Helena 378-385

 

 

378
Og da sig selv hun ikke mere ynker
og håber på at slippe fri igen,
i gådefuld kontemplation hun synker
som Buddha under træet stille hen.

379
Betragter ringene om sine lemmer,
den faste lænke kælent strammer hun,
hun hviler læberne mod burets tremmer
og føler derved dobbelt blød sin mund.

380
Hun føler sig så lille og så mægtig,
en vandrer på sin huds udstrakte eng,
og hendes Herres hånd og lænke vægtig
er hele hendes verdens trygge seng.

381
Hun ser det hjælpeløse, bløde, nøgne,
berusende og tamme dyr, hun er.
Hun ser sin krop med sine Herrers øjne.
Den fylder hende med et vildt begær.

382
En saftspændt smerte langsomt hende fylder,
og alle hede kilder råber: »Mand!«
mens »Jeg er Alt!« og »Jeg er Intet!« skyller
som bølger vekselvis mod hendes strand.

383
Vidøjet griber hun om kolde tremmer,
og lænken standser kroppen i dens flugt.
Og hvad hun føler i sit hjerte, skræmmer
den arme pige mer end piskens tugt.

384
»Å gud,« hun hvisker. »Nej!« men intet standser
den sorte flod af læder, jern og kød,
thi hendes feberhede hjerne danser
en dødedans med hendes våde skød.

385
Da synker, i sin kolde jerndrøm fange,
som i en vellystafgrund pigen ned,
lystent og pint af dybe smerter, bange
og evigt rolig i sin elskovsfred.