Helena 182-193

 

 

182
Helena vågner, raver halvt i blinde,
alene er hun med sin nøgenhed
i bur. De bløde hænder kun kan finde
bag blanke, sorte tremmer gravens fred.

183
Da hører hun en lyd - hun vågner, virrer
med hovedet så tungt som nogen sten -
som trin af lette fødder, nøgler klirrer
i låsen. Buret lukkes op igen.

184
Tulipa smiler: »Du må dig belave
på det, vi alle har dig forudsagt,
min søde ven: At blive solgt som slave,
med dette formål blev du til os bragt!

185
Gør dig nu ren, så mændene kan ægges
til at betale en forsvarlig pris!
derpå skal du i hånd- og fodjern lægges
- på ryggen sammenlåst, naturligvis.«

186
Tulipas ord gør hendes trist og bange,
dog ved hun, at hun lyde må sin gud.
Hun føres ad de lange skumle gange,
fra mørket kommer hun i lyset ud.

187
Hun blændes, hun kan ikke se sin køber,
men hører mandens tunge åndedrag,
hvorved sin dunkle lidenskab han røber.
Hun gisper, nøgen, hjælpeløs og svag.

188
Så hører hun en stemme, mærker hænder,
der viser hende som en hoppe frem:
de åbner munden, blotter hendes tænder
til benefice for, hun ved ej hvem.

189
»En pragtfuld tøs, velskabt med store bryster,
med brede hofter og en dejlig bag.
Hvem kunne bedre vække mandens lyster
og lydigt stille dem til hans behag?

190
En klassisk smuk profil og øjne grønne
som dybe søer, munden skabt til kys,
en hals så hvid og skuldre runde, skønne,
hår som om høsten løvets brune drys.

191
En teint så mageløs som månen. Hvilke
berømte kvinder I end nævne vil,
en hud så blød, ja blødere end silke,
sultanens harem kender ikke til.

192
Mærk efter! Ikke sandt? Hvor fuldt og rundet
det fine bryst! Føl vorten! Hendes mund!
Vær bare rolig! Tæven er jo bundet
og bliver pisket, hvis hun blinker kun.

193
Og hendes skød? Det er det allerbedste.
Prøv efter, det generer ikke mig
- på fire! Ja, det er jo som med heste,
man først i sadlen kan bestemme sig ...«