og kort derpå en mærkbar hårdhed røber
hinsides tvivl, hvad nu for døren står.

116
Fortvivlet hulker hun, thi aldrig vidste
den unge pige i sin uskyld, at
hun på så nedrig måde skulle miste
til mændene sin allerstørste skat.

117
Det er for Helena, som alting brister,
al modstand, vilje, ængstelse og skam,
sin dyd, sin selvrespekt med eet hun mister
og ofrer blød og viljeløs til ham.

118
Hun fyldes af en dyb, en vefyldt glæde,
der rusker hende, ved det bitre tab.
Hun råber højt! Af vellyst må hun græde
og ryste i sit tunge fangenskab.

119
Atter og atter i det røde indre
han trænger stønnende og voldsom ind.
Han indimellem dog, som for at lindre,
kærtegner blidt den fangne piges kind.

120
Hun kysser hånden som en bøn om nåde,
dens fingre leger med den bløde mund.
Så stivner hun, hun lader lysten råde
og slikker den, som om hun var en hund.

121
Han grynter mæt og trækker sig tilbage,
men slipper hende ikke derfor løs.
»Jeg elsker og begærer dig til mage
- men som en tam og lydig slavetøs!

122
Ydmygelse og smerte må du bære,
en ubeskrivelig og grusom leg,
så du med tiden endelig kan lære
at leve for din kærlighed til mig.

123
Som jern på esse vil du blive prøvet,
af druen presses må den gode vin,
til endelig du ligger knust i støvet.
Da først er Helena for alvor min!

124
Sig nu blot ved dig selv: 'Jeg er en slave!'
thi endnu er du ikke helt parat
til skøgetjeneste. Nu må du have
ret en behagelig og rolig nat!«

125
Da skælver pigen mærkbart i sin ramme
og gisper ved sin egen nøgenhed,
i hendes skød hun mærker lystens flamme,
og Slaveri er det, den næres ved!

126
Hun gnider sine lår imod hinanden,
men øger kun den frygtelige trang,
hun vrider sig og råber stumt på manden.
Og sådan skal hun lide natten lang!

127
Så brister hendes skød. Hun får sin glæde,
skønt ringe imod den, hun får af ham.
Da slappes hendes krop, og hun må græde
af lykke: »Nådigherre! Jeg er tam!«

128
Når skolen er forladt, os livet lærer,
vi ønsker tit at blive tvunget til
at gøre det, vi allermest begærer,
men kun begærer, når vi ikke vil!

129
Da først har du undsluppet tyranniet,
når til at følge lysten du er fri,
og er først fra moralen du befriet,
fri er du til at vælge slaveri.