Helena 311-323

 

 

311
Nu er det midnatstid! Som mange andre,
som guderne den grumme skæbne gav,
vor Helena den tunge gang må vandre
til Borgens mørke rum som til sin grav.

312
Hun er i lænker, i sin halsrings kæde
hun føres ad den lange trappe ned,
et trin ad gangen, så hun kan berede
sig på den pine, hendes søstre led.

313
Hun hulker »Nåde!« som af sted hun trækkes
- hun aner jo, hvor trappen fører hen -
men intet øjeblik vil kæden slækkes.
Hun tænker, om hun kommer op igen?

314
Så står hun i det onde mørke kammer,
nøgen og klam fra isse og til fod,
hvor røde jern på sorte esser flammer,
og spid og tænger tørster efter blod.

315
Hun gisper højt, da Herren fjerner lænken,
som førte hende til sit dystre mål.
Derpå han løfter hende op på bænken,
og sikrer atter lemmerne med stål.

316
Således atter bødlens offer lammes
- han drejer på et hjul så stort og tungt,
at straks det spinkle, nøgne legem strammes
til alle sine musklers bristepunkt.

317
Som i en tåge har hun har næppe sanset,
at hun blev udstrakt på den grumme seng.
Hun føler, hendes hjerteslag er standset,
som hun forvildet kigger sig omkring.

318
Af instrumenter, som kan knuse, stege
og sønderflå en piges varme kød,
er rummet fuldt. Hun ved, at disse lege
medfører hendes smertefulde død.

319
Hun skriger, kæmper kort og føler siden,
at hendes krop skønt urørt brænder op:
Det er, som om den blotte, bare viden
om hendes skæbne dræber hendes krop.

320
En krop af ild erstatter den i rummet,
hun stirrer længselsfuldt mod essens glød,
de vrede, bange stemmer er forstummet.
Hun længes gådefuldt imod sin død.

321
Han ser det fjerne blik, de bløde lemmer,
der rødmer sødt som for en elskers kys,
når han sin elskede ret mandigt klemmer.
Så slipper han sin hvide fange løs.

322
Han bærer hende af de lange trapper
til silkeseng fra fangehullets skarn,
han stryger ømt den bløde krop og klapper
på hovedet sin fange som et barn.

323
Hun mærker svagt hans kys på sine bryster,
og siden stød og væske i sit skød,
hun sukker, stønner, græder, ler og ryster
og gisper i ekstase: »Jeg er død!«