Helena 301-310

 

 

301
Solgt blev som slavetøs af første klasse
vor Helena til lupanarium.
Nu sover dyret roligt i sin kasse
bag tremmeskyggerne, afrettet, stum.

302
Ud kryber hun på fødder og på hænder,
da buret åbnes, hvor den arme bor.
Straks Ejeren om hendes nakke spænder
et læderhalsbånd, så hun er i snor.

303
Nu er hun altså Hund. Og næppe tøver
hun med at spille rollen helt perfekt,
thi pisken og den disciplin, den øver,
indgyde må den strengeste respekt.

304
Hun følger Ham på fire og står stille,
når med en ven Han veksler et par ord,
hun føler sig så ynkelig og lille
for enden af den korte lædersnor.

305
Ved bordet ligger hun for Herrens fødder,
hun spiser af en skål og får et klap
- som tæve har hun fundet sine rødder
og kuet under hundepiskens rap.

306
Hun slikker drømmende sin Herres hænder,
hun strækker sig og gør sig kælen, blød!
De stryger faste over hendes lænder
og ender i det våde tæveskød.

307
Da gisper pigen, mens Han tager hende,
ved tanken om en mand, der er så ond,
at Han sin hund vil bruge som en kvinde,
at Han sin kvinde bruge vil som hund.

308
Da hun således fatter, at det kræves,
hun er en hund, som før hun var en hest,
sit skød hun føler snævert som en tæves,
og vrider sig i pibende protest.

309
Da lader Herren hundepisken hvine.
Først hører hun den frygtelige lyd.
Så brister hendes bløde hud i pine.
Og endelig det røde skød i fryd.

310
Han hvæser »Køter!« strammer snoren, støder,
begraver så sin manddom til dens rod
- hun synker om, den ene skulder bløder.
Hun kryber hen og kysser Herrens fod.