Helena 452-468

 

 

452
I jordens dyb bor jernets sorte kerne,
i højden svimler palmens søde frugt,
skønt nært ved hjertet frister i det fjerne,
og værket forudsætter værkets tugt.

453
Sig ikke gerne mennesket besværer,
men vælger helst den nemme, lige vej,
og hvad i største alvor han begærer,
det vil han vinde nærmest som i leg.

454
Tryg vil han være, men tør intet love,
vil rejse, men ej slide sine sko,
alt vil han vinde, men vil intet vove,
stor vil han være, men vil ikke gro.

455
Da tænker han: »Det er nok bare drømme,
som jeg har drømt, febril og djævleblændt!«
Dog i den kalk, han ikke turde tømme,
hans perle ligger skjult og uerkendt.

456
Således er i kvinden det en hunger
at blive mandens eje, fuldt og helt,
dog lytter hun til alle hånde tunger,
til hendes hele er i splid og delt.

457
Hun ganske tit en lænke foretrækker,
som hun kan ryste af sig som en spøg,
som når en lille pige gør sig lækker
og prøver fnisende en kvindes tøj.

458
Højlydt hun kræver, at han ikke krænker
den unge piges stolte jomfrudom.
Så ser hun på de åbne, tomme lænker
og føler sig så lukket og så tom.

459
En farlig elskovsleg hun kan goutere,
til tvang hun giver da sin elsker lov.
Men er den kun en leg og ikke mere,
da bliver den så mystisk fad og flov.

460
Da vover hun, hvis hun er blandt de kække,
det store og det frygtelige spring,
hun hører burets tunge låge smække
og ved med eet, hun nu er - blot en ting.

461
Der ender legen, hendes liv begynder,
hvor i de blanke lænkers hårde tag
stolthed og vilje er de største synder,
og livets mening er en mands behag.

462
Hvor hun i snævert skørt med nøgne bryster
til rådighed må stå forførerisk,
hvor tit hun blotter sig til kødets lyster
og ser, at hendes elsker er en pisk.

463
Serveret som blot een af mange retter,
fortæret eller til desserten gemt,
ensom i buret i de lange nætter,
i gabestokken efterladt og glemt.

464
Da brister næsten hendes stakkels hjerte,
og højt hun græder i sin svare nød:
µIntet er glæde, alt er skam og smerte,
ydmygelse og tvang. Var jeg blot død!

465
Så fik han da sin vilje, ikke mere
jeg kræfter har at svare pisken nej.
Nu kan min herre grusomt triumfere,
jeg er en slave nu. Han ejer mig.«

466
Da er det, som en varme hende fylder,
og blodet stiger til den hvide hud,
en sælsom fred det trange bur indhyller.
Hun ler og tænker: »Jeg har mødt min gud!

467
Det er det, som så længe jeg har længtes,
men som jeg aldrig ventede at se,
og alt, som i mit hede indre trængtes,
er smeltet til en kilde ren som sne.«

468
Og da han åbner hendes trange fængsel
og kysser hende lykkelig og vild
og fylder hende med sin søde trængsel
- da er den dovne glæde blevet ild!