Helena 136-149

 

 

136
End er det nat i borgen, en slavinde
af Herren er i gabestokken sat,
og næppe vide kan den arme kvinde:
to timer svinder af den lange nat.

137
Opgivet har hun timerne at tælle,
helt stille står hun, fredelig og tam,
for hun har lært, hvor ondt det gør at sprælle
og kæmpe mod sin krave, hård og stram.

138
Et kærtegn er den under hendes hage
så frygteligt som guillotinens sværd.
Så kommer Herren pludselig tilbage,
som for at plukke af sin busk et bær.

139
»Du virker lydig, mon du har forstået,
din skæbne er beseglet, slavetøs?
Ja, så er allerede langt du nået!«
»Ja, Nådigherre. Må jeg komme løs?«

140
»Men hvis du allerede er så dydig,
så må du også sagtens kunne se,
at du ved bordet, tøs, var så ulydig,
som ingen slavepige bør sig te?

141
Vid da, at en uartig tøs må bøde
for fræk ulydighed imod sin gud,
for hovenhed med hovne striber røde
på runde højes silkebløde hud.

142
Når på det nøgne, ubeskyttet hvide
spanskrøret skriver med sit røde blæk,
da vil du lære, hvad det er at lide.
Og aldrig mer er slavetøsen fræk!«

143
»Herre! Jeg er jo lydig - vis dog nåde!
Den frække slavetøs er sat på plads,
sig blot din usle tøs, på hvilken måde
du ønsker, jeg skal være dig tilpas!«

144
»Jeg ved, at du fra nu af, søde pige,
vil tjene mig med omhu og med flid.
Men først jeg høre vil min slave skrige,
og flå din bagdels tvende gedekid!«

145
Det første slag i begge balder bider
og gør med nummer to et blodigt kryds,
det tredje pigens hud som flammer svider,
det fjerde er en drages vilde kys.

146
»Nej, ikke mere! Lad mig ikke lide!«
Men pisken hviler ikke et sekund.
Hvorledes kunne vel den arme vide,
at noget kunne gøre helt så ondt?

147
Ti slag modtager hun. Da brister huden
- pisket til blods hun endelig får fred -
til hulken bliver hendes vilde tuden.
Men aldrig vil hun glemme, hvad hun led.

148
»Nu er du lydig, Slave! Aldrig mere
du nægte vil din Herre nogen ting,
for alt i verden ikke risikere
spanskrørets røde, smertefulde sting.

149
Dog vil et enkelt rap dig stundom huske
på dine pligter - eller måske to -
thi en slavinde bør man ofte ruske,
så hun forbliver elskelig og tro!«