Helena 35-54

 

 

35
Der står en borg på bjergets nøgne tinde
omgivet af en sort og bundløs sø,
dens mure kunne selve Satan binde,
thi ingen kan forlade denne ø.

36
Dog i dens røde indre luer flammer!
Skønt klædt i harnisk er den indeni
at se til som en moder øm, der ammer
menneskebørnene, som bor deri.

37
Og er dens ydre strengt som en Gud Fader,
så runger latteren i hver en gang,
i fred man er for præsternes tirader,
hvor prædikenen er stedse: dans og sang.

38
Og de udvalgte få som borgen gæster,
har endnu aldrig deres færd fortrudt,
thi dag og nat foruden rast man fester,
og ingen nægter kødet dets tribut!

39
Og hører du til dem, for hvem en kvinde
er livets salt og paradis på jord,
da tror jeg, du i borgen nok skal finde
dig vel til rette, tro mig på mit ord!

40
Men er du en af dem, som næppe vover
at drikke livets bæger dygtigt ud
af frygt for næstens dom - min ven, jeg lover
dig, at du bliver skuffet, det ved Gud!

41
Dog er der dem i borgen, som betaler
for glædesrusen en anselig pris,
som lyde må, når herrerne befaler,
hvis de vil undgå fangehul og ris.

42
Til denne borg kom Helena en morgen,
bagbundet, nøgen, snublende og mat,
og som den nye sol steg over borgen,
nedsteg hun i dens kældres sorte nat.

43
Lammet af skræk brutalt hun bliver trukket
ind i et fangehuls grusomme bur,
fastgjort, med tunge jernmanchetter lukket
om hendes spæde lemmer, til en mur.

44
En låge låses, snart er hun alene,
og hendes vogters skridt er døet bort.
Hun stirrer frygtsomt på den grumme scene,
som bortset fra en stribe lys er sort.

45
Hun prøver sine lænker, græder stille,
og synker så i sine håndjern ned.
Væk er nu det forfængelige, lille,
men lyse håb, hun trøstede sig med!

46
Da kommer fangevogteren tilbage
og knæler ved den arme pige ned,
som om han havde hørt den armes klage
og med sin fange følt medlidenhed.

47
»Din lænke,« siger han, »kan ingen bryde,
du er fortabt, her står dig ingen bi,
så lidt som nogen magt kan muren byde
at åbne sig, så du kan slippe fri.

48
Tilbage står nu kun for dig, min pige,
en langsom, ynkelig og kvalfuld død!
Du allerede er i dødens rige
- ja, ganske uden lige er din nød.

49
Og ganske uanset, hvor højt du stønner,
kan ingen høre allermindste lyd.
Hvad nytter dig nu salmebog og bønner?
Hvad nytter dig din stolthed og din dyd?

50
Var du en skøge, reddede du livet,
og rask fra dette fangehul du fløj,
thi borgens herrer ville ganske givet
goutere dig som deres legetøj.«

51
»Jeg er en skøge,« svarer pigen stille.
»Vist ikke!« svarer hendes vogter. »Nej,
du er en dydig pige, aldrig ville
du tåle, hvad i borgen bydes dig!«

52
»Alt vil jeg tåle!« »Er du da en slave,
der ene lever for din herres lyst,
som sælges, købes, gives kan som gave,
bundet, med nøgent skød og smykket bryst?

53
Min allerkæreste, mon helt du fatter:
En slave er et dyr, en ting er hun!«
»En slave er jeg,« hulker pigen atter.
»En ussel slave - lad mig leve kun!«

54
Således blev da vor heltinde slave,
og må nu græde blod og svede tran.
Ak hvilken skurk! Dog skurke må man have,
hvis det skal blive til en god roman.