Helena 150-158

 

 

150
End er det nat i borgen, en slavinde
af Herren er i gabestokken sat,
og næppe vide kan den arme kvinde:
seks timer svinder af den lange nat.

151
Skændet og pisket står hun i sin ramme,
glemt er al modstand, ude hvert et håb,
thi Helena er ikke mer den samme,
modtaget har hun en uhellig dåb.

152
Nu hendes navn er Slave. Ingen henstand
og nåde mer hun sætter liden til.
Nu har hun fred: tålmodigt som en genstand
hun venter på, hvad hun skal bruges til.

153
Nu lysner det, det er den tolvte time
af hendes straf. Tulipa bringer vand.
Hun bader halsen i den tunge grime
og ser sin søster lidt bekymret an.

154
»Å Herregud!« hun siger med en hvisken,
sporer med fingeren, hvor pisken bed.
»De har jo nærmest flået dig med pisken!
Det var en overflødig grusomhed ...

155
Men det var måske meget godt det samme.
Det nådigst ofte er på denne vis
en slavepiges vilje straks at lamme
med lænker, voldtægt, gabestok og ris.

156
Nu er du ikke længere novice,
som nonne træder du i klostret ind
og kan i idel fromhed finde lise,
og frydes ved din Herre kan dit sind.

157
Nu lærer du, hvad ingen kan udgrunde,
som ene søger i forstanden svar,
den hjemløse fornuft, som ej kan bunde,
i verden, da den ingen rødder har.

158
Endt er med eet din formålsløse færden
på jordens flade, under himlens hvælv.
Endt er din endeløse kamp med verden.
Nu har du fred. Nu er du verden selv.«