Helena 401-409

 

 

401
Så blev da Helena en lydig slave,
en paragon af lydighed og dyd,
og hendes rov blev hendes største gave,
og hendes smerte hendes største fryd.

402
Og for at intet jordisk håb skal bremse
i faldet det stormbårne skønne blad,
så giver Herren Helena en remse,
som slavepiger lærer udenad.

403
Som salmevers hun stroferne må terpe,
til de i hjernen lyser sort på hvidt
- spanskrøret vil dog ganske sikkert skærpe
på denne lærdom hendes appetit.

404
Hver slavetøs må lære denne vise,
forfra og bagfra og på langs og tværs.
Vi bringer til vor læsers benefice
og underholdning de perverse vers:

405
»Jeg er en slave. Alt kan du mig byde.
Jeg er en ting, min Herres ejendom,
og hvad du end forlanger, vil jeg lyde
og være villig, artig, sød og from.

406
En god og lydig slavepige tænker
ej nogen sinde på sin egen lyst,
kun på at være i sin Herres lænker
og sove roligt ved sin Herres bryst.

407
Når jeg skal straffes, må jeg ikke klynke,
men uden tøven knæle ydmygt ned.
En Herre kun den slavetøs vil ynke,
som tager sine pisk i lydighed.

408
Helt over mig, din slavetøs, du råder,
og aldrig kan en slave sige nej.
Min krop du bruge kan på alle måder,
som du har lyst til, som behager dig.

409
Således jeg forsager verdens løgne,
thi du, min Herre er mig ene god.
Da bliver jeg til alt i dine øjne.
Da bliver jeg til intet ved din fod.«