Helena 159-181

 

 

159
Nu er det dag i borgen, en slavinde
i gabestokken stikker, øm og svag,
og næppe vide kan den arme kvinde:
tre timer svinder af den lange dag.

160
Fanget er kødet mellem tvende brætter,
de nøgne fødder på det hårde gulv.
Da føler pigen det, som noget letter,
som musen kryber af sit trygge hul.

161
Det flakser længselsfuldt mod høje ruder
befriet fra det bundne, pinte kød,
det søger selskab med de fjerne guder
og overlader pigen til sin død.

162
Da mindes det en fjern og svunden sommer
med fuglestøj og sød nyplukken frugt,
den gådefulde tid, som altid kommer
igen med fryd og fred og lys og lugt.

163 Så tænker hun på vinteren den mørke,
og natten i en tung og søvnig seng,
på is og middagshede, vand og tørke,
og himlen på den sorte, tomme eng.

164
Hun tænker på den arme tøs i rammen,
på pisken, og på kyssene, som sved,
på fangenskabet, nydelsen og skammen,
ydmygelsen og smerten, som hun led.

165
En følelse som tusind soles hede,
en flod af ild ved piskens røde stænk!
Da flyver atter fuglen til sin rede
og lejrer sig på kødets pinebænk.

166
Således mod sin vilje pigen lærte
at træde kødets pinefulde dans,
at ville lidelsen, den vilde smerte,
at ville livet helt med hver en sans.

167
End er det dag i borgen, en slavinde
i gabestokken stikker, øm og svag,
og næppe vide kan den arme kvinde:
seks timer svinder af den lange dag.

168
I enogtyve timer har hun stået,
for sin respektløshed til fulde lidt,
sæddryppende, den hvide bagdel flået,
øm og forslået, svedig og beskidt.

169
Da røres må en digters hårde hjerte.
Hun var jo kun i buret fire vers,
mens gabestokkens skammelige smerte
hun båret har i henved de halvfjerds.

170
Tulipa sender han at informere,
at syndsforladelse hun nu kan få.
»Du slipper tidligt fri. Du skal servere
ved bordet. Bad og klæd dig hurtigt på!«

171
Taknemmelig hun bader sine strimer
og blødgør musklerne med lunkent vand,
som stivnede i smertefulde timer,
og føltes, nærmest som de var i brand.

172
Og kjolen med de hvide bryster blottet,
skønt den er både ubekvem og stiv,
gør hende så tilfreds, som fra skafottet
hun just var kommet med sit frelste liv.

173
Ved bordet er hun lydig, smiler, nejer,
og hun står stille og med sænket blik,
når de med hendes nøgne bryster leger,
og tåler deres kærtegn, kys og slik.

174
En skøge er hun nu, som han begærer,
og det er alt, hvad hun kan tænke på,
bitter som gift er den lektion, hun lærer,
dog alt vil for sin gud hun gennemgå.

175
Ind over bordet ligger hun og græder
med løftet skørt for mændene, der ler.
Hun løftes op og lægges ned på læder
med spredte ben, hun sanser ikke mer.

176
Alt tåler slavepigen uden klage,
indtil den lange aften er forbi.
Så lægges hun i jern. Kun er tilbage
det nøgne bur, som hun skal sove i.

177
Hun tænker på den sære ild, der brændte
i hendes skød, så smertefuld og øm.
Og hun forstår, at alt, hvad hende hændte,
blot var en frygtelig og dejlig drøm.

178
De mænd, som en ad gangen voldtog hende,
var til for hendes frydefulde skam.
Det ved den unge kvinde inderst inde:
Ham var de alle, alle var de Ham!

179
Thi hendes Herre tåler ingen anden
i hendes nærhed, hvisker: »Søde ven,
for dig jeg stedse må forblive Manden,
for min slavinde være alle mænd.

180
Således alle mænd du skal betjene,
som skøgen gør, i smerte, skam og lyst,
og dog forblive tro imod den ene,
hvis billede du bærer i dit bryst!«

181
Da synker Helena med dybe sukke,
mens hendes tanke gætter på Hans navn,
i rolig søvn. Og buret er en vugge,
der bærer hende til sin elskers favn!