Helena 207-222

 

 

207
Nu strækker Helena de slanke lemmer,
som tigeren i bur, så godt hun kan,
hun stirrer ud imellem sorte tremmer
og drikker af sin skål en smule vand.

208
Snart skal hun ikke være fange mere,
så vil Tulipa lukke buret op,
som stuepige skal hun nu servere,
i uniformen snører hun sin krop.

209
Hun rækker lydigt herrerne pokalen,
renset for fangehullets sved og snavs!
Men nøgen føres hun til riddersalen
- Tulipa smiler ikke og er tavs.

210
Der bindes pigen med solide remme
med spredte ben og arme til et kryds
af træ. Så hører hun Tulipas stemme
hviske »Hold ud!« og får et lille kys.

211
Festen begynder, pigerne serverer,
Helena græder, hendes angst er stor
og bliver større, da hun konstaterer,
der bliver fremlagt piske på et bord.

212
Det smækre spanskrør, korte piske, lange,
en drabelig og tung nihalet kat,
og dertil tyrepiskens læderslange
skønt sammenrullet til sit hug parat.

213
Helena græder højt, Tulipa iler
til hendes side med et trøstens ord:
»Jeg ser, du nær er død af skræk,« hun smiler,
»for hvad der ligger på det lille bord.

214
At se en pige under pisken bløde
er nogles foretrukne tidsfordriv,
for disse Herrers glæde må du bøde,
imod den tæller ikke stort dit liv.

215
Man binder ben og arme fast og strækker
dem ud, så ubevægelig hun står.
Hver Herre har en pisk, Han foretrækker
og prøve vil, det tror jeg, du forstår.

216
Så skiftes Herrerne på denne måde,
som natten skrider frem, men med lidt held
besvimer du.« »Å nej, Tulipa, nåde!
Å slip mig fri, de pisker mig ihjel!«

217
Den første vælger ud de mange snerte,
snart hviner de på hendes skuldre ned,
dog mærker hun den frygtelige smerte
gå over i en doven søvnighed.

218
Spanskrørets hvin får hende til at græde,
hun mærker tyrepisken trække blod;
dog finder hun i smerterne en glæde,
som for en gammel synd hun gjorde bod.

219
Hun mærker kroppen tørste efter slaget,
som efter solens glød den tunge rug.
Hun mærker, blødende hun bliver taget,
og gisper ved orgasmens dybe sug.

220
Det er, som om hun drømmer eller sover
i deres favn, som drikker hendes blod.
Tulipa skærer hendes remme over,
og pigen synker ned for hendes fod.

221
Hun kryber hen og kysser Herrens fødder,
som var for hende de en helligdom.
Oprevet planten er, lagt blot dens rødder,
at af sin Gartner den kan plantes om.

222
Lidt for sin Herre har hun, for Hans glæde,
og i Hans Magt er hendes liv og død.
Han giver hende halsbånd på, i kæde
hun hviler med sit hoved i Hans skød.