Helena 324-340

 

 

324
Langt inden pigen helt er blevet kvinde,
man finder hende klistret til sit spejl.
Sig selv hun søger granskende derinde
og finder til sin sorg kun fejl på fejl.

325
Ureflekteret går en dreng derude
og knuser skøris med sin støvlehæl,
han bærer kun mod kulden sine klude.
Selvløs han stormer frem og uden sjæl.

326
Men pigen finder i sin moders gemmer
satin og silke. I nervøse ryk
hun smyger dem om tynde drengelemmer
- og synes stadig væk, hun er for tyk.

327
Men før hun selv det aner, svulmer knoppen
og breder sig i yppigt blomsterflor.
Klodset og klumpet synes hende kroppen,
brystet for lille, røven alt for stor!

328
Så hæver barmen sig og skørtet fyldes,
når bæltet blot hun dygtigt strammer ind,
hun af sin egen refleksion fortrylles,
og huden bades af en sagte vind.

329
Hun ved, at ene savnes mandens hænder
- og ingenting hun frygter mer end dem -
ved tanken på dem hendes kinder brænder,
hun kvalmes, når hun tænker på hans lem.

330
En dag på hendes hofter vil de hvile,
og under skørtet vil hun blive hed
og våd. Så vil han tale lavt og smile
og langsomt trække hendes trusser ned.

331
Så vil hun langsomt smelte væk og blive
hans Kærlighed, hans Lykke og hans Drøm.
Da vil hun vide, at hun er i live,
og flyde ad hans vellysts bløde strøm.

332
Ret som en stak af tørre, visne blade
alt andet af slavindens hjerne fløj
end det: I borgen dag og nat at lade
sig bruge som erotisk legetøj.

333
Sænket er blikket, fløjlsmunden tier,
svajet er ryggen, hendes bryster spændt,
på runde balder piskestriber svier,
i skulderen er slavemærket brændt.

334
Den blanke lak, glat, stram og uden folder,
omskyller hendes krop så blødt som vand,
som støbt den på de bløde former holder
- eet redskab blot til vellyst for en mand.

335
Til daglig færdes hun i dyrisk læder,
i ludertøj, i støvler og i skørt,
mens lussinger og hånsord stadig væder
det sted, som aldrig må forblive tørt.

336
For ydmyg kan slavinden aldrig blive,
i spejlet skal hun se en billig tøs,
som kun til mandens glæde er i live
og aldrig nogen sinde slipper løs.

337
I lænker og i tårer skal hun tvinges
til det, hun siger, at hun ikke vil,
og endelig til den bevidsthed bringes:
Hun er en ting. Alt kan hun bruges til.

338
Da lærer hun, at pisken giver grøde,
at tunge fodjern giver salig fred;
sin kvindelighed kvinden først må bøde,
hvis hun skal vinde den i kærlighed.

339
Ren er den sky, der i det høje tordner,
og ren den jord, der drikker himlens sæd,
ren er den søde vellyst, som forordner,
at glædes skal, hvem glæden glædes ved.

340
Hvad fra moral og gold fornuft sig skriver,
gør drikken besk og føden kvalm og led,
men sund og stærk den sjældne plante spirer,
som intet andet vil end Kærlighed.