Helena 436-444

 

 

436
Helena lider. Slaven skånes ikke,
ydmygelser og pisk hun tåle må,
sit malurtsbæger hun til bunds må drikke,
blottet og bundet for sin Herre stå.

437
Helena lider, nyder, ængstes, trøstes,
er stolt og ydmyg, lykkelig og trist,
hun smiler blidt, af gråd hun gennemrystes
og synker i sin Herres favn til sidst.

438
I korte, blanke skørter må hun tjene,
for alle lyster straks til rådighed,
med stuepigen skøgen må forene
og bøje sig for Ham i støvet ned.

439
Hun vrider sig for piskens skarpe snerte
- skønt ingen sinde hårdere de faldt,
dog af den tanke mættes hendes hjerte:
hun af sin Herre tvinges kan til alt!

440
Trangt er det nøgne bur, bag kolde tremmer
hun ligger lange nætter indeklemt,
og skønt hun ved, Han aldrig hende glemmer,
så føler hun sig ofte gemt og glemt.

441
Han ser kun hende, derfor må Han eje
sin elskede bestandig fuldt og helt,
og derfor må som slavetøs hun neje,
dog derfor ej af skæbnen forfordelt:

442
Hvor kærligheden brænder med sin flamme,
der spørges ikke efter godt og ondt,
thi den gør alle stjerners lys til skamme,
og selve oceanet synes grundt.

443
Et sandt mysterium! thi hvem kan skue
i mandens ånd og kvindesjælen ind
og fæste øjet på den elskovslue,
der driver verdens feberhede spind?

444
Dog disse To, som til alverdens harme
imellem stjernerne en seng har redt,
og hviler i hinandens stærke arme,
De ved det! De har gudens ansigt set.