Helena 130-135

 

 

130
Ja, til den Frie har jeg komponeret
den grumme, spøgefulde fantasi,
til Ham og Hende er den dedikeret,
at de ved Tanken kan forblive fri.

131
Nej, kun for disse løfter jeg min stemme,
jeg søger ikke nogen andens gunst.
Lad blot de andre, som de plejer, glemme,
at kærlighed er liv, og kunst er brunst.

132
Og er de mange, mange vers på siden
i sidste ende blot en bagatel?
Og frygter du, vi begge spilder tiden?
Så læs dem blot, min ven, alligevel!

133
For du må huske, at det vers, som lader
så helt herkulisk svært at bygge op,
det spyr den Sande Digter i kaskader,
som hunden ryster vandet af sin krop.

134
Glem heller ikke: det, du ivrigt søger,
den skjulte kerne i det Store Løg,
utrættelig i kedelige bøger
- det ryster Han af ærmet som en spøg!

135
Lad pæne folk på andre døre banke,
ad nettets tråde andre veje gå.
Men du: Er stift dit lem, og blød din tanke
- Velkommen, Ven, til enw.dk