Helena 275-300

 

 

275
Snart synker solen over fjerne bjerge,
går sindigt ned, hvor den er vant at gå,
og stjernerne gør pæne folk til dværge,
som haletudser i den blanke å.

276
Når skolen er forladt, os livet lærer,
vi ønsker tit at blive tvunget til
at gøre det, vi allermest begærer,
men kun begærer, når vi ikke vil!

277
Da lærer du, hvad ingen kan udgrunde,
som ene søger i forstanden svar,
den hjemløse fornuft, som ej kan bunde
i verden, da den ingen rødder har.

278
Endt er med eet din formålsløse færden
på jordens flade, under himlens hvælv.
Endt er din endeløse kamp med verden.
Da har du fred. Da er du verden selv!

279
Tit skiller Herren hende ud af flokken
og lader hende ene med sin skam,
så står hun atter stiv i gabestokken
og mærker hver en muskel blive tam.

280
Grusomt er åget, hendes nakke bærer,
at stå sådan, for mændene en ting,
bitter og sød er den lektion, hun lærer,
og læderpiskens smertefulde sting.

281
For selv det mindste fejltrin må der bødes,
ej selv den mindste frihed levnes hun.
Således kan den sidste modstand blødes,
til hun forvandles til eet skød, een mund.

282
Hun strækker lydigt hånden frem mod lænken,
indtager straks den stilling, som Han vil
- lydigt hun vandrede til pinebænken,
om så hun skulle sætte livet til!

283
Hun er et villigt redskab, intet mere,
for Herrens lyster, kun et tidsfordriv.
At smykke sig, at tjene og servere
og være til behag er hendes liv.

284
En skøge er hun blot, og som en vase
hun stået har på podiet til salg.
Lænker har lært slavinden den ekstase,
det er at være ganske uden valg.

285
På korset sidenhen hun måtte lære,
at hendes smerte, hendes skarpe skrig,
til nydelse for andre kunne være,
men ellers ganske ubetydelig.

286
Nu er hun død. En lydig slave bærer
til Herrens glæde hendes bløde krop,
thi fangenskab og slaveri fortærer
en kvindesjæl og æder viljen op.

287
Hun tæller ikke mere som en kvinde,
hun er en skøge, fange, slavetøs!
Nej, KVINDEN er hun, Hun, som var derinde,
men som hun aldrig turde slippe løs.

288
Alt det, som bag de røde kinder brændte,
blev opfyldt og sat fri på denne vis,
og i sit søde helvede hun endte.
Så fandt hun da sit bitre paradis!

289
Det sker, når Herren drukket har om natten,
Han trænger til en morgenridetur,
Han rejser sig fra bordet, sluger sjatten
og iler mod den hvide hoppes bur.

290
På vej derhen Han ridepisken snapper,
bidsel og tømme ned fra deres søm.
Han lukker hoppen ud, imens Han klapper
det smukke dyr, der vågner til en drøm.

291
Et øjeblik arbejder sikrer hænder,
og før hun rigtig ved, hvad der er hændt,
hun mærker bidslet mellem sine tænder
og tømmen stramt hen over ryggen spændt.

292
På alle fire mærker hun sin Ejer,
med knæet spreder Han de bløde lår.
Et øjeblik Hans stærke hofter leger
med hendes bløde skød, før ind Han går.

293
Hun slår sig lidt i tøjret, tømmen strammes,
og bidslet bider i den bløde mund.
Et rap med pisken! og hun stivner, lammes,
som hendes Herre støder helt i bund.

294
Så er hun fanget, spiddet. Hun må lide.
I seletøj er hendes bløde krop,
Rytterens valg det er, om Han vil ride
sin hvide mær i trav eller galop.

295
Snart holder Han sin skønne hest tilbage,
snart ægger Han den frem med piskeslag,
snart flyver Han af sted som på en drage,
snart rider Han af sted i ro og mag.

296
Og når en trækning i Hans hest bebuder,
forløsningen er nær, forræderisk,
så hvisker Han fortrolig: »Lille luder!«
og krydrer hendes glæde med sin pisk.

297
Og svigter hendes forben? Atter hviner
Hans ridepisk, og tømmen bliver stram,
så bidslet trækker blod. Således piner
Han hoppen, til den løber, fin og tam.

298
Tilredet bliver den på denne måde,
og Kvinden viger fra den som en døs.
Da vågner Hoppen! Det er Hendes gåde:
Når Kvinden bindes, slippes Hunnen løs.

299
Lydigt den står og æder smukt af hånden,
med bøjet hoved, rolig, dyrisk, blind.
Da åbner himlen sig. Da hersker Ånden
i hendes Kød, og intet hjernespind.

300
Da vågner kærligheden og forbinder,
hvad før var adskilt i en evighed.
Da søger heltene mod deres kvinder,
og guden stiger til sin verden ned.