Helena 341-347

 

 

341
Således Helena bestandig synker
ned i en hvirvel af sit eget kød,
ekstatisk - næppe brynene hun rynker
ved tanken om sin egen viljes død.

342
Som i en sø i eget skød hun bader,
det væder hendes lemmer med sin saft,
som brænder lystigt bag de blanke flader.
Der fængsles de og fyldes med Hans kraft.

343
Hun gisper ved Hans hånd på hendes bryster,
hun dåner ved Hans hånd i hendes skød
- det er, som om en krampe hende ryster
og smelter hendes krop, som vand så blød.

344
Hun aner sin orgasme vældigt rage
op over hende, svulmende og sort.
Så trækker Han med eet sin hånd tilbage
og vinker hende ganske rolig bort.

345
Og aner Han, at hun måske ad stigen
ved egen hjælp vil søge at nå op,
så får hun pisk! Fortvivlet hyler pigen
og sværger, at kun Hans er hendes krop.

346
Når så omsider det behager Manden
at støde dybt i hendes våde skød,
da er det, som hun vrides fra hinanden,
og glæden føles som et dolkestød.

347
Således lever hun i fryd og smerte,
en ting til vellyst og af vellyst fuld.
Og hun forvandles til et vældigt Hjerte
af blodigt kød og smeltet rødligt guld!