Helena 256-274

 

 

256
Hun rejser sig, hun nejer og serverer,
straffes med spanskrør, hvis hun gør det slet,
og da en Herre roligt konstaterer:
»tøsen er knækket!« ved hun, Han har ret.

257
I blanke skørter og med bare bryster
i silkestrømper og med nøgent skød
i deres magt hun stiller deres lyster
frit svævende imellem liv og død.

258
For om den varme slanke hals er lænken,
på bordet ligger pisken rullet op.
Og i den sorte kælder pinebænken,
der knuser som en blomst en pigekrop.

259
Som strækker frygteligt de spinkle lemmer
og blotter dem for jernets æg og brand.
Og derfor må sit hele liv bag tremmer
hun leve blot som morskab for en mand.

260
Hun mærker deres hede, lystne hænder,
hun bøjer sig, de trænger roligt ind -
de sikrer sig, at skammens roser brænder
bestandig på den skønnes hvide kind.

261
De pisker hende, nyder angsten, smerten
hos deres fange, svag og hjælpeløs.
Og dette Helvede er Hendes Verden,
som mænd har valgt at kalde Slavetøs.

262
Hun synker daglig i sin mørke celle
i dyrisk tæmmet vildskab sagte hen
- hun for en ulvetæve kunne gælde,
hvis ikke stadig hun blev brugt af mænd.

263
Hun føler, at en indre ild fortærer
alt, hvad hun var, før hun til borgen kom,
som Herrerne på mystisk vis begærer
og vogter over hendes jomfrudom!

264
En falmet medhjælp kan hun aldrig blive
for bondesønnen med det matte blik,
her holdes hendes lidenskab i live
i mandens favntags ømme skruestik.

265
Altid er hendes fine læber røde,
og silke ægger hendes bløde hud,
ret som en busk, hvis bær forbliver søde
og lækre for den strenge gartnergud.

266
Og efterstræber hun sin egen glæde
og rører uden tilsagn skød og bryst,
da må snart under piskens tugt hun græde,
og smerte flettes ind i hendes lyst.

267
Dog ruller vellyst tungt i hendes årer,
den giver hende ingen sinde fred.
Dyb lykke svulmer under bitre tårer,
thi dyb ydmygelse er salighed.

268
En fange er hun vist af sine lænker,
af sorte tremmer i det trange bur,
men også af hver tanke, som hun tænker,
og af sin dybe, mystiske natur.

269
Hvad gør hun, når den fine silke hvisker
til hendes hud: »Til lyst er jeg som du!«
Hvad svarer hun, når grumme Herrer pisker
det bløde kød, som råber »Mer endnu!«

270
Eet er for Slaven det, at lystne fingre
på hendes ynder stiller deres lyst,
et ganske andet er de vilde, skingre
og lystne råb i hendes eget bryst.

271
Hun ser på sine håndjern, tænker »fange«,
og »skøge«, når hun mærker på sit skørt,
og tankens sødme gør den arme bange.
Hun føler sig fordærvet og forført.

272
»Kun sådan,« tænker pigen og må græde,
»på denne måde kun jeg nyde kan
den kærlighed, den lykke og den glæde,
som kvinden ene finder hos en mand.

273
Er dette, hvad jeg er? Å hvilken lykke!
Å hvilken sorg! Å hvilken grusom skam!
En skøge er jeg blot! Et pragtfuldt smykke,
et snavset dyr, kun legetøj for Ham!«

274
Hun sukker, gisper, stirrende og rystet
hun synker om i buret tam og vild,
hun kryster tremmen, griber sig til brystet.
Da bliver hun Sig Selv. Og Alt Er Ild!