Helena 18-34

 

 

18
Snart synker solen over fjerne bjerge,
går sindigt ned, hvor den er vant at gå,
og stjernene gør pæne folk til dværge,
som haletudser i den blanke å.

19
På bredden sidder nu en tavs najade
- det er vor Helena, skøn som en drøm -
hvis vane er på denne tid at bade
og vende kroppen i den bløde strøm.

20
Hun prøver først med foden, derpå følger
de runde lår, i kulden skutter sig,
men får så varmen. Hendes brysters bølger
er et med floden i den muntre leg.

21
Hun retter blikket mod det sorte tæppe,
som helt har hyllet jorden i sin favn,
hun lukker øjnene, hun sanser næppe
det dybe slug og føler intet savn.

22
Hun åbner atter øjnene og skælver
uvægerlig ved dette nye syn:
Hvor bredden sig mod floden roligt hvælver,
står nu en mand ret som et stivnet lyn!

23
Så er han borte. Skyndsomst pigen stiger
af bølgen op og iler mod sit tøj.
Han træder atter roligt frem, hun skriger!
I verden høres ingen anden støj.

24
Hun vender sig og raver som en huldre
og råber højt sin fjerne broders navn.
Da griber faste hænder hendes skuldre
- hun dåner næsten i den stærke favn.

25
Fast og solidt han binder hendes hænder
på ryggen, vender hende siden om.
På begge kinder skammens roser brænder:
Tilgængelig er hendes helligdom.

26
Alt, hun kan gøre, er med gru at lytte
til, hvilken skæbne hun er tiltænkt nu.
Og roligt siger han: »Du er mit bytte,
en hind nedlagt af jægeren er du.

27
Let gjorde på dit liv min kniv en ende,
til slagtning bragte jeg dit hvide kød,
min gane kildrede dit blod, kan hænde,
i bægeret. Dog vil jeg ej din død.

28
Men hvis du tror, at atter du skal træde
til far og bror i bondehuset ind,
da fejler du - ja, du kan gerne græde,
mod kvindetårer hærdet er mit sind!

29
Betydningsløs for altid er din vilje,
en ejendel fra nu af er du kun,
dit hvide legem er en presset lilje,
et bæger fyldt med nektar er din mund.

30
Som sådan kan du sælges, købes, bruges
til hvad som helst, din ejer finder godt,
dit skød fortæres, dine bryster sluges,
et instrument til vellyst er du blot.

31
Det nytter ikke, du vil være dydig,
bly kan en skøge være, ikke du.
Men hvis du er tjenstvillig, sød og lydig,
så kan du blive lykkelig endnu.

32
Så lykkelig, forstår du, som en tæve,
der hviler ved sin kære herres fod,
som for hans vrede og hans pisk må bæve,
for trodsighed betaler med sit blod.

33 Men tror du i dit hovmod, du kan være
fra nu af mere end en ting, et dyr,
da vil snart om et helvede du lære
langt grummere end præstens eventyr.

34
Det er dit valg: Et kæledyr på silke
for Manden - eller nøgen i et bur,
hvor du kan ligge og betænke, hvilke
ideer han mon har til din tortur.«