Helena 361-371

 

 

361
Helena ser på sine tunge lænker,
der binder hendes fod og hendes hånd,
og på det tunge jernhalsbånd, og tænker
med kærlighed på sine hjertebånd.

362
Helena mærker på det glatte læder,
der dækker hendes hofter som en hud,
så tungt hun føler det som sine kæder,
et bur, hvoraf hun ikke slipper ud.

363
Helena tænker på sin Herres hænder,
som hver en runding følge kan med lyst,
som fængsler, straffer, giver pisk og skænder,
kærtegner, passer på og skænker trøst.

364
Helena husker på de hårde fliser,
hun ofte skure må timer i rad,
og striberne på hendes ryg, som viser,
om hun har været flittig eller lad.

365
Helena kender vel de nøgne tremmer,
ganske alene uden lys og ur,
og ved, at det er Herren, der bestemmer,
om hun skal blive i det trange bur.

366
Helena glemmer ikke piskens snerte,
hvor dybt i hendes bløde kød de bed,
hvor ubarmhjertigt de trak blod og lærte
den unge slavepige lydighed.

367
Helena drømmer tit om gabestokken,
hvor Herren sætter fast den arme tøs,
og lader hende stå, mens hele Flokken
forlyster sig med hende, hjælpeløs.

368
Helena finder sig i bid og tømme,
skamredet, tøjret står hun i sin stald.
Der sagte prustende kan hoppen drømme
om ridestøvler, pisk og sukkerknald.

369
Helena ser og mærker, tænker, husker,
hun kender, glemmer ikke, drømmer tit
og finder sig i det, som stadig rusker
i hendes krop og hjerte, vildt og blidt.

370
Så vender hun sig mod sin strenge Herre,
hun tøver lidt, så snoren bliver stram
- trods alt, hvad hun har lidt, var intet værre,
end hvis hun skulle leve uden Ham!

371
Hun sænker blikket, hvisker »Herre«, knæler
omsider villigt for sin Ejer ned,
helt katteagtig for Hans ben hun kæler.
Og ved Hans fod hun finder lydigt fred.