Helena 427-435

 

 

427
En anden kender ikke disse drømme,
men elsker inderligt sin ægtemand,
så kan da hendes hjerte ej fordømme,
hvad ikke hun forstår med sin forstand.

428
Den slemme pisk får hende til at græde,
de tunge lænker volder hende sorg,
men hvis de giver den, hun elsker, glæde,
da er hun gerne fange i hans borg.

429
Hun ser med store øjne, at han lukker
det blanke stål om hendes fod og hånd,
hun mærker lænkens kølighed, hun sukker,
hun ved, han finder hende smuk i bånd.

430
»Hvad vil du gøre?« spørger hun forsigtigt,
endskønt hun gruer for at få fortalt,
hvad der skal ske, dog føles det så rigtigt,
når han det gør, som er for hende alt.

431
Og græder hun for højt, han trøster hende.
Skønt mandens kærlighed kan være slem
og skræmmende, så er hun dog en kvinde,
og i hans favn alene hendes hjem.

432
Snart vænner hun sig til den blanke kæde
og piskens hårde kærtegn på sin ryg,
i lydighed hun finder rolig glæde,
og burets tunge lås gør hende tryg.

433
At føle vellyst håber hun ej mere,
for hans begær alene lever hun,
hun lærer at betjene og servere
og være til behag med skød og mund.

434
Det giver ingen mening at bestride,
hun i sin elskers hænder er som ler,
og når hun for sin kærlighed må lide,
på uforklarlig vis hun elsker mer.

435
Og da sin ængstelse hun overvinder
og i sit fangenskab har fundet fred,
og hun den tabte vellyst atter finder,
da er den dyb som hendes kærlighed!