Helena 245-255

 

 

245
Der var en kvinde, smuk som ingen anden,
som mænd og guder nogen sinde så,
det skorted heller ikke på forstanden,
hun havde mod og handlekraft som få.

246
Hun fik hvert mandigt hjerte til at briste,
som hun bestandigt nægtede sit ja,
thi hun var fri som fuglen! Ingen vidste:
En lænke ventede på Helena.

247
Fast og solidt man binder hendes hænder
og fører hende til en skummel borg.
På begge kinder skammens roser brænder,
i hjertet ruger dødens dybe sorg.

248
Nøgen i tunge sorte lænker venter
den arme fange åndeløst på bud
de lange timer, til man hende henter
og klæder hende groft til skøge ud.

249
I jern på ryggen hendes hænder spræller
som blanke ål, men kommer ikke løs;
i knæ hun tvinges, medens man fortæller,
hvad der forventes af en slavetøs.

250
I væmmelse betragter snart den unge
slavinde Herrens kæmpestore lem:
»Her bruger unge piger deres tunge,
ifald de ønsker at beholde dem!

251
Du tror måske, at rende med en bakke,
er alt, som kræves?« Herren spørger hvast.
I næste øjeblik er pigens nakke
imellem støvleskafterne klemt fast.

252
Så mærker hun, at ridepisken bider
i hendes bare bagdels bløde kød
- fuldt synligt er, imens den arme lider,
for mændene det nøgne, åbne skød.

253
Snart hyler hun på nåde. Pisken standser,
og til sin Herre ydmygt kryber hun
og knæler ved hans fod - hun næppe sanser,
hun får den fæle slange i sin mund.

254
Den store ridepisk hun stadig mærker,
som helt forsigtigt stadig leger med
de nøgne balders hud, som stadig værker,
og derfor synker hun den tykke sæd.

255
Dog slipper slavetøsen ikke uden
at kæle for det sorte støvleskaft,
imens hun ydmygt kysser støvlesnuden
og takker Herren for Hans lænders kraft!