Helena 372-377

 

 

372
Håndjern og fodjern, halsring, lås og kæde
og nøglen, som de alle låses med,
og hånden, ved hvis kærtegn hun må græde,
det blanke skørt, hun rensede for sæd,

373
de tykke tremmer, piskens onde ilddans
på skælvende og ubeskyttet hud,
at være hjælpeløs, en grusom vildmands
bagbundne bytte, offer til en gud,

374
ydmyget, pisket, redet og dresseret,
opdraget snart til luder, snart til hund,
indfanget, indespærret og torteret
med sæden dryppende fra skød og mund:

375
Helena ligger i sit bur og tænker
på alt, hvad tøsen for sin Herre led.
Helena ser på sine tunge lænker.
Og Alt, hun ser i dem, er Kærlighed.

376
Sin Herre under hun nu gerne magten
og drømmer ikke om at slippe fri,
thi jern og læder er kun klædedragten,
som vild og selvløs elskov færdes i.

377
Alt er for hende nu den stærke glæde
og kærlighedens klippefaste ro.
Helena kysser ømt den tunge kæde
og lægger sig til hvile i sit bo.